Kommuner kæmper om titlen som årets friluftskommune
14 kommuner er med i konkurrencen om at blive ’Danmarks Friluftskommune’, som i 2016 har fokus på planlægning og forvaltning af friluftslivet.
Det er kommunernes strategier for at give borgere adgang til kyster, parker, søer, skove og idrætsarealer til udeaktivitet samt naturoplevelser, der er i fokus, når en dommerkomité udpeget af Friluftsrådet skal afgøre, hvem der løber med titlen ’Danmarks Friluftskommune’.
14 kommuner kandiderer til årets tema ’Planlægning og forvaltning af friluftsliv’, som går til kommunen med de bedste friluftsstrategier, planer og politikker for nye friluftsprojekter, der bl.a. omfatter etablering af rekreative arealer, mindre stiprojekter, kajakhoteller og naturformidling.
Hvert år inviteres alle landets kommuner til at deltage i Friluftsrådets kommunekonkurrence med et særligt tema fra år til år. I 2016 er fokus rettet mod kommunernes strategier for at forvalte og planlægge friluftslivet med henblik på at fremme borgernes mulighed for frisk luft, motion og gode naturoplevelser.
Kommuner bærer stort ansvar for friluftslivet
Baggrunden for temaet i år er at give bedre forudsætninger for at skabe, udvikle, vedligeholde og ikke mindst prioritere friluftslivet fra politisk side. Netop her er kommunerne centrale, fordi de står i spidsen for at forvalte lovgivning, stille arealer og faciliteter til rådighed samt støtte og planlægge nye og bedre rammer til friluftslivet.
Vinderkommunen bliver belønnet med 250.000 kr., som skal gå til at medfinansiere nye friluftsfaciliteter i kommunen. Sidste år løb Gladsaxe Kommune med sejren inden for temaet ’Friluftsliv i klimatilpasningsindsatsen’.
Det et ottende gang, at konkurrencen bliver afholdt, og de 14 deltagende kommuner er Allerød, Assens, Halsnæs, Herning, Ishøj, Jammerbugt, Middelfart, Norddjurs, Nordfyns, Rudersdal, Vejle, Vesthimmerlands, Viborg og Vordingborg.