Konference til september fokuserer på, hvad aftenskoler og studieforbund i de nordiske lande kan lære af hinanden
En kortlægning af aftenskoler og studieforbund i Danmark, Norge, Sverige og Finland viser, at de er utrolig forskellige i deres organisering og praksis, selv om de deler mange værdier. Undersøgelsen udkommer til august og er omdrejningspunkt for en konference i september.
I alle de nordiske lande melder især kvinder med en relativ høj gennemsnitsalder sig hvert år til kurser i aftenskoler og studieforbund for at lære nyt uden for rammerne af det formelle uddannelsessystem.
Den høje andel af kvinder på kurserne er et af fællestrækkene mellem de nordiske lande på aftenskoleområdet, som ellers er præget af stor forskellighed.
Det viser en ny kortlægning af aftenskoler og studieforbund i de nordiske lande, som Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har lavet i samarbejde med en række nordiske partnere med midler fra Nordisk Råds Nordplus program.
Formålet med kortlægningen har blandt andet været at gøre sektoren klogere på sig selv og gøre det muligt at lære af hinanden, og derfor indbyder Vifo i samarbejde med Förbundet Nordisk Vuxenupplysning alle interesserede til en konference på Vartov i København torsdag 19. september for at præsentere resultaterne af undersøgelsen og diskutere folkeoplysningens rolle i det nordiske samarbejde.
"Undersøgelsen skaber det første systematiske overblik over ligheder og forskelle på aftenskoleområdet i de nordiske lande. Den viser, at aftenskolerne og studieforbundene faktisk er utroligt forskellige i forhold til måden, de organiserer sig på, og de aktiviteter de udbyder, og derfor tror vi også, at der er meget, de kan lære af hinanden," siger senioranalytiker i Vifo, Malene Thøgersen, som har koordineret undersøgelsen.
Undersøgelser i fire nordiske lande
Undersøgelsen bliver offentliggjort til august og er baseret på fire landeundersøgelser fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, hvor aftenskoleområdet er blevet undersøgt på ni forskellige parametre:
• Den nationale definition af en aftenskole eller studieforbund
• Den historiske udvikling
• Love og regler på området
• Økonomiske strukturer
• Organisering
• Typer af aktiviteter
• Faciliteter til undervisningen
• Undervisere og aktivitetsledere
• Hvem deltager i aktiviteterne
På konferencen vil forskerne bag undersøgelsen først gennemgå hver enkelt landerapport, inden senioranalytiker Malene Thøgersen og centerleder Henriette Bjerrum fra Vifo udpeger centrale forskelle og ligheder som oplæg til en paneldebat med temaer til fælles inspiration såsom lokal forankring, frivillighed og studieforbundenes demokratiske rolle.
Konferencen slutter med en række oplæg om blandt andet samarbejdet om folkeoplysning på tværs af de nordiske lande, og inspiration fra højskoleverdenen om, hvordan man kan arbejde med de folkeoplysende værdier i praksis.
Projektpartnere:
Videncenter for Folkeoplysning (DK): Malene Thøgersen og Henriette Bjerrum
Finnish Study Centres (FI): Kukka-Maari Vuorikoski
Åbo Akademi University (FI): Annika Pastuhov og Satu Heimo
NORCE Norwegian Research Centre (NO): Ivar Eimhjellen
Linköping University (SE): Maria Arriza Hult, Henrik Nordvall og Staffan Larsson
Göteborg University (SE): Johan Söderman