Nyt notat fra Vifo undersøger daghøjskolernes udvikling og potentialer

De er efterhånden en sjældenhed i Danmark. Daghøjskolerne, der dels tilbyder undervisning for unge, der drømmer om at læse på kreative akademier og musikkonservatorier, og dels forbereder og vejleder personer, som står uden for uddannelse og beskæftigelse, er svundet ind fra cirka 190 i 1994 til 15 i dag.

Et nyt notat fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) beskriver nu, hvorfor udviklingen ser ud, som den gør, og hvorfor skoleformen i dag er truet på sin eksistens.

”Her har vi at gøre med et skoleområde inden for folkeoplysningen, hvor tendensen peger på en afvikling. Den tese vil vi gerne blive klogere på, og hvis det er rigtigt, også undersøge hvorfor,” siger Maria E. N. Jensen, der er analytiker i Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og står bag undersøgelsen.

Hun har gennem de seneste år dykket ned i arkivmaterialer med betydning for området og talt med en række centrale politikere og aktører i daghøjskoleverdenen omkring udviklingen, og det er blandt andet de samtaler, der danner grundlag for notatets analyser.

Daghøjskolerne har altid været styret af konjunkturer

Notatet viser, at daghøjskolernes guldalder lå i 80'erne og 90'erne. Op gennem de to årtier steg antallet af elever støt (se tabel 1), indtil der i 1999 blev lagt loft over bevillingerne på området, hvilket blandt andet førte til et betydeligt fald i antallet af elever.

Tabel 1: Daghøjskolernes udvikling i antallet af årselever

Kilde: Tallene er fra Undervisningsministeriets projekt ’Kvalitet der kan ses’ (Undervisningsministeriet, 2000)

Selvom daghøjskolerne oplevede politisk opbakning op gennem 80’erne og 90’erne, fortæller flere kilder i notatet, at skolerne levede en tilværelse, der blev styret af konjunkturerne i det omgivende samfund.

”Daghøjskolerne agerede i et tværpolitisk felt, hvor den lokalpolitiske opbakning sagtens kunne svinge. Derudover var de følsomme overfor skiftende samfundskonjunkturer og ikke mindst diskurser indenfor uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik,” siger Maria E. N. Jensen.

Denne tilværelse fortsatte, og blev for alvor tydelig i begyndelse af 2000’erne, hvor der skete et skifte i måden, man politisk tænkte uddannelse og beskæftigelse.

”Man begyndte at kigge mere i retning af virksomhedsrettede forløb, og det havde betydning for flere af daghøjskolerne, som også måtte udvikle sig i den retning for fortsat at kunne spille en rolle. Min vurdering er, at det for flere af dem var ambivalent og for nogle endda naturstridigt i forhold til deres folkeoplysende identitet,” forklarer Maria E. N. Jensen.

Daghøjskolerne som en kommunal kan-opgave

I 2002 kom så reglen, som ifølge flere af kilderne betød, at antallet af daghøjskoler for alvor faldt.  

Loven om daghøjskoler blev ophævet, blandt andet på grund af et politisk ønske om en mere direkte erhvervsrettet arbejdsmarkedspolitik. Det betød helt konkret, at det fastsatte statstilskud blev fjernet, og at det i stedet blev op til kommunerne selv at fastsætte støtten til daghøjskolernes aktiviteter.

Daghøjskolerne overgik altså til at være en såkaldt kan-opgave for kommunerne, forklarer Maria E. N. Jensen.

Det kommer også til udtryk i det antal af kommuner, som rent faktisk yder støtte til daghøjskoleområdet, viser notatet. For mens der i 2002 var 31 pct. af kommunerne, som støttede daghøjskolerne, faldt det efter lovændringen til 19 pct. i 2003. 20 år senere i 2023 var det kun 6 pct. af kommunerne, som ydede støtte til daghøjskolerne gennem folkeoplysningsloven.

”Det betyder, at vilkårene for at drive daghøjskole alene afhænger af, hvorvidt den pågældende kommune vælger at benytte sig af daghøjskolernes tilbud og har midlerne til det,” siger Maria E. N. Jensen.

Hvor står daghøjskolerne i 2025?

Det leder os til i dag, hvor de 15 tilbageværende daghøjskoler kan inddeles i to kategorier:

1. Kreative kunst- og musikforskoler for unge, der ønsker at komme ind på danske og internationale kreative akademier og musikkonservatorier
2. Forberedende kurser og vejledning for personer, der er arbejdsløse eller af andre årsager står udenfor uddannelse og beskæftigelse.
   

Mens den første type af daghøjskoler typisk er dem, der får tilskud gennem de kommunale kultur-, idræts-og fritidsmidler via folkeoplysningsloven, får den anden type daghøjskole midler gennem kommunale social- og beskæftigelsesmidler efter beskæftigelsesloven.

