Mangel på samarbejde er en myte

Hvordan får vi foreningerne til at samarbejde mere? Hvorfor er der ikke samarbejde på tværs af folkeoplysningsområdet? Hvilke barrierer er der for samarbejde?

Disse spørgsmål stod tilbage, da det tværministerielle samarbejdsprojekt projekt KulturDanmark i 2013 havde gennemført en række lokale dialogmøder rundt om i landet og haft arbejdsgrupper til at komme med anbefalinger på fem forskellige områder om barrierer og potentialer for samarbejde i foreningslivet.

Spørgsmålene førte samtidig til udarbejdelsen af rapporten ’Tværgående samarbejde blandt folkeoplysningens aktører’, som Vifo netop har offentliggjort.

Problemstillingen er ved første øjekast ganske alvorlig: Foreningerne samarbejder ikke nok!

I en tid, hvor foreningernes landsdækkende organisationer har haft så stor succes med at fortælle omverdenen om alle de ting, foreningerne gør og kan, rammer en opfattelse af manglende samarbejdsevner foreningslivet i nakken. Samarbejde, samskabelse og partnerskaber er nøgleord i det offentliges forventninger til foreningslivet.

I Malene Thøgersens undersøgelse om samarbejde mellem det offentlige og foreninger fra 2009 erklærede næsten en tredjedel af kommunalpolitikerne sig enige i, at ’det er naturligt, at foreningerne bidrager til den kommunale opgaveløsning’.

Det handler altså om at få fjernet barriererne og optimeret ressourcerne, så foreningerne kan samarbejde bedre.

Samarbejder trives lokalt med lysten som drivkraft

Så langt så godt. Sagen er bare den, at Videncenter for Folkeoplysnings (Vifo) nye undersøgelse af samarbejdet blandt folkeoplysningens aktører viser, at det dybest set er en myte, at samarbejder mellem foreninger er en mangelvare. Foreningerne samarbejder. På kryds og tværs.

Men de samarbejder primært, når der er noget relevant at samarbejde om. De samarbejder, når det giver mening. Idrætsforeningerne med skolerne, som de deler målgruppe og lokaler med. Kulturforeningerne med kirken, som de har interessefællesskab med. Mange foreninger samarbejder også med kommunen, men først og fremmest samarbejder de med hinanden.

Med landsorganisationer, politikere og kommuner, der i stigende grad vil noget med foreningerne, glemmer man måske den gamle traver om, at foreninger ikke er trækheste, der kan spændes for en vogn som en hurtig og billig løsning i en sparerunde eller en legitimeringsproces. Foreningslivet er et varieret landskab med alt fra pingviner og pindsvin til trækokser, for nu at blive i dyremetaforen.

Ind imellem er der også de flotte travheste, der imponerer alle med alt det, de kan. Det er dér, man bør være opmærksom som kommune: Støt sådanne foreninger, arbejd sammen med dem og brug dem, hvor de selv har interessen. De vil (og kan) det hele.

Det afgørende er at huske, at det for foreningerne er lysten og relevansen, der er drivkraften. Rapporten viser tydeligt, at foreninger er skeptiske, hvis der udstikkes fastlagte rammer for samarbejder, der eksempelvis mere handler om at spare penge i kommunen.

Så lad os blot lægge myten om foreningernes manglende samarbejde i graven. Ja, det er korrekt, at en del foreninger har rigeligt i sig selv, men det skønne ved foreningslivet, er netop, at foreningerne dukker op, når nogen brænder for noget. Dette har en berettigelse i sig selv. Hvis foreningernes arbejde mister relevans, og medlemmerne interessen for sagen, skal foreningerne nok dø ud af sig selv, mens nye kommer til.

Optimer vilkårene

Rapporten viser samtidig, at kommunerne kan gøre en del for at gøre sig til endnu mere interessante samarbejdspartnere for foreningerne. Undersøgelsen giver en række råd til kommunerne i deres relationerne til foreningerne:

• Vær klar, når foreningerne kommer til kommunen med idéer.
• Få styr på de interne linjer og samarbejdet på tværs af forvaltningerne. 
• Undlad at oprette funktionstomme råd og samvirker. Der skal følge indflydelse med, ellers giver det ikke mening at deltage.
• Anerkendelse af foreningerne virker.
• Skab mødesteder, hvor foreningerne kan netværke og være synlige.
• Peg på områder/begivenheder/aktiviteter, hvor foreningerne kan have interessefællesskaber, og hvor samarbejde kan give mening.
• Sørg for, at de samarbejder, der gennemføres, bliver en succes – det giver lyst til mere.
• Følg op på kommunens egne initiativer.

Når foreningslivet styrer

En af bevæggrundene for ønsket om mere og bedre samarbejde er at få mest muligt ud af ressourcerne lokalt. Har Danmark på længere sigt råd til at have et så varieret foreningsliv?

Modspørgsmålet er, om landet har råd til ikke at have det?

Vifos nye rapport viser et eksempel fra Norddjurs Kommune, hvor en fjerdedel af kommunens foreninger faktisk ikke modtager en krone i støtte fra kommunen ud over at få stillet lokaler til rådighed. For i alt 1.782 kr. om året pr. indbygger til sport, fritid og kultur er der i kommunen et bredt og varieret foreningsliv. Nogle foreninger lever et stille liv med fokus på deres aktivitet/interesse. Andre gange mobiliseres foreningerne, indgår i samarbejder og løfter et helt lokalsamfund, som rapportens mønstereksempel fra landsbysamfundet Ørsted viser.

Når foreningslivet får lov at tage teten på samarbejdsprojekter, skaber det ofte en samfundsmæssig værdi ud over det forventelige.

Det vigtige er, at det er foreningerne, der har ejerskabet og sætter tempoet i samarbejdsrelationerne.

Foreningerne har selvbestemmelse – og det har kommunen i øvrigt også i sit valg af samarbejdspartnere, hvis andre partnere end det lokale foreningsliv er mere hensigtsmæssige eller relevante at inddrage i konkrete samarbejdsprojekter.