Skarp reaktion fra DFS på finanslovsforslag
Forslaget om at spare på undervisning, uddannelse og kultur møder hård kritik fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.
”Det er bestemt ikke det, Danmark har brug for. Tværtimod er der behov for styrke borgernes kompetencer og almene dannelse, samt ikke mindst lokalsamfundenes sammenhængskraft.”
Formanden for DFS, Per Paludan Hansen, reagerer skarpt på regeringens forslag om at skære 2 pct. årligt i fire år på undervisning, uddannelse og kultur, herunder folkeoplysning.
Forslaget gælder f.eks. højskoler, efterskoler og produktionsskoler. Det gælder også den almene voksenundervisning, f.eks. FVU og ordblindeundervisning. Særligt hårdt rammes de frie fagskoler, som får skåret driftstaxameteret med 20 procent.
”Det hænger ikke sammen, når statsministeren opfordrer civilsamfundet til være med til at løse opgaven med at integrere flygtninge, at regeringen så sparer på f.eks. de folkeoplysende foreninger, som står parate til at give en hånd,” mener Per Paludan Hansen.