Nye vinde i den kommunale folkeoplysning

Jeg oplever, at der er store forskelle på kommunernes definition og forståelse af folkeoplysning. Nogle kommuner læner sig trofast op ad teologerne Grundtvig og Hal Kochs mere traditionelle folkeoplysningsidealer og -tænkning om dannelse af folket i fx aftenskoler, mens andre kommuner tager nye streetkulturer, pop up-aktiviteter og individualiserede motionsvaner med ind under folkeoplysningsradaren.

De mange forskellige bud på, hvad folkeoplysning er, skal blandt andet ses i lyset af, at folkeoplysningsloven er en rammelov, der giver den enkelte kommune store frihedsgrader til selv at kunne bestemme støtteordninger og prioriteringer. Loven giver således plads til lokale traditioner, kulturer og forhold, som naturligt nok varierer fra Lemvig til Lolland.

I min egen kommune, i København, har vi fx fokus på partnerskabsaftaler mellem folkeoplysningsområdet og sundheds- og skoleområdet. På foreningsområdet er der oprettet en samarbejdspulje, som støtter samarbejder mellem københavnske folkeskoler og folkeoplysende foreninger. Samarbejdsprojekterne skal give børnene en mere inspirerende skoledag og styrke kvaliteten i undervisningen. Udviklingspuljen for børn og unge er en pulje, som kan søges af foreninger med børne- og unge medlemmer. Puljens primære formål er at støtte rekruttering af nye medlemmer og udvikling af nye aktiviteter. Det kan bl.a. ske igennem partnerskaber. Aftenskoler i Københavns Kommune kan igennem en aktivitets- og udviklingspulje få tilskud til partnerskabsprojekter. På aftenskoleområdet er der især givet støtte til partnerskabsprojekter med Social- og Sundhedsforvaltningen.

Når vi har valgt at støtte partnerskabsprojekter, så gør vi det for at give nye og anderledes tilbud til byens borgere. Den model passer rigtig godt til København, men i kommuner med fx en fraflytningsproblematik spiller folkeoplysning en helt anden rolle. Her er aftenskoleaktiviteterne eller fællesskabet i den lokale idrætsforening i højere grad med til eksempelvis at understøtte fortællingen om det gode landsbyliv.

Stigende fokus på folkeoplysning i kommunerne

Når jeg taler med mine kollegaer rundet om i landet, får jeg det klare indtryk, at kommunerne er mere og mere optaget af folkeoplysningsområdet. Senest har folkeskolereformen betydet et øget kommunalpolitisk fokus på samarbejdet mellem folkeskolen og de folkeoplysende aktører i den åbne skole.

Den åbne skole er nemlig på mange måder en fantastisk mulighed for at udvikle nye fællesskaber. Samtidig er den åbne skole en ny platform for at skabe mere synlighed for folkeoplysningsområdet. Nogle foreninger oplever allerede, at den åbne skole har bidraget til at knække den negative kurve i forhold til frafald af unge i foreningerne. Det er rigtigt godt! Både for foreningerne, de unge og lokalsamfundet i det hele taget. Særligt nu, hvor skoledagen er længere, skal vi holde politisk fokus på, hvordan vi sikrer det unikke danske foreningsliv.

Kulturministeren lancerede for nyligt en vision for folkeoplysning, der falder i god tråd med den stigende kommunale opmærksomhed på området. Visionen er et led i at tale folkeoplysningsområdet op - for hvem vil ikke gerne være med til at ”bidrage til menneskers realisering af det gode liv”, som det hedder i visionen?

Hvad betyder folkeoplysning egentlig?

I dag er folkeoplysning et bredt begreb, der ikke kun favner spejderforeninger og aftenskoler. I kølvandet på de nye organisationsformer og nye fritidsvaner, der adskiller sig fra de mere traditionelle folkeoplysningsaktiviteter, er der i kommunerne imidlertid opstået tvivl om, hvor grænsen for folkeoplysning egentlig går. Det store spørgsmål rundt om på landets rådhuse er, hvornår en forening eller aktivitet kan godkendes som folkeoplysende?

Svaret er langt fra entydigt, og det ser jeg både som en fordel og en udfordring. En fordel, fordi både folkeoplysningsloven og kulturministerens vision giver plads til kommunal medbestemmelse. Det er en styrke, at der ikke er nogen endegyldig national facitliste. En sådan vil nemlig ikke kunne matche den mangfoldige og foranderlige virkelighed ude i kommunerne, endsige harmonere med de forskellige lokale behov og ønsker.

Samtidig er det dog en udfordring, fordi folkeoplysning som begreb efterlader en hvirvel af spørgsmål i kommunerne. Der er uklarhed om, hvor grænsen mellem folkeoplysning og øvrige fritidsaktiviteter nøjagtig går, og dermed går debatten på, hvem der har monopol på den kommunale støtte og de kommunale faciliteter.

Tvivlspørgsmål er fx, hvornår en religiøs forening skal have tilskud? Eller hvad gør vi med de kommercielle eller selvorganiserede aktører? Og hvad med fx de frivillige sociale foreninger, der laver folkeoplysende aktiviteter?

Der er brug for, at vi får en dialog om en fælles forståelse for folkeoplysning. Hvis vi skal kunne svare på tvivlspørgsmålene, vil jeg opfordre til, at der kommer klarere rammer, som folkeoplysningsområdet kan udfolde sig indenfor, så vi alle har et fælles fundament.

Positiv holdning til fremtiden

Et kig i krystalkuglen viser, at der generelt er en positiv holdning i kommunerne til fremtiden på det folkeoplysende område. Det konkluderer bl.a. en dugfrisk undersøgelse fra Fritid & Samfund. Selvom det naturligvis er svært at spå om fremtiden, ser vi allerede nu en tendens til, at flere og flere kommuner har fokus på de gode virkninger, som folkeoplysningen trækker med sig. Det gælder i forhold til sundhed, integration, læring og understøttelse af fortællingen om det gode liv i landsbyen.

Selvom folkeoplysning også i fremtiden skal værne om sin egenværdi og ikke nødvendigvis skal måles i konkurrencestatens økonomiske målestokke, er det altid positivt, når der bliver sat fokus på folkeoplysningens afledte effekter.

Fra KL’s side sætter vi på vores kommende kultur- og fritidskonference fokus på aktuelle tendenser og udfordringer på folkeoplysningsområdet. Det foregår den 21.-22. maj i Helsingør, hvor en række kommunalpolitikere, chefer og medarbejdere er samlet for at debattere udviklingen generelt.

I kulturministerens vision står der, at folkeoplysningsprojektet forstår ordet ’værdi’ som en kampplads. Jeg håber, at konferencen til maj og debatten efterfølgende bliver en konstruktiv kampplads. En kampplads, som er åben for nye idéer og en arena for god dialog om, hvordan vi sammen kan være med til at udvikle folkeoplysende og forpligtende fællesskaber. Samt en kampplads for, hvad vi sammen kan gøre for at følge med de nye vinde og skabe en fælles forståelse for folkeoplysning.