Rygterne om folkeoplysningens død er stærkt overdrevne

Folkeoplysningen lever og har det om ikke godt så dog hæderligt. Ja, der er dele af folkeoplysningen, som kæmper med deltagerantallet. Ja, de økonomiske rammevilkår og faciliteterne kunne være bedre. Og ja, folkeoplysningen kunne godt være mere synlig i en række af de landsdækkende og lokale debatter om vores fælles fremtid. Men samtidig deltager et flertal af danskerne fortsat i det brede udbud af folkeoplysende aktiviteter – og gør det vel at mærke frivilligt og ofte med en betydelig egenbetaling.  Det er en kvalitetsmåling, der er til af forstå.

Folkeoplysningen kan derfor med en vis ro i stemmen citere Mark Twain: Rygterne om min død er stærkt overdrevne.

Det betyder imidlertid ikke, at folkeoplysningen ikke står over for udfordringer – og vel at mærke udfordringer, der rækker langt ud over økonomi, faciliteter og andre rammevilkår. I det følgende vil jeg kort omtale fem af disse, som efter min opfattelse tvinger de folkeoplysende miljøer til at tænke nyt – hvilket i parentes bemærket måske ikke er så galt igen.

Individualisering

I den eksisterende folkeoplysningslov er en af de gennemgående værdier, at folkeoplysningen bygger på forpligtende fællesskaber. Og samtidig oplever vi en stigende grad af individualisering i vores samfund, hvor mange af de traditionelle fællesskaber er under pres. Det betyder ikke nødvendigvis færre deltagere i de folkeoplysende aktiviteter, men det betyder i et vist omfang, at deltagerne har mere fokus på deres egne interesser og deres egen aktivitet frem for de fælles opgaver og det fælles ansvar for aktiviteten. Jeg vil gerne gå til foreningsfitness, men jeg gider ikke dukke op til generalforsamlingen – specielt ikke, hvis der er risiko for, at jeg skulle blive valgt til noget.

Man skal passe på med ikke at forveksle individualiseringen med egoisme. Og man skal passe på med at se individualiseringen som et generelt fravalg af fællesskaber. Det handler mere om, at vi er blevet forbrugere af fællesskaber på linje med oplevelser og relationer. Vi er med i det fællesskab, der giver mening for os selv her og nu – og i morgen er vi videre til det næste.

Udfordringen for folkeoplysninger ligger derfor ikke så meget i begrebet ’fællesskab’, men i tilføjelsen ’forpligtende’. Hvordan skaber vi et engagement, oplevelser osv., der er så vigtige for mennesker, at de er villige til at investere lidt af deres individualitet og valgfrihed til fordel for et fællesskab, hvor formålet ikke kun er deres egen behovstilfredsstillelse?

Oprindeligt kom forpligtelsen til fællesskab for de fleste af simpel nødvendighed. Fællesskabet var en vigtig forudsætning for, at den enkelte kunne forbedre sin egen livssituation. Og de fleste var født ind i en række fællesskaber, som bl.a. blev udmøntet gennem de folkeoplysende miljøers aktiviteter. I dag er fællesskabet blevet et tilvalg for de fleste. Og dermed er det også blevet et fravalg af dem, som ingen har lyst til at være fælles med. Hvilket fører os frem til den næste udfordring.

Ulighed

Når vi taler om ulighed, taler vi oftest om økonomi. Men selv om økonomien naturligvis er en vigtigt parameter, er der andre, som er lige så vigtige set i et folkeoplysende perspektiv – fx uddannelsesmæssig, kulturel, sundhedsmæssig lighed etc. Og på disse områder er det ligesom på det økonomiske gået mod større ulighed i de seneste årtier.

Det er ikke nødvendigvis noget mål for folkeoplysningen at skabe større økonomisk lighed i samfundet. Med de meget forskellige idépolitiske udgangspunkter, som de forskellige folkeoplysende foreninger mv. har, ville det være mærkeligt, hvis det var en fælles målsætning. Men folkeoplysningen deler (i hvert fald i mit verdensbillede) et fælles mål om at skabe større lighed, når det kommer til områder som deltagelse i samfundsdebatten, uddannelse, deltagelse i selvfundne fællesskaber etc.

