Hvordan sikres aftenskolernes overlevelse?
Fritid & Samfund inviterer til debat om aftenskolernes udfordringer, og hvilke løsningsmuligheder der kan sikre, at aftenskolerne forbliver en stor fritidsaktivitet, på Aftenskolehøring 2017 den 3. marts.
Faldende tilskud, manglende bevågenhed og stigende konkurrence er nogle af de udfordringer, aftenskolerne står over for i dag, så hvordan sikrer man, at aftenskolerne også i fremtiden kan stå som en stor fritidsaktivitet?
Det spørgsmål tager Fritid & Samfund op på ’Aftenskolehøring 2017’, der afholdes på Christiansborg den 3. marts 2017.
Høringen vil fokusere på, hvilke udfordringer aftenskolerne står over for, samt debattere forskellige måder, hvormed man kan sikre, at aftenskolerne forbliver en stor fritidsaktivitet for den voksne danske befolkning.
Deltagerne i høringen vil være folketingspolitikere, forskere og repræsentanter fra de landsdækkende oplysningsforbund, kommunerne, Biblioteksforeningen og det frivillige område. Høringen henvender sig til aftenskoleledere, medlemmer af § 35, stk. 2-udvalgene (folkeoplysningsudvalgene), det administrative personale på fritidsområdet i kommunerne og andre interesserede.
Tilmelding til høringen kan ske via mail til Fritid & Samfund inden den 10. februar 2017. Prisen for deltagelse er 995 kr. for medlemmer af Fritid & Samfund og 1295 kr. for andre.