Ny kortlægning viser store forskelle på aftenskoleområdet i Norden

En ny kortlægning af aftenskoler og studieforbund i fire nordiske lande viser, at det at fremme demokrati og aktivt medborgerskab er et centralt formål med den offentlige støtte til aftenskoler og studieforbund i både Norge, Sverige, Finland og Danmark, lige som læring og ansvar for eget liv er nævnt i de lovmæssige rammer for området i alle fire lande.

Men trods denne lighed viser kortlægningen også, at det er meget forskelligt, hvilke organisationer og samfundsområder der er organiseret under aftenskoler og studieforbund i de nordiske lande.

En væsentlig forskel ses f.eks. på spejderområdet, hvor lederuddannelse foregår som en del af studieforbundenes aktiviteter i Norge, Sverige og Finland, men ikke i Danmark. En anden forskel er idrætsområdet, hvor der på tværs af landene gennemføres en betydelig mængde af leder- og trænerkurser, men hvor det kun er i Norge, at kurserne foregår i regi af studieforbundene.

Landenes organisationsstruktur varierer  

Kortlægningen er lavet af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med partnere fra Norge, Sverige og Finland for at skabe et vidensgrundlag, som aktørerne på feltet kan bruge til gensidig læring og refleksion over de forskellige strukturer og praksisser, der eksisterer på tværs af landene.

Som det fremgår af tabel 1, er en af de helt centrale forskelle mellem de nordiske lande organisationsstrukturen på det nationale og det lokale niveau, og hvem det er, der udbyder aktiviteterne.

I Danmark er det de lokale aftenskoler, der udbyder aktiviteter og kurser, mens det i de andre lande typisk er de landsdækkende studieforbund og deres medlemsorganisationer på landsplan, der står for selve kursusaktiviteten. Selvom de landsdækkende organisationer er ansvarlige, finder aktiviteterne dog sted lokalt i studiecirkler, lokale foreninger eller lokale afdelinger af studieforbundene.

Aftenskoleaktiviteterne i Danmark er således i højere grad forankret i lokale foreninger, end de er i de andre lande. Danmark er også det eneste land, hvor den primære offentlige støtte kommer fra det kommunale niveau, mens aktiviteterne i de øvrige lande helt overvejende er finansieret af staten.

Tabel 1: Organisationsstrukturen i de fire lande

De kreative fag fylder på tværs af landene

Når det gælder indholdet af aktiviteterne, viser kortlægningen, at musiske, kreative og håndværksmæssige fag er en fællesnævner for sektoren på tværs af landene.

Kreative aktiviteter som strik, maling, keramik og træarbejde er blandt de mest udbredte fag i alle fire lande. Det samme gælder for musik og sang, som særligt i Sverige udgør en stor del af undervisningen.

Kortlægningen tyder dermed på, at aftenskoler og studieforbund spiller en central rolle for voksne borgeres mulighed for kreativ udfoldelse. I Norge og Sverige er deltagelse i kulturliv og læring om kulturarv endda specifik nævnt i formålsbeskrivelserne for støtten til området.

Men der er også store forskelle. I Danmark udgør bevægelsesfag en stor del af aftenskolernes aktiviteter, mens de slet ikke eksisterer som en aktivitet under studieforbundene i Sverige. Et andet eksempel er, at det i både Sverige og Finland er studieforbundene, der står for uddannelsesaktiviteter for de politiske partier, mens det ikke er tilfældet i Norge og Danmark.

Ud over indholdet i fagene er der forskelle i undervisningsformen. I Sverige er studiecirkler, hvor der ikke nødvendigvis er en egentlig lærer til stede, stadig en central undervisningsform, mens det fylder mindre i de øvrige lande, hvor klasserumsundervisning er det mest udbredte.

Omfanget af aktiviteterne varierer

Også når det gælder omfanget af aktiviteterne i aftenskoler og studieforbund, er der store forskelle. Tabel 2 viser en oversigt over antallet af indbyggere pr. undervisningstime i de fire lande i 2022.

Aktivitetsniveauet i Danmark og Norge ligger på nogenlunde samme niveau med omtrent 5 indbyggere pr. undervisningstime, mens niveauet er højere i både Sverige og Finland. I Finland finder langt de fleste aktiviteter dog sted i de kommunale ‘adult education centres’, mens aktivitetsniveauet i studiecentrene, som er en del af civilsamfundet, er lavt sammenlignet med de øvrige lande.

I sammenligningen af aktivitetsniveauet er det dog vigtigt at huske, at afgrænsningen af området som nævnt varierer på tværs af landene.

Tabel 2: Aktivitetsniveau i aftenskoler og studieforbund i de fire lande

Tallene er beregnet på baggrund af oplysninger I landerapporterne og antallet af indbyggere i hvert land (2022).

En anden interessant forskel på tværs af landene er de geografiske mønstre i aktivitetsniveauet, hvor især Danmark og Sverige repræsenterer to forskellige tendenser. I Danmark er aktivitetsniveauet størst i de større bykommuner, mens det i Sverige er landområderne, der har det højeste aktivitetsniveau, når der tages højde for indbyggertallet.

En anledning til refleksion over egen praksis?

Både de nationale forskelle i måden at afgrænse og organisere området og de store forskelle i tilgængeligt statistisk materiale på tværs af landene gør, at der er nogle begrænsninger i den komparative analyse.

På trods af disse forbehold kan kortlægningens konkrete beskrivelser af, hvordan området er organiseret i de øvrige lande, måske alligevel være en anledning til at reflektere over den danske model på området.

Kortlægningen viser med al tydelighed, at den struktur, der er for at organisere og støtte aftenskoler i den danske kontekst, langt fra er den eneste mulige model. Og selvom den er etableret på baggrund af lange historiske spor, kan der alligevel være områder, hvor man kan hente inspiration fra de andre nordiske lande – f.eks. kan beskrivelserne af de forskellige måder at organisere sig på gøre det mere tydeligt,  hvilke fordele og ulemper der kan være ved de forskellige modeller.

Samtidig rejser resultaterne nogle konkrete og praksisnære spørgsmål. Hvordan kan det f.eks. være, at det er lettere at holde aktivitetsniveauet oppe i de svenske landområder end i de danske? Hvorfor har de norske studieforbund lettere ved at tiltrække mænd og yngre deltagere? Og kan der være læring at hente på tværs, når det gælder arbejdet med at skabe sammenhæng mellem de overordnede formålsbeskrivelser og aftenskolernes praksis?