Podcast om bæredygtighed skal gøre Fora mere interessant for unge
Foras nye podcast ’Bær dig dygtigt ad’, sætter bæredygtighed på dagsordenen. Målet er at tiltrække unge mennesker og udvikle nye former for fællesskaber for eksempel i form af Bæredygtig Bio, hvor man mødes i biografen for at lytte til podcasten sammen.
Med en podcast om bæredygtighed går oplysningsforbundet Fora nye veje for at tiltrække en yngre målgruppe, der ikke er så bekendt med Foras arbejde. Målgruppen for podcasten ’Bær dig dygtigt ad’ er unge fra 13-25 år, som kan høre, hvordan man bor, spiser, rejser og forbruger bæredygtigt.
Louise Albers, kommunikationsansvarlig og projektleder hos Fora, fortæller, at aftenskolerne, der er medlem af Fora, efterspørger en indgang til yngre målgrupper, så de også hører om, hvad Fora er og står for.
”Vi ved fra blandt andre Vifo, at en stor gruppe af vores kernedeltagere har rundet de 50 år. Med denne podcast henvender vi os til unge, men den kan sagtens lyttes til af alle uden, at man har et forudgående kendeskab til, hvad det egentlig vil sige at tænke bæredygtigt,” fortæller Louise Albers.
Folkeoplysning er bæredygtighed
Valget af bæredygtighed som emne er ikke tilfældigt, og temaet er allerede på skemaet hos flere af Foras medlemsforeninger.
”Rigtigt mange af vores foreninger har et husflids-perspektiv, som i virkeligheden er ufatteligt bæredygtigt, men som begreb er gået lidt i glemmebogen. Der handler det jo om at lave det, man har brug for, af det man har, så godt man kan. At genanvende ting,” fortæller Louise Albers.
Podcasten er i første omgang et supplement til et nyt kursusforløb, som Fora også kalder ’Bær dig dygtigt ad’. Kurset har fokus på at nedbringe hustandens CO2-forbrug og henvender sig til både forældre og unge; gerne fra den samme husstand. Projektet kørt som et pilotprojekt i tre aftenskoler, men over tid skal det udbredes som et tilbud i hele landet.
Foras håb er dog, at bæredygtigheds-tanken selvstændigt forplanter sig uafhængigt af kurserne. For eksempel via initiativet Bæredygtig Bio, hvor folk går i går i biografen sammen og lytter til podcast.
”Nogle af vores foreninger afholder i efteråret Bæredygtig Bio, hvor konceptet er, at man tager i biografen og lytter til to podcastafsnit per gang, efterfulgt af en debat om bæredygtighed. Podcasten kan på den måde være en indgangsvinkel til, hvordan man kan skabe fællesskaber med fokus på bæredygtighed rundt omkring i Danmark,” fortæller Louise Albers.
Fora vil gerne lave flere afsnit af podcasten, men afventer lige nu, hvordan det går med udbredelsen af de første afsnit.
Podcasten er blevet til i et samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.