Konference om mangfoldighed i voksenundervisningen
Internationale forskere giver den 11. april deres bud på, hvordan voksenundervisningen kan bruge den øgede mangfoldighed i samfundet positivt.
Det danske samfund bliver stadig mere etnisk og kulturelt mangfoldigt, og det har konsekvenser for voksenundervisningen.
På konferencen ’Mangfoldighed som en ressource i voksenundervisningen’ vil en række forskere diskutere, hvilken betydning det har for voksnes læreprocesser, at vi lever i et såkaldt ”superdiverst” samfund, og hvordan en positiv tilgang til mangfoldighed kan hjælpe med at imødekomme nogle af de læringsudfordringer, der måtte være i en sammensat gruppe af indvandrere og efterkommere i Danmark.
På konferencen vil deltagerne blandt andet kunne møde Alejandro Portes, professor i sociologi ved Princeton University, som taler under titlen ’Social Capital, Diversity & Cohesion’, samt Shahamak Rezaei, lektor ved Roskilde Universitet, som vil tale om ’Migration, Diversity and Social Cohesion in Nordic Countries’.
Konferencen henvender sig til alle, der arbejder med voksnes læreprocesser, og finder sted den 11. april på Professionshøjskolen Metropol i København.
Konferencen er arrangeret af Nationalt Center for Kompetenceudvikling (NCK), VUC Videnscenter, RUC, Professionshøjskolen Metropol, Nordisk netværk for Voksnes Læring (NVL) samt VUC og HF Nordjylland.