”Midt i isolationen insisterede vi på at handle og skabe værdi og på, at der var et fællesskab mellem os alle sammen”

Med dine faglige briller og udgangspunkt, hvad har du så lagt mærke til, at der skete i civilsamfundet i coronaperioden?

Noget af det jeg synes, der var fantastisk at se, det var den der store opfindsomhed og kreativitet, som boblede frem som modsvar på alle de restriktioner, vi stod i. Midt i isolationen insisterede vi på at handle og skabe værdi. Der opstod et fællesskab, fordi vi alle sammen pludselig sad i den samme situation.

Kunsten trådte virkelig ind på scenen, og der var en masse kunstnere og kunstinstitutioner, der gjorde en kæmpe indsats for at række ud og samle danskerne i den her skøre tid. Altankoncerter er et godt eksempel på lokale, der tog initiativ, mens Østerbro Teater, der lavede coronamonologer, er et andet eksempel. Vi så også eksempler på musikere, der sendte live fra private stuer, og motionsklubber der rykkede ud i naturen.

Som direktør for Kulturmødet havde jeg det selv sådan, at vi skulle handle. Det vidste jeg allerede den aften, hvor statsministeren lukkede alle store begivenheden ned. At vi nu mere end nogensinde blev nødt til at engagere os og bruge vores platform til at råbe kunstens og kulturens betydning i en krisetid op.

Kan du pege på noget, som du synes er en spændende nyskabelse i civilsamfundet fra coronaperioden?

På alle mulige måder tog vi nye rum i brug, og det var virkelig inspirerende at se. De traditionelle rammer blev gentænkt. Det var pludselig ikke nødvendigt at have en stor indendørs musikscene, du behøvede ikke at vente på at få go fra et teater, for at du kunne lave din forestilling, og motionsklubben kunne sagtens mødes udenfor.

Det der med, at vi rykkede ting ud af deres vante rammer, legede med formater og skabte oplevelser, der var helt anderledes tilgængelige for helt almindelige mennesker, var virkelig spændende.

Hvad synes du, vi kan tage med fra coronakrisen?

Fordi vi sad i en mærkelig situation under corona, havde vi en stor nysgerrighed på, hvordan andre gjorde tingene. Kulturlivet rakte i høj grad ud til hinanden og fik gode erfaringer og råd. Der var generelt en stor videndeling og ikke så meget konkurrence.

Derudover var der et stort mod til at fejle og til bare at skabe noget og se, hvad der skete. Ingen havde stået i sådan en situation før, så vi var ikke oppe imod nogle bedømmelseskriterier. Jeg kan opleve, at vi ret hurtigt kan komme tilbage til en verden, hvor vi tror, vi skal lave succeser hele tiden.

Så noget af det, jeg synes, vi skal tage med, er lysten til at kaste os ud i eksperimenter, projekter og formater uden at vide, om det lykkes 100 procent første gang.

Det bliver noget af det i civilsamfundet, der er spændende at holde fast i nu – hvordan kan vi sætte noget i gang, uden at det altid behøver at kræve helt faste rammer?

Nu står vi i ny form for krise, hvor vi igen har brug for følelsen af fællesskab, lys og håb. Det er i virkeligheden nu, vi skal huske at få skabt nogle lysglimt, nogle initiativer og fællesskaber, ligesom vi gjorde under coronakrisen.