Kritisk fokus på kurser og frivilligt arbejde
Der er fokus på betydningen af kurser i det frivillige arbejde, når forskningsnetværket Cifri inviterer til dialogseminar den 18. september.
Netværket for forskning i civilsamfund og frivillighed (CiFri) inviterer den 18. september til et seminar på Syddansk Universitet med titlen ’Skal vi aflyse kurserne? Et dialogseminar om betydningen af uddannelse og læring i det frivillige arbejde’.
Seminaret tager udgangspunkt i resultater fra den nye befolkningsundersøgelse af danskernes frivillige indsats, der blev offentliggjort tidligere på året, og som – noget overraskende – sætter spørgsmålstegn ved betydningen af kurser og uddannelse for fastholdelse i det frivillige arbejde.
Ud over en præsentation af forskningsresultaterne fra undersøgelsen byder seminaret på oplæg fra praktikere, der arbejder med kurser og uddannelse af frivillige. Der er dermed lagt op til en diskussion mellem forskning og praksis med fokus på rationalerne bag kompetenceudvikling samt på udviklingen af pædagogiske redskaber, så læring fra kurserne i højere grad kan omsættes til praksis.
Oplægsholderne på seminaret er professor Bjarne Ibsen, forskningsleder på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU, uddannelseskonsulent Jette Velling Lindholm, DGI, uddannelseskonsulent Vibeke Bundgård, Center for frivilligt socialt arbejde samt chefkonsulent Bente Gringer, Kompetencesekretariatet.