Krav om politikker, brugerinddragelse og udviklingspuljer: Sådan går det

Siden 2011 har kommunerne haft pligt til at formulere en kommunal politik for folkeoplysning. En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) viser, at der er stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner har udformet disse politikker, og hvad de indeholder, selv om folkeoplysningsloven definerer en række temaer, som politikkerne skal omfatte (Se boksen i højre spalte).

Hvor den korteste politik er på to sider, er den længste på 40 sider. Samtidig varierer det, hvorvidt der er tale om selvstændige politikker for folkeoplysning, eller om folkeoplysningsområdet er beskrevet som en del af bredere kultur-, idræts- eller fritidspolitikker. Hovedparten (73 pct.) er dog selvstændige politikker.

Der er også store forskelle på indholdet: Nogle politikker beskriver kort og nøgternt, hvilke rammer og regler der gælder, mens andre er fyldt med visioner, ønsker og ambitioner på folkeoplysningsområdet.

Politikkerne kobler folkeoplysning med sundhed

Et af de temaer, kommunerne skal behandle i deres folkeoplysningspolitikker, er hvordan arbejdet med folkeoplysning kan spille sammen med andre politikområder, herunder hvilke muligheder der er for at indgå partnerskaber om at løse konkrete opgaver.

Langt størstedelen af kommunerne omtaler samspillet med andre politikområder i deres politikker for folkeoplysning. Figur 1 viser, at kommunerne især fremhæver sundhed, som et eksplicit område for samspil med folkeoplysningsområdet. Også kultur, handicapområdet og børne- og ungeområdet bliver hyppigt nævnt.

Figur 1: Øvrige politikområder som nævnes i folkeoplysningspolitikkerne, top-10 (antal politikker)

Figuren er oprettet på baggrund af en simpel optælling af, hvor mange gange hvert policy-område er nævnt i kommunernes folkeoplysningspolitikker (både indlejrede og selvstændige politikker). Kun top-10 er medtaget i figuren.

Mange af de kommunale politikker giver udtryk for stor vilje til at etablere partnerskaber mellem folkeoplysningen og andre aktører. I størstedelen af politikkerne er ønskerne dog primært beskrevet i meget generelle vendinger.

I praksis er der relativt få kommuner, som benytter sig af den mulighed for at give støtte til partnerskaber, som også blev skrevet ind i folkeoplysningsloven i 2011. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 7 pct. af kommunerne giver partnerskabsstøtte til aftenskoleområdet, og 23 pct. af kommunerne gør det på foreningsområdet. For begge områder er andelen faldet siden 2014, hvor henholdsvis 12 og 26 pct. benyttede denne mulighed.

Resultaterne tyder altså på, at partnerskaber stadig fylder betydeligt mere i hensigtserklæringerne i politikkerne for folkeoplysning, end de gør i praksis. Det er dog vigtigt at tage forbehold for, at partnerskaber også kan være finansieret via andre lovgivninger og forvaltningsområder, hvilket ikke er afdækket i denne undersøgelse.

Stabilitet i § 35 stk. 2-udvalgenes sammensætning

Ændringen af folkeoplysningsloven i 2011 medførte også, at der kom nye regler for, hvordan brugerne skal inddrages, og det skal stå i den kommunale politik for folkeoplysning, hvordan inddragelsen af brugerne skal foregå. Derudover blev det igen lovpligtigt at have et udvalg på området – de såkaldte § 35 stk. 2-udvalg.

Kommunerne har dog friere rammer end tidligere til at beslutte, hvordan udvalget skal organiseres, og hvilke kompetencer det skal have. Eksempelvis er der mulighed for at fordele udvalgets kompetencer på flere udvalg.

Resultaterne af undersøgelsen viser dog, at hovedparten af kommunerne (83 pct.) har ét udvalg. ’Folkeoplysningsudvalg’ er stadig den mest udbredte betegnelse for dette udvalg, idet 57 pct. af kommunerne bruger det navn. De resterende kommuner med ét udvalg anvender andre betegnelser, hvor især ordet ’fritid indgår.

I forhold til hvilke typer af brugere, der sidder i § 35 stk. 2-udvalget, viser resultaterne en høj grad af stabilitet siden den forrige undersøgelse.

Som figur 2 viser, fylder idrætsområdet godt i det samlede billede med 37 pct. af medlemmerne, mens aftenskoleområdet udgør 23 pct. af medlemmerne. Spejdere/korps samt øvrige idébestemte og samfundsengagerende foreninger for børn og unge tegner sig sammenlagt for 21 pct., mens kulturområdet udgør 9 pct. Selvorganiserede grupper, som for første gang blev skrevet ind i folkeoplysningsloven i 2011, udgør samlet set 2 pct. af medlemmerne.

