Kommunerne forvalter foreningstilskud meget forskelligt

350 kr. i tilskud pr. foreningsmedlem under 25 år eller et tilskud, der er beregnet ud fra medlemmernes alder og aktivitetsniveau?

Der er mange måder, kommunerne kan efterleve folkeoplysningslovens krav om, at de skal yde tilskud til aktiviteter for børn og unge under 25 år. Det er helt op til de enkelte kommuner at udforme en model for beregningen af tilskuddet, og så længe der er tale om objektive kriterier, har kommunerne mulighed for at fastlægge forskellige satser i støtten alt efter aktivitetens indhold, omfang og målgrupper.

Denne store frihed resulterer i mange forskellige typer af tilskudsmodeller på tværs af landets kommuner. I en ny analyse af de kommunale tilskudsordninger har Vifo set nærmere på tilskudsmodellernes udformning. Analysen er en del af Vifos kommende rapport ’Folkeoplysningen i kommunerne’, som ud over at se på de konkrete tilskudsordninger er baseret på en større spørgeskemaundersøgelse med fokus på de kommunale nøgletal på folkeoplysningsområdet.

Det samlede kommunale tilskud til folkeoplysende aktiviteter for børn og unge kan omfatte både generelle tilskud (fx medlems- og aktivitetstilskud og grundtilskud) samt specifikke tilskud til bestemte typer af aktiviteter eller materiel (fx til kurser, transport, rekvisitter mv.).

Fælles for alle 98 kommuner er, at en del af tilskuddet gives som et medlems- og aktivitetstilskud (se boksen) baseret på antallet af foreningsmedlemmer under 25 år. På tværs af kommunerne er der dog store forskelle på, hvordan tilskuddet er skruet sammen.

Nogle kommuner graduerer ikke tilskuddet, hvilket betyder, at tilskuddets størrelse beregnes alene ud fra antallet af medlemmer under 25 år. Andre kommuner tildeler tilskuddet ud fra andre beregningsmetoder. Især alder og aktivitetsniveau anvendes som grundlag for at beregne og dermed graduere tilskuddene til foreningerne. Det kan ses som et udtryk for et ønske om at fremme aktivitetsniveauet eller at fremme deltagelsen blandt bestemte aldersgrupper.

Figur 1 viser, hvordan kommunerne graduerer medlems- og aktivitetstilskuddet.

Figur 1: Graduering af medlems- og aktivitetstilskud i kommunerne

N = 98. Figuren er lavet på baggrund af kodninger af de kommunale tilskudsordninger.

Som det fremgår af figur 1, graduerer knap halvdelen af kommunerne medlems- og aktivitetstilskuddet på den ene eller den anden måde (47 pct.), mens den anden halvdel af kommunerne (53 pct.) ikke har nogen form for graduering af tilskuddet og dermed beregner tilskuddet alene ud fra medlemstallet. Beregningen kan her ske enten ud fra et specifikt beløb pr. medlem eller ud fra en forholdsmæssig andel af den samlede pulje på området.

Graduering efter alder og aktivitetsniveau

Den mest udbredte beregningsform er graduering efter alder, som 15 pct. af kommunerne benytter sig af. Analysen tyder på, at mange kommuner ønsker at fremme aktivitetsniveauet for bestemte aldersgrupper. Fx har mange kommuner valgt at ’belønne’ foreninger, der har medlemmer i alderen 13-19 år ved at give et større medlemstilskud til medlemmer i denne aldersgruppe. Dette kan skyldes et ønske om at modvirke det generelle fald i foreningsdeltagelsen blandt teenagere.

12 pct. af kommunerne graduerer ud fra foreningernes aktivitetsniveau. Aktivitetsniveauet kan måles på flere forskellige parametre – eksempelvis anvender nogle kommuner antallet af aktivitetstimer eller antallet af uger med aktiviteter i beregningen af tilskuddet. 9 pct. af kommunerne graduerer tilskuddet efter både alder og aktivitetsniveau.

Endelig er der 11 pct. af kommunerne, der graduerer på anden vis. Det omfatter eksempelvis kommuner, hvor størrelsen på medlemskontingentet indgår i beregningen, og kommuner der vægter bestemte typer af foreningsaktiviteter højere end andre i tilskudsberegningen. Et eksempel på dette er en tilskudsnøgle, hvor fodbold og tennis vejere tungere i tilskudsberegningen end eksempelvis gymnastik og badminton. Derudover omfatter kategorien også kommuner, hvor der er forskellige gradueringsprocedurer på tværs af f.eks. idræts- og spejderområdet.

Definitionen af medlemmer varierer

Et andet tema med store forskelle på tværs af kommunerne er definitionen af, hvilke medlemmer der skal udløse tilskud.

