Mange kommuner har udfordringer med at administrere folkeoplysningsloven

Folkeoplysningsloven er en rammelov, som giver kommunerne store frihedsgrader til at vedtage retningslinjer og procedurer, som passer til den lokale kontekst. Alligevel oplever en stor andel af kommunerne udfordringer, når de skal implementere loven. Det viser Vifos undersøgelse ’Folkeoplysningen i kommunerne’, som dermed bekræfter en tendens, der var tydelig i både den forrige udgave af kommuneundersøgelsen og i Vifos evaluering af ændringerne af folkeoplysningsloven.

61 pct. af kommunerne har angivet, at de oplever udfordringer i forbindelse med at administrere loven. Det er en lidt større andel end i den forrige kommuneundersøgelse, hvor andelen var på 50 pct. Yderkommunerne oplever i mindre grad udfordringer end de øvrige kommunetyper. Figur 1 viser, hvilke typer af udfordringer kommunerne oplever.

Figur 1: Oplevede udfordringer (pct.)

Figuren viser andelen af kommuner i undersøgelsen, som har sat kryds ved, at de oplever de respektive typer af udfordringer (n=84 kommuner).

Som det fremgår, oplever flest kommuner i undersøgelsen (30 pct.) udfordringer relateret til lokaletildeling og lokaletilskud. Derudover oplever næsten en fjerdedel af kommunerne udfordringer med at afgrænse den folkeoplysende virksomhed og med tilskudsregler på aftenskoleområdet, som opleves som komplekse.

Endelig har 26 pct. af kommunerne sat kryds ved ’andre områder’. Her tyder de uddybende svar på, at det blandt andet handler om udfordringer relateret til den ændring af folkeoplysningsloven, som trådte i kraft 1. januar 2017 og har til formål at sikre, at der ikke ydes offentlige tilskud til foreninger, som modarbejder demokrati eller grundlæggende frihedsrettigheder.

Cirka en tredjedel af de uddybende svar er relateret til denne lovændring. Svarene beskriver især administrative udfordringer og uklarhed omkring tolkningen af loven, hvilket er i god overensstemmelse med resultaterne i Vifos evaluering af lovændringen.

Begrænset kapacitet og stor efterspørgsel udfordrer lokaleområdet

Når det gælder lokaler, viser undersøgelsen, at udfordringerne er til stede på både foreningsområdet og aftenskoleområdet.

På foreningsområdet viser de uddybende svar, at det for flere kommuner især er mangel på kapacitet, som er en udfordring. Der er dog forskel på, om udfordringen ligger i en reel mangel på antallet af faciliteter, eller om det skyldes en oplevelse af, at lokaletiderne ikke udnyttes optimalt.

På aftenskoleområdet kredser problematikkerne især om lokalemangel og pres på lokaletilskudspuljen – herunder også specifikke udfordringer med at finde lokaler i dagtimerne og at have tilstrækkelig adgang til specialfaciliteter, som for eksempel varmtvandsbassiner. Nogle kommuner oplever en tendens til, at flere aftenskoler gerne vil have tilskud til private lokaler, fordi de kommunale lokaler ikke opleves som egnede. Det gælder for eksempel i forhold til yoga og andre typer af aktiviteter, som kræver særlige faciliteter og redskaber:

”Nye hold/aktiviteter som kræver særlige forhold – f.eks. keramikovn eller varme til Hot Yoga osv.”

”Udfordring i forhold til lokaler til yoga, hvor der er en tendens til, at undervisere gerne vil benytte egne lokaler mod betaling.”

”Der søges om mere i tilskud hos private aktører, da de kommunale faciliteter ikke opfylder kravene.”

Uddybende svar i spørgeskemaundersøgelsen 

De oplevede udfordringer berører dermed diskussionen om, hvornår et lokale kan kategoriseres som et ’egnet lokale’, som er den formulering, der benyttes i folkeoplysningsloven.

Hvad er folkeoplysende aktiviteter?

En anden formulering i loven giver også udfordringer for en fjerdedel af kommunerne – nemlig afgrænsningen af, hvornår der er tale om ’folkeoplysende aktiviteter’. Denne udfordring kan blandt andet skyldes de meget overordnede begreber, der bliver brugt i lovgivningens formålsparagraffer, og som kan være svære at oversætte til konkret praksis.

I folkeoplysningsloven er der et eksplicit krav om, at de kommunale folkeoplysningspolitikker skal forholde sig til folkeoplysningens grænseflader til andre områder. Her har Vifos analyse af folkeoplysningspolitikkerne vist, at den afgrænsning, som ligger i folkeoplysningspolitikkerne, ofte lægger sig tæt op ad lovens overordnede formuleringer i formålsparagrafferne, men også at afgrænsningen i vid udstrækning handler om organiseringsformen som forening, der også er det afgørende kriterie for støtten på området.

Spørgsmålet om afgrænsning er ikke blevet nemmere, fordi der i dag er stadigt mere flydende grænser på tværs af forskellige sektorer og udbydere på fritidsmarkedet, hvor både private, selvorganiserede og kommunale tilbud eksisterer side om side med tilbuddene i foreningslivet, og hvor selvorganiserede aktører nu også er eksplicit nævnt i folkeoplysningsloven.   

Det kan give anledning til at diskutere, om der er brug for en klarere afgræsning af området. Eller om det blot er et naturligt og frugtbart bidrag til udviklingen af området, at man løbende forholder sig til, hvor grænsen går.