”Særligt den sidste type af midler har vi simpelthen ikke overblik over. Vi ved reelt set ikke, hvor mange penge denne type af daghøjskole får fra kommunerne. Men vi ved, at der blandt andet i Aarhus og Randers Kommuner har været tilbagegang i kommunens brug af daghøjskolerne i forbindelse med udbud indenfor beskæftigelsesområdet,” forklarer Maria E. N. Jensen.

I en tidligere artikel har Vifo for eksempel sat fokus på, hvordan en aarhusiansk idrætsdaghøjskole måtte lukke, fordi skolen tabte et udbud fra kommunen og dermed mistede sit økonomiske grundlag.

På den ene side kan man derfor se udviklingen som en form for ’survival of the fittest’, hvor de daghøjskoler, der er tilbage, er dem, der har formået at være fleksible, omstille sig til forandringer i samfundet, og fordi de har formået at spille ind på flere forskellige områder.

”Det er den positive fortolkning,” siger Maria E. N. Jensen.

Samtidig kan man dog spørge sig selv, om daghøjskolerne overhovedet vil eksistere i fremtiden, og hvis de fortsat gør, vil det så alene være som lokale kreative ’højskolelignende’ aktiviteter om dagen gennem folkeoplysningsloven og ikke som et egentligt skoleområde?

”Det er min vurdering, at det vil være et tab for vores samfund at miste den her skoleform. Efter at have skrevet notatet er det blevet tydeligt for mig, hvilken historisk betydning skoleformen har haft, og hvordan de har bidraget positivt til samfundet blandt andet ved at vejlede unge, hvilket er mindst lige så relevant i dag, hvor mange unge har det svært,” siger Maria E. N. Jensen.

”Men jeg er da nysgerrig på, om andre også deler den vurdering? Er der politikere eller andre aktører, der synes, der er brug for daghøjskolerne? Og hvilke visioner har man politisk for daghøjskoleområdet,” spørger hun.

Hvordan kan daghøjskolerne sætte sig selv i spil?

Notatet er derfor tænkt som et indspark til at stimulere samtalerne om daghøjskolerne og skabe ny politisk og forskningsmæssig interesse for daghøjskolerne.

”Vi håber, at notatet kan blive et første afsæt til mere landsdækkende systematiske undersøgelser af området, der kan skabe viden om daghøjskolernes rolle og betydning og motivere til refleksioner og samtaler om, hvorvidt daghøjskolernes praksis og pædagogiske tilgang rummer særlige potentialer i fremtiden,” siger Maria E. N. Jensen.

I den forbindelse peger notatet på forskellige områder, hvor daghøjskolerne kan byde sig til. For eksempel når det handler om den kommende ordning om kulturpas, hvor Regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har afsat 20 mio. kr. til et forsøg med kultur-, forenings- og idrætsforløb.

Ordningen er et forsøg på at få unge mellem 15-24 år, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, tættere på netop dette – blandt andet ved at styrke deres trivsel.

”Jeg tror på, at kulturen, foreningslivet og idrætten kan give uvurderlige oplevelser for den enkelte og skabe vigtige fællesskaber, som kan give de unge mod på livet og selvværd, som i sidste ende ruster dem til at komme i job og uddannelse. For at lykkes skal vi have hjælp fra de mange dygtige organisationer, der kender de unge og arbejder med dem til dagligt,” siger kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Spørger man Maria E. N. Jensen taler det lige ind i daghøjskolerne og det, de er gode til.

”Her har daghøjskolerne en oplagt mulighed for at byde sig til, så jeg ser frem til, om det er noget, de tænker sig selv i, og selvfølgelig også hvorvidt daghøjskolerne kommer i betragtning som samarbejdspartner,” siger hun.

Daghøjskolernes finansielle fundament i fremtiden

Notatet fokuserer også på daghøjskolernes fremtid rent lovgivningsmæssigt. Ifølge flere kilder i notatet, blandt andre Steen Devantier, der er tidligere daghøjskoleforstander og tidligere næstformand i Daghøjskoleforeningen, kunne daghøjskolerne nemlig bidrage langt mere, hvis de havde et fast finansielt fundament gennem statslig lovgivning.

”Med den nuværende lovgivning og usikkerheden omkring hele beskæftigelsesindsatsen må daghøjskolerne i en tid overleve på de eksisterende folkeoplysningsmidler kombineret med projekt- og fondsmidler. En underlig situation, når man ser på den mistrivsel, der f.eks. er blandt mange unge i dag. Her kunne der virkelig være behov for lokale højskoler i dagtimerne,” påpeger Steen Devantier i notatet.

Ifølge den tidligere daghøjskoleforstander ville daghøjskolerne kunne bidrage med langt mere, hvis de havde et fast finansielt fundament gennem statslig lovgivning. Ifølge ham vil det give kommunerne flere muligheder for at involvere daghøjskolerne som samarbejdspartnere.

”Det er en storpolitisk kamp, man bliver nødt til at tage. For der er mindst lige så stort behov for daghøjskolerne i dag, som der var i 80'erne, hvor skoleområdet voksede op nedefra og endte med at blive støttet af et flertal af de politiske partier,” siger han.