Cirka halvdelen af de 79 kommuner, der præciserer medlemsbegrebet i deres tilskudsordninger, kræver blot, at foreningsmedlemmerne skal betale kontingent for det kalenderår, der søges tilskud til. Denne løsning er enkel og kræver ikke megen administration fra hverken kommunens eller foreningens side. Til gengæld sikrer definitionen ikke, at der i praksis er tale om aktive medlemmer.  

Blandt de øvrige kommuner, der uddyber medlemsbegrebet, er det præciseret, at medlemmerne også skal være aktive. Men dette krav er udformet meget forskelligt. Eksempelvis er det i en kommune nævnt, at medlemmer skal have et ”kontinuerligt fremmøde” for at modtage tilskud uden at definere dette nærmere. En anden kommune er mere specifik og præciserer, at medlemstilskuddet kun gives til medlemmer med deltagelse ”i mindst 20 planlagte aktivitetsgange fordelt over mindst 5 måneder pr. år.”

Samlet er der dermed stor variation i detaljeringsgraden i medlemsdefinitionen på tværs af kommuner, hvilket også kan have betydning for, hvor meget administration der er forbundet med opgørelsen af medlemstallet.

Et andet aspekt er bopælskravet, da kommunerne ikke har pligt til at give tilskud til medlemmer, der bor i andre kommuner. Langt fra alle kommuner har nævnt bopælskravet i deres tilskudsordning. Interessant er det dog, at 14 kommuner eksplicit angiver, at de ikke giver tilskud til foreningsmedlemmer fra andre kommuner, mens otte kommuner reducerer tilskuddet, hvis udenbys medlemmer overstiger en vis grænse – typisk 50 pct. af det samlede antal medlemmer. Over en femtedel af kommunerne angiver i deres tilskudsordninger, at de giver tilskud til alle tilskudsberettigede medlemmer uanset bopæl.

Balancegang mellem styring og enkel administration

Samlet tyder analysen på, at udformningen af tilskudsordningerne er et trade-off mellem enkel administration og ønsket om politisk at kunne styre tilskuddene i bestemte retninger og f.eks. sikre mest mulig aktivitet for pengene eller en prioritering af bestemte aldersgrupper. Skismaet kommer både til udtryk gennem de forskellige former for graduering af medlems- og aktivitetstilskuddet og i den varierende detaljeringsgrad i definitionen af medlemsbegrebet.

Derudover kan ordningerne i sig selv en være en måde til at synliggøre de politiske prioriteringer på området.

Omvendt kan udfordringen ved komplekse gradueringer og stramme medlemskriterier være en mere omfattende administration. Dette gælder både for foreningerne, som f.eks. skal opgøre antallet af deltagere for hver gang, der afholdes en aktivitet, og for kommunen, som skal kontrollere, at de enkelte foreninger lever op til kravene.

Hvilken betydning har udformningen af tilskudsmodellerne?

Et interessant spørgsmål er i den forbindelse, hvilken reel betydning den specifikke udformning af tilskudsmodellerne har. Tjener de i praksis primært det formål at synliggøre de politiske ønsker og prioriteringer på området, eller har udformningen af reglerne også en konkret betydning for aktivitetsniveauet? Betyder en tilskudsmæssig prioritering af teenagemedlemmer eksempelvis, at foreningerne i højere grad formår at fastholde denne målgruppe?

Disse spørgsmål er desværre ikke mulige at besvare ud fra Vifos analyse, da det vil kræve uddybende undersøgelser af medlemsmønstrene i de enkelte kommuner. Analysen er derudover et øjebliksbillede, og derfor er det heller ikke muligt at sige, hvorvidt udviklingen går i retningen af mere eller mindre komplekse tilskudsmodeller.

Analysen viser dog, at der på et overordnet plan ikke er nogen systematiske mønstre i aktivitetsniveauet på tværs af de kommuner, der henholdsvis graduerer og ikke graduerer tilskuddet.

Betydningen af de kommunale tilskud til foreningerne skal desuden ses i lyset af, at det for mange foreningers vedkommende er medlemskontingenterne og ikke de offentlige tilskud, der udgør den største andel af indtægterne. Derudover er lokaletilskud og adgangen til lokaler ofte mere afgørende for foreningernes aktivitetsmuligheder.

Ikke desto mindre kan den specifikke udformning af tilskudsordningerne have betydning for de enkelte foreninger, hvilket er en af årsagerne til, at tilskudsmodeller kan være svære at ændre. Der er dog behov for yderligere analyser af konsekvenserne af udformningen af tilskudsordningerne og ændringer i disse.

Artiklen er tidligere bragt i Fritid & Samfunds tidsskrift