Seminar om frivillighed i Danmark og Tyskland
Sammenligning af frivilligt arbejde i Danmark og Tyskland er omdrejningspunktet for et seminar den 9. oktober i København på Diakonissestiftelsen.
Der er i disse år politisk fokus på frivillighed rundt i Europa, og mens Danmark ofte sammenligner sig med især de øvrige skandinaviske lande, er der mindre fokus på, hvordan det ser ud på området syd for grænsen.
Derfor sætter seminaret ’Who Cares – Comparing Volunteering in Germany and Denmark’ fokus på frivillighed i Danmark og Tyskland og sammenligner forholdene i de to lande.
Bag seminaret står CBS Center for Civilsamfundsstudier, Frivilligrådet og Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO. Sidstnævnte organiserer en lang række foreninger, der i større eller mindre grad finansieres gennem offentlige indsamlinger.
Seminaret byder på oplæg fra den tyske gæsteforelæser, Konstantin Kehl, næstformand i Frivilligrådet, Mads Espersen, og generalsekretær i ISOBRO, Robert Hinnerskov. Dagen afsluttes med åben debat med professor ved CBS, Anker Brink Lund, som ordstyrer.