Vifo Artikel 22.03.2021

Lidt færre aftenskoler nu end i 2014, men aktivitetsniveauet er stabilt

I perioden fra 2014 til 2018 har der været et lille fald i antallet af aftenskoler i Danmark, men antallet af undervisningstimer er stort set det samme. Det viser Vifos anden udgave af undersøgelsen ’Folkeoplysningen i kommunerne.’ Den viser også, at der fortsat er store forskelle på aktivitetsniveauet mellem land og by, og at handicapundervisningen får den største andel af kommunernes økonomiske tilskud til aftenskolerne.

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) har for anden gang gennemført undersøgelsen ’Folkeoplysningen i kommunerne’, som giver indblik i aktiviteter, tilskud og retningslinjer på aftenskoleområdet. Kultur- og fritidsforvaltningen i kommunerne har svaret på en række spørgsmål om deres tilskud til aftenskoler og aftenskolernes aktiviteter ud fra indberetninger og regnskaber fra 2018, mens den forrige undersøgelse var baseret på tal fra 2014.

I undersøgelsen er kommunerne blevet spurgt om, hvor mange aftenskoler der har tilskudsberettiget aktivitet i kommunen. Som tabel 1 viser, har lidt over halvdelen af kommunerne oplevet et fald i antallet af aftenskoler med aktivitet i kommunen, mens en femtedel har oplevet en stigning. Resultaterne tyder derfor på et lille fald i antallet af aftenskoler.

Tabel 1: Udviklingen i antallet af aftenskoler med aktivitet i kommunerne (pct.)

 

Andel kommuner

n

Uændret antal

27

24

Stigende antal

20

18

Faldende antal

53

47

I alt

100

89

Tabellen viser udviklingen i antallet af aftenskoler med aktivitet i kommunerne. Kun de kommuner, der har besvaret spørgsmålet for både 2014 og 2018, indgår i tabellen (n=89 kommuner).

Det samlede antal aftenskoler i undersøgelsen er faldet fra cirka 1.200 i 2014 til 1.100 i 2018. Dette antal skal dog tages med forbehold, da større aftenskoler kan have aktiviteter på tværs af kommunegrænser og dermed tæller med flere gange. Til sammenligning registrerede Vifo 1.080 aftenskoler i en landsdækkende kortlægning af aftenskoler i 2017.

Fortsat store forskelle på tværs af land og by

Samlet set er der gennemført 1.262.432 undervisningstimer (eksklusive foredrag) i de 83 kommuner, der har angivet timetallet. Det svarer til, at der på landsplan blev gennemført cirka 1,44 mio. undervisningstimer i aftenskolerne i 2018 (eksklusive foredrag), hvilket ligger meget tæt på det estimerede antal undervisningstimer i 2014 på cirka 1,52 mio.

Der er dog store forskelle i aftenskolernes aktivitetsniveau på tværs af kommuner, når det ses i relation til antallet af indbyggere. Jo flere indbyggere, der er pr. undervisningstime, desto lavere er aktivitetsniveauet i en kommune. Hvor der gennemsnitligt er 7 indbyggere pr. undervisningstime i mellem- og bykommuner, er der 12 indbyggere pr. undervisningstime i yderkommunerne (tabel 2). Det relative aktivitetsniveau er således højest i mellem- og bykommuner.

Tabel 2: Aftenskolernes udbredelse og aktivitetsniveau – fordelt på kommunetyper (2018)

 

Gennemsnitligt antal indbyggere pr. undervisningstime

Gennemsnitligt antal indbyggere pr. aftenskole

Yderkommune

12

4.041

Landkommune

9

3.894

Mellemkommune

7

6.622

Bykommune

7

5.797

Total

8

5.086

Tabellen viser antal indbyggere pr. undervisningstime (n=83 kommuner) og antal indbyggere pr. aftenskole (n=91 kommuner) – fordelt på kommunetyper.

Derudover er det ikke er de samme typer kommuner, der har et højt aktivitetsniveau, som samtidig har mange aftenskoler, når det ses i forhold til antallet af indbyggere. Der er  relativt flere aftenskoler i landets yderområder end i resten af landet. Det ses i tabel 2 på, at det gennemsnitlige antal indbyggere, der skal deles om en aftenskole, er lavest i yder- og landkommuner.

Det er det samme mønster, som blev fundet i forrige undersøgelse, og det tyder på, at aftenskoleområdet i yderområderne fortsat er karakteriseret ved mange små aftenskoler, mens der i mere tætbefolkede områder er relativt færre, men større aftenskoler.

Kun mindre forskydninger i tilrettelæggelsesformernes omfang

Aftenskolernes aktiviteter er tilrettelagt på forskellige måder, som også har forskellige muligheder for at opnå tilskud. Figur 1 viser, hvordan undervisningstimer, der er berettiget til tilskud, fordeler sig på tværs af tilrettelæggelsesformer.

Figur 1: Undervisningstimer fordelt på tilrettelæggelsesformer (2018) (pct.)

Figuren viser, hvordan undervisningstimerne fordeler sig på tværs af tilrettelæggelsesformer. n=82 kommuner, 1.256.235 undervisningstimer. Se den fulde rapport for yderligere uddybninger.

Resultaterne viser, at der kun er sket mindre forskydninger i, hvordan undervisningstimerne fordeler sig siden 2014. Kategorien ’almen undervisning’ omfatter 55 pct. af det samlede antal undervisningstimer. I 2014 var den tilsvarende andel på 53 pct.

