Hvem introducerede begrebet folkeoplysning i Danmark?
Folkeoplysning bliver ofte kædet sammen med Grundtvig, men ordet har i virkeligheden dybere rødder. Ove Korsgaard tegner et lille portræt af den i dag ukendte fadder til begrebet herhjemme.
Med etablering af et nyt Videncenter for Folkeoplysning er det naturligt at spørge: Hvem introducerede begrebet folkeoplysning i Danmark? Det må være Grundtvig, vil de fleste sikkert svare, hvis man får det spørgsmål i Besserwisser. Men svaret er forkert.
Det rigtige svar synes at være Laurids Engelstoft. ”Laurids hvem?", vil mange nok spørge. For han er gået i glemmebogen. Ærgerligt nok, for han er en særdeles interessant person, der fortjener at blive trukket frem i lyset.
Engelstoft levede fra 1774 til 1851 og er af litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen blevet kaldt Danmarks første nationalist, hvilket nok er at stramme skruen lidt rigeligt. Men der er det rigtige i karakteristikken, at han på enestående vis udgør en bro mellem 1700-tallet og 1800-tallet. Med det ene ben står han solidt plantet i oplysningstidens rationalisme, med det andet ben træder han et skridt ind i nationalromantikken.
Engelstoft er født i nærheden af Hobro, søn af en præst. Som ung tog han på dannelsesrejse rundt i Europa. Selv om turen gennem Tyskland for Engelstoft var lærerig, var det hans ophold i Paris i 1798-99, der kom til at præge ham resten af livet.
I Paris var han i centrum af de store verdenshistoriske begivenheder, der blev sat i gang, da Napoleon overtog magten i den franske republik. Engelstoft blev i virkeligheden en stor tilhænger af republikken og en fri forfatning, et synspunkt, han senere som professor i historie på Københavns Universitetet og embedsmand under enevælden ikke kunne træde offentligt frem med.
Engelstoft introducerer folkeoplysningen
Når det gælder begrebet folkeoplysning er det dog hans tur rundt i Tyskland, der fik afgørende betydning. I et brev fra Göttingen, den 26. april 1798, til gehejmeråd Rosencrone, fortæller Engelstoft om sit møde med en række universiteter og filantropiske opdragelsesanstalter. Niveauet og engagementet på disse uddannelsesinstitutioner imponerer ham på ingen måde. Endvidere forsømmes folkeoplysning og folkeopdragelse næsten overalt.
”For Folkeopdragelsen er der, når jeg undtager de sig fra så mange sider herligt udmærkede Fyrstedømmer Weimar og Gotha, endnu i almindelighed slet sørget.”
Som han antyder, var der dog en undtagelse, idet folkeoplysning har høj status i fyrstedømmerne Weimar og Saxen-Gotha, som begge ligger i nutidens delstat Thüringen. I Weimar var kulturhistorikeren og filosoffen Herder præst og den berømte forfatter Goethe en slags statsminister. Også dramatikeren Schiller var knyttet til miljøet i Weimar.
Mødet med Weimar – og ikke mindst med Herder – fik afgørende betydning for Engelstoft.
"Herder hørte jeg selv på en Langfredag i en stærk og næsten polemisk tone offentlig præke mod de dogmer, der plejer at stå i nøje forbindelse med denne dag." Ligesom der for Engelstoft var en nær forbindelse mellem religionskritik og oplysning, var der en sammenhæng mellem velstand og oplysning, idet han i brevet konkluderede: "Med folke-velstanden står og folke-oplysningen i nær forbindelse."
Sandsynligvis er det første gang, ordet folkeoplysning skrives på dansk. Da det sker i et brev, er det ikke direkte herfra, ordet er blevet indoptaget i det danske sprog. Men at Engelstoft er den, der introducerer begrebet folkeoplysning i dansk sammenhæng, bekræftes af C. Molbech, der i sin Dansk Ordbog, 2. udgave I-II fra 1859 henviser til, at Engelstoft står fadder til begrebet folkeoplysning.
Inspirationskilde for Grundtvig
Der er ingen tvivl om, at Grundtvig er inspireret af Engelstoft, ikke mindst af hans hovedværk Tanker om Nationalopdragelsen fra 1808. Vendt mod rationalismens betoning af fornuft og forstand fremhæver Engelstoft mennesket som et sanseligt væsen, hvis følelser og fantasi også skal tilgodeses, for at opdragelsen kan få den fornødne virkning. Rationalismen havde ført til ”den metafysiske nøgenhed, hvis livløse kulde aldrig formåede at varme ungdommens bryst for nogen grundsætning eller nogen ophøjet borgerdyd”.
I bogen slår Engelstoft til lyd for en politisk konfirmation, en idé, som uden tvivl var en stor inspirationskilde for Grundtvig, der gentagne gange – for eksempel i 1827, 1836 og 1851 – argumenterede for en anden form for konfirmation end den kirkelige, nemlig en borgerlig. Mærkelig nok har denne idé om en konfirmation til medborgerskab ikke været genstand for større interesse, selv om den er tæt forbundet med Grundtvigs tanker om folkeoplysning.
Som sagt er det ikke Grundtvig, der opfinder ordet folkeoplysning. Meget tyder på, at begrebet bliver udbredt i takt med oprettelsen af en række søndagsskoler i begyndelsen af 1800’tallet.
Den første søndagsskole blev oprettet af N. H. Massmann, der var sognepræst ved den tyske Frederiks Kirke på Christianshavn i København. Den 21. marts 1800 udsendte han en opfordring til velgørende og ædelmodige borgere om at støtte planerne om fortsættelsesundervisning for unge i form af en søndagsskole, hvor unge håndværkere gratis kunne få undervisning i regning, dansk, skrivning og tegning. Bidragene kom, og skolen startede 4. maj samme år med 40 elever. Søndagsskolerne fik stor tilslutning, også i mange provinsbyer, herunder Horsens.
Folkelysningen bliver etableret
Muligvis skal vi frem til 1829, før begrebet folkeoplysning bliver brugt for første gang i en dansk avis. Bent Olesen, som har været formand for FOF i Randers, har gjort mig opmærksom på følgende annonce i ”Den Kongelig allernådigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements Tidende” nr. 10 fra den 3. feb. 1829:
Horsens, den 3. februar. Foruden flere nyttige indretninger som byen på den senere tid har fået, har vi nu også at takke vor borgmester, Overauditør Ræder og Hr. Pastor Ridder Rosing for stiftelsen af en søndagsskole, nærmest beregnet for læredrenges undervisning i almennyttige genstande. Den 28. januar stiftedes denne nyttige anstalt, og Hr Pastor Rosing tog deraf anledning til i en kort, men kraftfuld tale og for en talrig borgersamling at skildre alt det gode, som Danmark med hensyn til folkeoplysning skylder sin Konge, hvorfor heller ingen dag kunne vælges bedre med stiftelsen af benævnte anstalt end den 28. januar, på hvilken forsynet skænkede os vor gode Konge.
Her bruges folkeoplysning om den undervisning, som håndværkerlærlinge fik i søndagsskolen. Men som flere andre begreber har folkeoplysning ikke én bestemt betydning. Gennem de sidste 200 års danske historie er begrebet blevet præget af vidt forskellige ideer og strømninger. Og kampen om at præge begrebet på en bestemt måde gør sig stadig gældende.