Hvad har folkeoplysningen lært af coronakrisen?

Da jeg tiltrådte som sekretariatschef for Dansk Folkeoplysnings Samråd 1. december 2019 havde jeg ikke regnet med, at jeg kun skulle få omkring tre ”normale” måneders arbejde, førend alt pludselig drejede sig om én ting: Corona.

I DFS var vi hurtige til at vende skuden fra den ’almindelige’ drift til at arbejde målrettet for to ting: At sikre de bedst mulige politiske rammer for folkeoplysningen i forbindelse med udarbejdelse af retningslinjer og hjælpepakker og løbende at give vores medlemmer den bedst mulige, mest konkrete og aktuelle information på ethvert givet tidspunkt af krisen.

Når vi ser tilbage, er det mest med taknemmelighed. De folkeoplysende skoler og foreninger er bestemt blevet hårdt ramt af krisen rundt omkring i Danmark. Men samtidig kan vi også skele til andre brancher og konstatere, at vores felt faktisk har haft nogle – i det store billede – hensigtsmæssige hjælpeordninger, som har gjort, at de fleste har kunnet holde skindet på næsen.

Vi var i dialogen med Kulturministeriet meget insisterende på, at fordi det folkeoplysende område skiller sig ganske meget ud fra det øvrige kulturområde, så var det nødvendigt med selvstændige hjælpepakker kun til vores felt. Det fik vi, og det har gjort en stor forskel.

Vi lærte også en masse undervejs, som vi ikke vidste. Blandt andet, at Kulturministeriet har haft et meget diffust billede af det folkeoplysende felt. Ofte blev nogle af vores foreningsformer ’glemt’ både i de politiske forhandlinger og i det administrative arbejde hos ministeriet. Vi måtte særligt lægge mange kræfter i at få etableret en selvstændig pulje til vores amatørkulturelle foreninger, da disse fuldstændig blev overset i de oprindelige hjælpepakker. Ikke af ond vilje – men simpelthen fordi man ikke kender til feltet på Christiansborg og i ministeriet.

Det har betydet, at vi i DFS har måttet se os selv i øjnene: Har vi ikke været dygtige nok til at gøre opmærksom på, at amatørkulturen også er en del af folkeoplysningen? Nej, det har vi ikke. Det må vi råde bod på nu.

Helt overordnet er det med coronakrisen og det politiske arbejde omkring den blevet klart for os, at vi ikke er et felt, der har stor opmærksomhed på Christiansborg.

Det stod også tydeligt, da genåbningsaftalerne i foråret 2021 blev indgået, og folkeoplysningen var med i den sidste fase af genåbningen. Det på trods af, at vi stort set ikke har registrerede smittetilfælde i de folkeoplysende foreninger. Man kan spørge sig selv, hvilken mening det giver, at man må besøge storcentre, hvor mange tilfældige mennesker mødes ofte, når man ikke må gå til et aftenskolekursus, hvor de samme 10 mennesker mødes hver gang?

Det har været en skuffelse for os, at prioriteringen af genåbningen har været så tydeligt erhvervsrettet, når vi samtidig kunne se, hvordan ensomheden bredte sig hos borgerne. Netop den kunne vi i folkeoplysningen afhjælpe gennem de fællesskaber, som jo er vores DNA, men vi fik ikke lov.

Man kan mene, at det er fortid, og at nu skal vi se fremad. Det er for så vidt rigtigt. Men vi bliver nødt til at forholde os til det faktum, at det politiske miljø i Danmark – i et gennemsnitligt perspektiv – ikke synes at have øje for den betydning, de folkeoplysende fællesskaber har for den helt almindelige borgers helt almindelige hverdagsliv.

Vil man svinge sig højt op, kan man bruge det danske herrelandshold i fodbold og deres ualmindeligt sympatiske facon og stærke fællesskab som et rigtig godt eksempel på, hvilken betydning Foreningsdanmark har for vores samfund: At stærke fællesskaber er en afgørende forudsætning for gode resultater. Det kunne vi godt ønske os større politisk anerkendelse af.

Vi må naturligvis også se indad og spørge os selv, hvorfor Christiansborg ikke har bedre blik for vores samfundsmæssige betydning.

I DFS har vi i den anledning drøftet vores måde at bedrive politisk interessevaretagelse på, og det er tydeligt, at vi nok kommer til at lægge os på en mere ’aktivistisk’ linje fremover. Ikke forstået med referencer til civil ulydighed, men nærmere til ”show, don’t tell”. Vi skal blive bedre til at vise vores praksis frem – få de stærke fortællinger frem i lyset og vise, hvordan vores arbejde gør en kæmpe forskel for mange borgere i hele Danmark.

Samtidig skal vi måske skrue lidt ned for den mere klassiske interessevaretagelse, hvor vi gennem politiske notater og kaffemøder forsøger at overbevise om vores eksistensberettigelse. Verden i dag er anderledes end for 30 år siden. Det er blevet langt mere legitimt at være et følende væsen – se bare herrelandsholdsspillerne, der i dag ikke er bange for at græde for åben skærm.

Jeg tror, folkeoplysningen skal bruge kunsten og kulturen meget mere som formidlingskanal til at vise vores virke. Det kan være gennem fortællinger, podcasts, videoer, happenings og meget mere. Vi er alle eksistentielle væsener – også politikerne – og nogle gange mærker vi bare mere kraftfuldt med vores følelser og stemninger end med vores hoved.

Jeg tror tiden er inde til et sceneskift hvad angår måden, vi bedriver politisk interessevaretagelse på, og jeg tror, vi skal takke corona for at have tvunget os til at få øjnene op for det.