Nomineringerne til Aftenskolernes Pris 2016 er fundet
30 er nomineret til de i alt 10 priser, som bliver uddelt ved Aftenskolernes Pris til september.
En jury har udvalgt 30 nominerede til Aftenskolernes Pris 2016 blandt aftenskoler, enkeltpersoner og kommuner. Udvælgelsen er sket blandt mere end 450 indstillede kandidater, hvilket er en stigning i forhold til de to tidligere år, hvor prisen er blevet uddelt.
De nominerede fremgår af boksen til højre.
Ved prisfesten den 23. september afslører juryen, hvem de har valgt som endelige vindere af de i alt 10 kategorier.
På aftenskolernespris.dk kan man se alle begrundelserne for indstillinger og læse, hvem der har indstillet de 30 forskellige kandidater til en af de 10 priser.
Prisuddelingen den 23. september foregår i Kulturhuset Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus, og kulturminister Bertel Haarder vi gæste arrangementet.
Aftenskolernes Pris er et samarbejde mellem FO-Aarhus, Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), Dansk Oplysnings Forbund (DOF), Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF), Liberalt Oplysnings Forbund (LOF), Fora og Landsforeningen Fritid & Samfund.
Juryen består af Malene Thøgersen, Videncenter for Folkeoplysning, Hans Stavnsager, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, og Kurt Smidt, idræts- og fritidschef i Vejle Kommune.