Og her må vi jo være ærlige og sige, at folkeoplysningen ikke har klaret opgaven fantastisk i de seneste årtier. Ja, folkeoplysningen er åben for alle. Og ja, der er mennesker, som er placeret på sidelinjen af samfundet arbejds- og uddannelsesmæssigt, der deltager i folkeoplysende aktiviteter. Men det ændrer ikke på det samlede billede af, at folkeoplysningen er blevet om ikke en lukket klub for eliten så dog et tilbud, som i al væsentlighed tiltrækker de 2/3 af borgerne, som i forvejen klarer sig udmærket.

Hvordan folkeoplysningen (igen) kan gøre sig ikke alene tilgængelig, men også attraktiv for den sidste tredjedel, er i min optik en af de allerstørste udfordringer.

Fokus på nytteværdi

En af de største udefra kommende udfordringer for folkeoplysningen er den øgede fokus på nytteværdi, som sniger sig ind i alle dele af vores samfundsliv. Rationalet er, at vi lever i en konkurrencestat, og at det derfor kun er det, der stiller os bedre i konkurrencen med resten af verden, der har værdi. Misforstå mig ikke: Jeg mener bestemt, at folkeoplysningen er med til at stille os bedre – også målt på økonomiske parametre. Men på grund af kompleksiteten og tidshorisonten er det umanerligt svært at dokumentere på en måde, som de herskende økonomer og administratorer forstår og accepterer.

Hvilken effekt har det på den 8-åriges uddannelsesvalg og arbejdsmarkedsforløb, at hun går til spejder i dag? Hvordan påvirker det pensionistens helbredstilstand om 10 eller 15 år, at han går til finere madlavning i dag? Og hvad kommer det til at betyde for den unges produktivitet om 20 eller 30 år, at hun har valgt at bruge et halvt år på højskole? Regne- og dokumentationsmodeller til at give svar på sådanne spørgsmål er enten så abstrakte, at de intet har med virkeligheden at gøre, eller så komplekse, at ressourceforbruget ved at foretage dem slet ikke står mål med den oprindelige investering.

Folkeoplysningen står over for to grundlæggende forskellige strategier for at overleve i et samfund, hvor de ledende cirkler kun fokuserer på nytteværdi. Enten kan man acceptere, at det er sådan det er og så bruge ressourcerne på at opfinde og/eller bidrage til mere eller mindre fantasifulde måder at måle nytteværdien på. Eller også kan man kaste sig ud i et holdningsmæssigt opgør og fastholde, at folkeoplysningen har en egenværdi, som ikke kan sættes på formel.

Som det fremgår af ovenstående, tror jeg ikke meget på det første alternativ. Både fordi det teknisk er en overordentlig vanskelig opgave, men også – og især – fordi en sådan øvelse uvægerligt vil påvirke folkeoplysningens egen- og selvforståelse i den samme retning. Det vil nærmest være umuligt at undgå, at det også hos os selv kun vil være det, som kan måles og vejes og dokumenteres, der vil blive tillagt værdi. Og hvis vi når dertil, er vi ikke længere folkeoplysning men blot leverandører af fritidsaktiviteter og undervisning.

Alternativ 2 – at tage opgøret med den herskende fokus på nytteværdi – er bestemt ikke nogen let vej at betræde, og der er langt fra nogen garanti for succes. Men ikke desto mindre mener jeg, at det er den eneste realistiske vej frem for folkeoplysningen.

Nye kommunikationsformer

Folkeoplysningen handler som tidligere nævnt om forpligtende fællesskaber, og netop derfor handler den også i vidt omfang om kommunikation mellem mennesker. Og på dette område er udviklingen som bekendt gået ekstremt hurtigt i de senere år. For blot ti år siden var ting som Facebook, Twitter, smartphones osv. slet ikke på markedet, men i dag er det blevet integrerede elementer i langt de flestes hverdag – og elementer, som langt de fleste bruger væsentligt mere tid på og investerer flere ressourcer i end folkeoplysende aktiviteter.

