Kommuner og foreninger tillægger samarbejde forskellig værdi

I alle hjørner af den kommunale sektor er frivillige involveret i at løse opgaverne: På plejecentre, museer og musikskoler, i idrætscentre, sundhedscentre og folkeskoler, i parker og på biblioteker og mange andre steder.

Samarbejdet er undersøgt i 2016 og 2018 i et stort forskningsprojekt: ’Samspillet mellem den frivillige og den kommunale sektor’. Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitet har set nærmere på området i fem kommuner: Odense, Faaborg-Midtfyn, Faxe, Rudersdal og Aarhus Kommune.

Resultaterne er netop blevet offentliggjort i form af syv forholdsvis kortfattede rapporter og en afslutningskonference 22. november 2018.

Begejstrede kommuner, lunkne foreninger

En af hovedkonklusionerne i undersøgelsen er, at foreninger og frivillige ikke tillægger samarbejdet nær den værdi, som de kommunale institutioner gør, forklarer professor Bjarne Ibsen fra CISC.

”I kommunerne er der på alle niveauer en positiv holdning til samarbejde med frivillige. Dagsordenen om at samarbejde står meget stærkt. Foreningerne har også et positivt blik på samarbejde, men de er mere lunkne,” fortæller han.

”Principielt synes foreningerne ikke, at det er deres opgave at være med til at løse kommunale opgaver. Vi har spurgt om holdningen til samarbejde med kommunen i 2004, 2010, 2016 og 2018, og svarene har ikke ændret sig: Kun omkring 10 pct. af foreningerne siger entydigt, at det er deres opgave at medvirke til at løse kommunale opgaver, mens omkring 40 pct. siger, at det ikke er foreningernes opgave.”

I 2010 viste et studie, at ca. en tredjedel af kommunalpolitikerne mente, at det var foreningernes opgave at medvirke til at løse kommunale opgaver.

”Foreningerne har en grundlæggende anden forståelse af deres virke end kommunalpolitikere, kommunale ledere og kommunale institutioner. De tillægger ikke samarbejdet samme værdi og har ikke samme forventninger til det,” uddyber Bjarne Ibsen.

Vidt forgrenet samarbejde

Ca. to tredjedele af de kommunale institutioner har samarbejde med foreninger og frivillige. Der er mest samarbejde på plejecentre og kulturinstitutioner som biblioteker, idrætsanlæg og musikskoler - her foregår det næsten alle steder. Det område, hvor færrest kommunale institutioner samarbejder med frivillige, er børneinstitutioner: 38 pct.

Ser man på foreningerne, har godt halvdelen et samarbejde med en kommunal institution eller forvaltning, som ligger ud over samarbejde om lokaler eller tilskud.

”Men samarbejdet er ikke særlig vigtigt for foreningerne. Det drejer sig om relativt få timer, og det er for de fleste foreninger en lille del af deres virke. Typisk er der måske en person eller to i foreningen, som tager ud på en skole og underviser ind imellem,” forklarer Bjarne Ibsen.

I mange tilfælde er der tale om en byttehandel, hvor begge parter får noget ud af samarbejdet, men de ikke nødvendigvis har samme mål. Hvis en pigetræner i fodbold samarbejder med skolen, er hans mål måske at få flere piger på fodboldholdet i foreningen. Fra skolens side er målet måske at introducere en faglighed om fodbold i idrætsfaget og at åbne skolen for lokale kræfter.

”Frivillige, der hjælper på et plejecenter, gør det ofte heller ikke for at hjælpe institutionen eller for et højere mål. De har en identitet som hjælpsomme og vil gerne udfolde det og hjælpe nogle ældre mennesker. Det er et mere personligt og mindre strategisk mål,” forklarer Bjarne Ibsen.

Jo mere lokalt, jo mere samarbejde

Et tydeligt fund i studiet er, at jo mere lokalt forankret foreningen og den kommunale institution er, jo mere samarbejde er der. I sammenligning dermed spiller foreningens størrelse en overraskende lille rolle.

”For foreninger er der især to årsager til at samarbejde med kommunale institutioner: Man vil spille en rolle i lokalsamfundet, og så er samarbejdet nytteorienteret. Det giver måske betaling til foreningen, adgang til faciliteter, mulighed for flere medlemmer eller måske kan samarbejdet få foreningen til at stå sig bedre hos kommunen,” forklarer Bjarne Ibsen.

Samarbejdet kan have mange former, men typisk er opgaverne udviklet og planlagt, når de frivillige inddrages. De står altså kun for udførelsen. Perspektivet er, at foreninger og frivillige også er med i planlægningen og udviklingen af opgaverne. Det sker nogle steder, men det er ikke det gængse billede.

Dilemmaer i samarbejdet

Analysen identificerer også nogle dilemmaer i samarbejdet mellem kommunale institutioner og frivillige:

”Bliver en kommune mere demokratisk, og kommer den tættere på borgerne, ved at den samarbejder med nogle mere eller mindre tilfældigt valgte foreninger og frivillige?” spørger Bjarne Ibsen og forklarer, at i den internationale litteratur handler ’samskabelse’ om, at brugerne af en kommunal institution skal have mere indflydelse.

”I Danmark fokuseres på samarbejde med frivillige, ikke brugere. Men man løser ikke et demokratisk underskud i kommuner ved at samarbejde med tilfældige frivillige. Hvem har den demokratiske legitimitet til at få indflydelse?”

Et andet dilemma er, at der er vidt forskellige syn på frivilliges faglighed i forskellige typer kommunale institutioner. Mens skoler typisk ser frivillige som en supplerende, ekstra faglighed, der styrker skolens faglighed, er det helt anderledes på sundhedsområdet. Her ligger fagligheden hos de ansatte, og frivillige ses ikke som en kilde til yderligere faglighed.

Desuden ligger der et dilemma i den kommunale ledelse af frivillige. Internt i kommunale institutioner er der en berøringsangst i forhold til at udføre ledelse overfor mennesker, som kommer ulønnet og bruger deres fritid på at løse opgaver. Men samtidig er der brug for organisering og ledelse - om end ledelsen skal gribes anderledes an end overfor ansatte. Det er en udfordring for de kommunale ledere på institutionerne, viser undersøgelsen.