Inklusion af personer med handicap er stadig en udfordring

Folkeoplysningsloven trænger til en justering, hvis flere handicappede skal inddrages i aftenskolernes folkeoplysende aktiviteter.

Det var en af anbefalingerne på et debatmøde i Handicappens Hus i slutningen af oktober, hvor en række oplysningsforbund, aftenskoler og handicaporganisationer havde sat hinanden stævne for at diskutere de største udfordringer, som personer med handicap i dag står over for, når de ønsker at deltage i folkeoplysende aktiviteter.

Barriererne bliver ofte iklædt lovtekniske vendinger som ’folkeoplysningslovens § 44, stk. 2-midler’ og ’supplerende grundtilskud på 8/9-dele’.  Men bag paragrafferne skjuler der sig ofte simple udfordringer for den enkelte med et handicap, som gerne vil deltage i et aftenskolekursus. 

F.eks. sikrer den nævnte paragraf 44 tilskud til de særlige udgifter, der kan være forbundet med aftenskoledeltagelse, f.eks. befordring eller døvetolkning. Som en flittig bruger af handicapundervisning i Københavns Kommune, Else-Grethe Toubro, sagde på mødet, er en ordentlig kørselsordning helt afgørende for nogle mennesker.

”Hvor der ikke er sådanne ordninger, kan man jo næsten dømme folk til isolationsfængsel, fordi ikke man ikke har råd til at betale transporten til og fra.”

Serviceeftersyn af folkeoplysningsloven

Netop muligheden for at få tilskud til sådanne særlige udgifter er på listen over de bestemmelser i loven, som efter oplysningsforbundene og handicaporganisationernes mening bør have et serviceeftersyn. Bestemmelsen er efter organisationernes vurdering både underfinansieret og besværlig at administrere for aftenskolerne og handicaporganisationerne.

En anden central udfordring ser de i folkeoplysningslovens formulering om, at kommunerne kan, men ikke skal refundere lærer- og lederlønninger med op til 8/9-dele af udgifterne, når der er tale om handicapundervisning. Kan-bestemmelsen betyder, at kommunerne frit kan sænke niveauet, hvis de vil.

Ifølge Dansk Oplysnings Forbunds sekretariatsleder, Henrik Christensen, er der derfor brug for en lovændring, som skærper lovens krav til kommunerne ved at erstatte de nuværende maksimumstilskud med minimumssatser i forhold til såvel handicapundervisningen som de almindelige aftenskoletilbud.

”Så får vi sikret, at der er en bund under, at alle kan deltage i folkeoplysende voksenundervisning på lige vilkår, ligegyldigt i hvilken kommune det foregår. Dét vil være en landvinding,” lød hans opfordring.

Skal-bestemmelser i folkeoplysningsloven er politisk følsomme, da de vil forpligte kommunerne mere, end de er i dag. Men skal man tro det radikale folketingsmedlem Marlene Borst Hansen, der også er formand for oplysningsforbundet Fora, kan kommunernes tilbudsforpligtelser komme i spil, hvis kulturminister Marianne Jelved tager initiativ til en ændring af folkeoplysningsloven.

Det vurderede Marlene Borst Hansen på mødet kan ske hurtigt, og det vil i så fald handle om at finde en balance i kravene til kommunerne, der respekterer det kommunale selvstyre, sagde hun.

”Jeg har siddet seks år i et byråd og derfor har jeg en god kommunal ballast med mig, og jeg hylder det kommunale selvstyre. Derfor går jeg ikke politisk ind for at lave alle kan-bestemmelserne om til skal-bestemmelser.”

Principiel debat bag paragrafferne

Mødet i Høje Taastrup viste også, at debatten om handicapundervisning har et bredere og mere principielt perspektiv end de lovtekniske diskussioner om tilskudsordninger, der let tager rampelyset.

Er det f.eks. rimeligt, at de kommunale tilskud til handicaptilpasset undervisning (se også artiklen om kommunernes støtte til handicapundervisning) nogle steder udgør omkring halvdelen af alle midler til den folkeoplysende voksenundervisning? Bør nogle af aktiviteterne i virkeligheden finansieres af andre kasser?

Og er det nødvendigvis udtryk for god inklusion, at den rene handicapundervisning ifølge en opgørelse fra de store landsdækkende oplysningsforbund udgør omkring 30 pct. af aftenskolernes samlede lektioner, selv om andelen af personer med handicap forhold til et konkret aftenskoleemne er langt lavere i befolkningen?

Man kunne også spørge, om den væsentlig højere støtte til handicaptilpasset voksenundervisning måske ligefrem med til at skabe et overdrevent fokus på at lave aktiviteter, alene handicappede har glæde af. Den høje andel provokerede i hvert fald Maria Ventegodt Lisberg fra Institut for Menneskerettigheder, som så et muligt ressourcespild og inklusionsproblem bag det store antal lektioner med tilpasset undervisning.

”Kan det virkelig passe, at 30 pct. skal gå til timer for mennesker med handicap? Vil vi ikke kunne bruge de penge, vi har på dette område, bedre, hvis man sørger for at inkludere mange flere?”

Grænser for inklusion

Svaret på det spørgsmål var der mindre konsensus om på debatmødet i Høje Taastrup.

Direktøren i Gigtforeningen, Mette Witte, mente ikke, at den høje andel af handicaptimer behøver være et problem i sig selv, når handicappede i andre sektorer ofte er underpræsenteret. Andre pegede på, at nogle handicapgrupper, f.eks. psykisk udviklingshæmmede, har brug for særlige frirum eller blot vil have svært ved at fungere i traditionelle undervisningsrammer.

”Inklusion kan lade sig gøre for nogen, og i mindre grad for andre – og det må vi arbejde ud fra.” lød konklusionen fra Thorkild Olesen, der formand for Dansk Blindesamfund og de Danske Handicaporganisationer.

Men han så det som en opgave at sikre bedre inklusion af personer med handicap i de brede folkeoplysningstilbud med støtte fra organisationer, aftenskoler og civilsamfundet.

En sådan inklusion kan nogle gange være helt lavpraktisk, som DOF og Liberalt Oplysningsforbund understregede i rapporten ’Inklusion – og den folkeoplysende voksenundervisning’ fra 2013. En ny folder fra DOF og Danske Blinde Samfund følger således i det spor og giver aftenskolelærere gode råd om, hvordan de med små pædagogiske greb som rigtig instruktion og praktisk information kan inkludere blinde eller svagtseende i undervisningen.

Andre tiltag kræver måske lovjusteringer og holdningsændringer. Nogle kommuner accepterer f.eks. slet ikke blandede hold, eller muligheden bliver kun brugt i begrænset omfang. Folkeoplysningsloven sikrer nok mange tilbud til mennesker med handicap, men måske ikke altid den bedst mulige inklusion.

Debatmødet var arrangeret i samarbejde mellem SUKA, IOF, Dansk Oplysnings Forbund, LEV, Dansk Handicapforbund, Dansk Blinde Samfund, Gigtforeningen og SIND.