Idan- og Vifokonference åbner med rekorddeltagelse
Ved åbningen af Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysnings konference i Vejen mandag formiddag, talte kulturminister Marianne Jelved om folkeoplysningens væsentlige plads i det danske samfund som skaber af mening og fællesskaber.
I løbet af de næste tre dage sætter dobbeltkonferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ og ’Folkeoplysning i forandring’ fokus på såvel idrætten som den bredere folkeoplysnings store udfordringer. Konferencen er den hidtil største i Idan-regi med et deltagerantal på knapt 500 fordelt over de tre dage.
”Jeg anser det store antal deltagere som et udtryk for at programmet er vedkommende og har betydning for det arbejde I udfører i hverdagen,” sagde Johs. Poulsen, formand for Idans bestyrelse, i sin åbningstale til deltagerne inden han bød kulturminister Marianne Jelved velkommen på talerstolen.
I sin tale understregede kulturministeren folkeoplysningens centrale plads i det danske samfund i kraft af dens evne til at skabe fællesskab og danne meninger, der rækker ud over den rationelle, økonomiske logik, der ofte præger den politiske debat.
”Vi skal skabe nogle sammenhænge, der ikke alene handler, om hvad jeg får ud af et eller andet, eller hvad bruttonationalproduktet burde være. Folkeoplysningen kan fokusere på at skabe et fællesskab,” mente Marianne Jelved.
Og netop at fortælle ’meningen med det hele’ er en vigtig del af folkeoplysningen, sagde ministeren.
”Det er jo hele folkeoplysningens raison d’être. Hvad er meningen med folkeoplysningen? Det er at kunne se, hvad de største udfordringer for borgerne er i dag – som individuelle personer, som et folk og som en nation.”
En af folkeoplysningens vigtigste roller er ”at samle og inddrage os alle sammen fra mange forskellige baggrunde,” som Marianne Jelved sagde, som samtidig pegede på, at der efter hendes mening er et paradigmeskifte i gang i Danmark, hvor borgerne søger mere indflydelse og inddragelse i politiske beslutninger.
Også idrætten blev fremhævet i forhold til dannelsen af fællesskaber og ministeren nævnte i den forbindelse den idrætspolitiske stemmeaftale, der blev vedtaget i foråret.
”Ambitionen [med stemmeaftalen] er, at alle i samfundet skal have mulighed for at dyrke idræt og motion og dermed have mulighed for at blive en del af forskellige typer fællesskaber.”
Diskussionen om både folkeoplysningen og idrætten og disses plads i samfundet fortsætter de næste tre dage i Vejen Idrætscenter, hvor mere end 100 talere vil give deres bidrag til debatten.