Længere skoledage og åben skole påvirker fritidslivet på forskellig vis
Ny rapport fra Center for Ungdomsstudier afdækker udviklingstendenser i fritidslivet efter folkeskolereformen. Hos idrætsforeninger og spejdere er aktivitetsudbuddet vokset, men udviklingen hænger ikke nødvendigvis sammen med reformen.
Folkeskolereformens indførelse af længere skoledage, 45 minutters bevægelse om dagen og ’åben skole’, det vil sige bedre muligheder for at skabe samarbejde mellem skolen og det omliggende samfund, har formentlig påvirket fritidstilbuddene på forskellig vis.
Men det er ikke et entydigt billede af udviklingen, der kommer frem i Center for Ungdomsstudiers (CUR) nye rapport om folkeskolereform og fritidsliv.
CUR har på vegne af Undervisningsministeriet og Kulturministeriet undersøgt, hvordan udbuddet og mangfoldigheden i fritidstilbuddene har udviklet sig fra 2014, hvor folkeskolereformen trådte i kraft, til 2018.
Men der er knyttet en række forbehold til resultaterne, for udviklingen i fritidstilbud er afhængig af mange andre faktorer end reformen, f.eks. ændringer i befolkningssammensætning, skolelukninger og børns udvidede brug af digitale platforme.
134 udbydere af fritidstilbud har deltaget i undersøgelsen, blandt andet idrætsforeninger, spejdere og FDF’er, musik-, billed- og teaterskoler, ungdomsskoler og ’øvrige’, herunder rollespilsforeninger, e-sportsforeninger og religiøse foreninger. Undersøgelsen er dog ikke repræsentativ for udbydere af fritidstilbud på landsplan.
Nogle hovedtendenser: For idrætsforeningernes vedkommende lader det til, at færre oplever negative konsekvenser af reformen i 2018 end i 2015. Aktivitetsudbuddet er mange steder vokset. Her kan den åbne skole have spillet en rolle, da en del foreninger sammen med skolerne har udviklet nyt indhold. Men udviklingen kan også skyldes øget konkurrence fra bl.a. fitnesscentre.
Spejderne oplever fremgang og mange udvikler nye tilbud, men det ser ikke ud til at have noget med skolereformen at gøre. Meget få spejdergrupper indgår samarbejder med skoler. De spejdergrupper, der oplever at reformen har en betydning, oplever især at de længere skoledage giver trætte børn, som i nogle tilfælde stopper.
Musik-, billed- og teaterskoler og andre udbydere af ekspressive aktiviteter har enten oplevet færre eller et uændret antal medlemmer i perioden. Men det ser ud til at være en generel udvikling, som ikke kan knyttes til reformen, selv om nogle udbydere fortæller om, at de lange skoledage har besværliggjort deres arbejde.
Ungdomsskolerne har altid ændret fag efter de unges skiftende interesser, men det ser ud til, at nu, hvor unge har mindre fritid, er det blevet endnu vigtigere at nytænke og udvikle ungdomsskolernes tilbud. Reformen har øget samarbejdet mellem ungdomsskoler og skoler, så ungdomsskolerne nu også står for valgfag på skolerne.
Skolereformens betydning
Overordnet peger undersøgelsen på, at:
- De længere skoledage ser ud til generelt at have besværliggjort nogle ting for udbyderne af fritidstilbud. Der er et øget pres på faciliteterne efter kl. 16, børnene er oftere trætte og sultne, når de møder op til en aktivitet, og nogle tilbud oplever, at børnene stopper på grund af skoledagens længde. Det ser dog ud til, at de fleste har fundet praktiske løsninger, skriver CUR i sammendraget fra undersøgelsen.
- Den åbne skole har åbnet nye muligheder for, at aktørerne på fritidsområdet kan komme i kontakt med en bredere børnegruppe, end man ellers ville have adgang til. Der er eksempler på, at aktiviteter opstår og bliver nytænkt som resultat af den åbne skole. Da mange kommuner først nu er ved at udvikle strategier, som understøtter samarbejder, kan den åbne skoles betydning for fritidstilbuddene vise sig at blive mere markant i fremtiden.
- De 45 minutters bevægelse om dagen ser ifølge undersøgelsen ikke ud til at have nogen betydning for udbud og mangfoldighed i fritidstilbud.
Læs mere
Læs sammenfatning af undersøgelsen Folkeskolereform og fritidsliv.
Læs mere hos Center for Ungdomsstudier: Folkeskolereform og fritidsliv
Læs Kulturministeriets pressemeddelelse om undersøgelsen: Skoledagenes længde har betydning for nogle fritidstilbud