Figur 2: Medlemmer i § 35 stk. 2-udvalg – fordelt på områder (pct.)

Figuren viser, hvor stor en andel i pct. af de samlede pladser i § 35 stk. 2-udvalgene der udgøres af de respektive foreningskategorier. Se yderligere uddybning i rapporten.

Større fokus på udvikling i § 35 stk. 2-udvalgene

I spørgeskemaundersøgelsen er kommunerne blevet bedt om at svare på, hvilke kompetencer kommunens § 35, stk.2-udvalg har (figur 3).

Som det fremgår, spiller udvalgene fortsat en stor rolle i forbindelse med retningslinjer for tilskud på folkeoplysningsområdet, og hvordan tilskuddene bliver brugt. Men der er også en del kommuner, hvor udvalget ikke længere har disse formelle kompetencer, som lå i de tidligere folkeoplysningsudvalg.

Figur 3: Kompetencer i § 35 stk. 2-udvalgene (pct.)

Figuren viser kommunernes svar på spørgsmålet: ’Hvilke af de følgende kompetencer har udvalget/udvalgene? (n=83 kommuner). 

Sammenlignet med den forrige undersøgelse på området er der små tegn på, at § 35 stk. 2-udvalgenes kompetencer i stigende grad afspejler en udviklingsorienteret rolle, mens de formelle kompetencer – som typisk er relateret til tilskud – fylder lidt mindre end tidligere.

Det ses blandt andet ved, at andelen af udvalgene, som selv tager initiativ til særlige projekter og tiltag på området, er steget fra 62 til 71 pct., og andelen, der inddrages i udviklingen af kommunens særlige projekter og tiltag på området, er steget fra 78 til 84 pct.

Omvendt er andelen af kommuner, der har angivet, at udvalget påser, at tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med regler og lovgivning, faldet fra 71 til 66 pct. Der er tale om relativt små forskydninger, som alligevel kan indikere, at udvalgenes rolle er under forandring.

To tredjedele af kommunerne bruger ikke alle udviklingsmidlerne

Da folkeoplysningsloven blev ændret i 2011, kom der igen krav om, at kommunerne skal afsætte en årlig beløbsramme til ”udviklingsarbejde inden for lovens område”.  

Et af formålene med puljen er at give mulighed for tilskud til aktiviteter, som er organiseret af selvorganiserede grupper, men puljen kan også bruges til udviklingsinitiativer inden for det etablerede foreningsliv eller til samarbejder med andre aktører. Udviklingspuljen går derfor typisk på tværs af området som helhed og er samtidig også et tema, der skal belyses i folkeoplysningspolitikkerne.

I modsætning til den tidligere start- og udviklingspulje, hvor det var et krav, at 5 pct. af midlerne på området blev afsat til denne pulje, er der i dag ikke noget minimumskrav til puljens størrelse. Det gennemsnitlige beløb pr. indbygger ligger på knap 5 kr., men der er stor variation i puljens størrelse på tværs af kommuner.

Som et nyt spørgsmål, der ikke var med i den forrige undersøgelse af området, er der i spørgeskemaet spurgt ind til, hvorvidt hele det beløb, der var afsat til udviklingspuljen, blev brugt i 2018. Her er det slående, at hele 66 pct. af kommunerne angiver, at hele beløbet ikke blev brugt (figur 4).

Figur 4: Blev midlerne i udviklingspuljen brugt? (pct.)

Figuren viser kommunernes svar på spørgsmålet: ’Blev hele det beløb, der var afsat til udviklingspuljen, brugt i 2018? (Samlet for begge hovedområder)’ (n=86 kommuner).

I forhold til det beløb, som kommunerne samlet havde sat af til udviklingspuljer, blev cirka 20 pct. af pengene ikke brugt.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at samtlige midler ikke bliver brugt hvert år, da antallet af ideer til udviklingsprojekter naturligt kan variere over tid.

Resultaterne kan dog give anledning til at overveje, om puljemidlerne kan sættes bedre i spil. Er der behov for at se på, hvordan udviklingspuljens muligheder kommunikeres ud til foreningerne? Eller er muligheden for at søge udviklingsmidlerne simpelthen ikke attraktiv nok for foreningerne – enten fordi det er for krævende, eller fordi kriterierne ikke svarer til områdets behov?