Den næststørste kategori er ’handicapundervisning’, der udgør 30 pct. af det samlede antal undervisningstimer. I 2014 var den tilsvarende andel på 33 pct. 10 pct. af undervisningstimerne er undervisning, der forudsætter ’små hold’. Den tilsvarende andel i 2014 var på 11 pct.

Endelig omfatter kategorien ’fleksibelt tilrettelagt undervisning’ 5 pct. af undervisningstimerne. I 2014 var den tilsvarende andel på 3 pct. Selvom denne kategori stadig er en meget begrænset del af det samlede billede, ser der ud til at være sket en lille stigning i omfanget af fleksibelt tilrettelagt undervisning.

Ligesom i 2014 er det dog to kommuner, der står for hovedparten (95 pct.) af det samlede antal undervisningstimer, som er fleksibelt tilrettelagt, og det er dermed stadig ikke en udbredt måde at tilrettelægge undervisning på.

Handicapundervisningen tegner sig for 40 pct. af tilskuddet

De fleste undervisningstimer er tilrettelagt som almen undervisning, men det er ikke denne type undervisning, der får den største andel af kommunernes tilskud til aftenskoleundervisning. Det er derimod handicapundervisningen, hvor kommunerne har mulighed for at yde tilskud på op til 8/9 dele af udgifterne til leder- og lærerløn.

Figur 2: Tilskuddets fordeling på tilrettelæggelsesformer (2018) (pct.)

Figuren viser fordelingen af det kommunale tilskud til aftenskoleundervisning på de respektive tilrettelæggelsesformer. n=65 kommuner. Se den fulde rapport for yderligere uddybninger.

Som figur 2 viser, går 34 pct. af det samlede tilskud til almen undervisning, mens 40 pct. går til handicapundervisning. Handicapområdet udgør dermed stadig en meget stor andel af økonomien på området.

Der er dog tale om en lidt mindre andel end i 2014, hvor den tilsvarende andel af det samlede tilskud lå på 43 pct. Den almene undervisnings andel af det samlede tilskud er omvendt steget lidt fra 32 til 34 pct.

Undervisning på små hold tegner sig for 12 pct. af det samlede tilskud, mens fleksible tilrettelæggelsesformer blot omfatter 3 pct. af tilskuddet. Begge dele er tilnærmelsesvis de samme andele som i den forrige undersøgelse. Heller ikke når det gælder tilskud til foredrag og debatskabende aktiviteter, er der sket ændringer af betydning.

Flere kommuner giver forhøjet tilskud til tyndtbefolkede områder

Folkeoplysningsloven giver kommunerne mulighed for at give tilskud og støtte til aftenskoler på en række andre måder.

Undersøgelsen viser, at 16 pct. af kommunerne benytter sig af muligheden for at give særlige tilskud til undervisning i tyndt befolkede områder. Ved den forrige undersøgelse var andelen på 10 pct., og dermed ser der ud til at være sket en stigning i brugen af denne mulighed.

Det er især yderkommunerne, der benytter sig af muligheden: 43 pct. af yderkommunerne i undersøgelsen giver supplerende tilskud til små øsamfund eller tilsvarende tyndt befolkede områder.

Alle typer af kommuner benytter dog muligheden for supplerende tilskud. Det gælder både kommuner med en generelt lav befolkningstæthed og kommuner, der omfatter tyndt befolkede områder eller mindre øsamfund, men hvor det ikke karakteriserer hele kommunen.

Selvom der dermed er flere kommuner end tidligere, som støtter aftenskoleaktiviteter i tyndt befolkede områder, kan den store variation i aktivitetsniveauet på aftenskoleområdet tyde på, at det fortsat er relevant at være opmærksom på aftenskolernes udfordringer og behov i landets yderområder.

Download delrapporterne

Ældre laver kunst. Foto: GettyImages/vgajic
Vifo Udgivelse marts 2021
Folkeoplysningen i kommunerne. Delrapport 2: Den folkeoplysende voksenundervisning
 Folk holder i hånd. Foto: franckreporter
Vifo Udgivelse marts 2021
Folkeoplysningen i kommunerne. Delrapport 1: Hovedresultater og datagrundlag
Små børn spiller fodbold. Foto: GettyImages/Morsa Images
Vifo Udgivelse marts 2021
Folkeoplysningen i kommunerne. Delrapport 3: Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde
Kvinder laver vandgymnastik. Foto: GettyImages/FatCamera
Vifo Udgivelse marts 2021
Folkeoplysningen i kommunerne. Delrapport 4: Tværgående temaer på folkeoplysningsområdet

Læs lignende nyheder

Børn spiller fodbold
Vifo Artikel 22.03.2021
Stadig forskel på foreningers aktiviteter og rammer i land- og bykommuner
Vifo Artikel 22.03.2021
Krav om politikker, brugerinddragelse og udviklingspuljer: Sådan går det
Gruppe holder i hånd
Vifo Artikel 22.03.2021
Ny rapport giver overblik over kommunernes arbejde med folkeoplysningen

Læs mere om temaet

Piger løber i en hal
Idan Vifo Tema

Idræt og fritid i kommunerne

Læs mere om aftenskoler

Kvinde underviser i sang
Vifo Tema

Aftenskoler