Folkeoplysningen står derfor over for en grundlæggende udfordring, når det kommer til de elektroniske kommunikationsmidler. Skal vi fastholde, at folkeoplysning er og fortsat skal være noget, der foregår i det fysiske møde mellem mennesker? Eller giver det mening at bygge virtuelle folkeoplysningsmiljøer op, hvor det forpligtende fællesskab kan trives – også selv om de fysiske personer aldrig mødes?

Jeg tror, at det er på tide, at folkeoplysningen tager de nye kommunikationsformer til sig. Både ud fra en pragmatisk og en idealistisk begrundelse. Den pragmatiske er, at de er kommet for at blive. Så hvis ikke folkeoplysningen og andre alternative aktører kaster sig ind på området, vil det blot betyde, at de private, kommercielle aktører kommer til at definere både indhold og brug uden alternativer til at udfordre dem. Og det plejer der hverken at komme meget forpligtende fællesskab eller demokrati ud af.

Den idealistiske er, at de elektroniske kommunikationsformer kan noget i forhold til at få fat i de målgrupper, som ikke deltager i folkeoplysende aktiviteter i dag. Man kan godt mene, at det er ærgerligt, at ikke mindst mange unge vælger de virtuelle fællesskaber frem for de fysiske, men hvis alternativet er ensomhed og isolation, er det vel ikke så ringe. Så frem for at se med mistro på sådanne elektroniske fællesskaber, var det måske på tide, at folkeoplysningen begyndte at overveje, hvordan vi kan give dem forpligtelse, indhold og retning på samme vis, som vi historisk har gjort med de fysiske.

Nye organisationsformer

Den sidste udfordring handler om den måde, som vi organiserer de folkeoplysende aktiviteter på. Netop fordi formålet med folkeoplysningen har handlet om ikke mindst forpligtende fællesskaber og demokratiudvikling, har vi valgt at knytte de folkeoplysende aktiviteter tæt sammen med den traditionelle forening som organisatorisk ramme. For nogle signalerer foreningen imidlertid ikke længere fællesskab og demokrati, men konservatisme og træghed.

”Jeg gider ikke alt det bøvl med generalforsamling og bestyrelse og regnskab osv. Jeg har bare en idé til en god aktivitet, som jeg gerne vil have mulighed for at udføre,” er et af de udsagn, som jeg ofte hører, når jeg rådgiver personer, som gerne vil i gang med folkeoplysende eller andre almennyttige aktiviteter. Og det er et ønske, som en del både folkeoplysende miljøer og kommuner forsøger at imødekomme bl.a. ved at ansætte konsulenter til at tage sig af alt det kedelige (hvilket vil sige regnskab, fundraising, vedligehold af faciliteter, tilladelser etc.).

En sådan reaktion er forståelig, for vi vil jo gerne have så mange som muligt til at deltage i de folkeoplysende aktiviteter. Men den er også betænkelig, fordi den risikerer at reducere deltagerne i de folkeoplysende aktiviteter til forbrugere af samme. Hvis vi oplever, at det er ok at deltage i lige præcis den eller de aktiviteter, som vi har lyst til, mens andre (det offentlige, organisationen, dem, der får penge for det) tager sig af alle de forpligtelser, der er nødvendige for at kunne realisere aktiviteten, så kan det være svært at se, hvor det forpligtende fællesskab kommer ind.

Jeg taler ikke for, at foreningsarbejde nødvendigvis skal være kedeligt, eller at de traditionelle organisationsformer ikke kan og skal udvikles. Men hvis vi går fra at definere folkeoplysning som noget, der opstår i krydsfeltet mellem aktivitet og organisation, til at det frem over kun skal handle om aktiviteten, er jeg bange for, at vi kommer til at mangle en meget væsentlig del af folkeoplysningens DNA.