Skolevalg skal motivere unge til at deltage i demokratiet
Torsdag den 2. februar 2017 gik landets 8., 9. og 10. klasser til stemmeurnerne for at sætte deres kryds ved det parti, de var mest enige med ved det landsdækkende skolevalg. V blev det største parti efterfulgt af S og LA. Formålet var at styrke elevernes deltagelse i demokratiet.
Til Folketingets skolevalg 2017 mødte 45.345 elever fra 8.-10. klasse på 670 af landets skoler op for at afgive deres stemmer. Venstre blev valgets vinder med 19,1 pct. af stemmerne. Socialdemokraterne fik 15,6 pct. af stemmerne mens 13,5 pct. stemte på Liberal Alliance.
På landsplan vandt blå blok med 55,3 pct. af stemmerne mod rød bloks 44,7 pct. Det er dog en lille fremgang for rød blok sammenlignet med resultatet fra det første skolevalg i 2015, hvor blå blok fik 57,9 pct. af stemmerne mod 42,1 pct. til rød blok.
Skolevalget blev ’udskrevet’ af statsminister Lars Løkke Rasmussen den 15. januar, og frem til valgdagen den 2. februar var eleverne gennem et undervisningsforløb, der skulle gøre dem klogere på deres egne og partiernes holdninger.
Dansk Ungdoms Fællesråd havde arrangeret 330 debatter på skoler lande over, hvor eleverne havde mulighed for at høre ungdomspolitikere fra partiernes ungdomsorganisationer debattere og fremlægge deres mærkesager.
”Vi har en forpligtelse til at styrke hver eneste generations demokratiske engagement, og vores uddannelsessystem er et af de vigtigste værktøjer, vi har. Det er vores håb, at Skolevalg 2017 kan engagere de unge i den politiske samtale i en tryg ramme, så deres viden kan blive omsat til holdninger og drømme,” sagde formand for DUF Kasper Sand Kjær på Undervisningsministeriets hjemmeside ved valgets udskrivelse.
Skolevalget er arrangeret af Folketinget og Undervisningsministeriet, og formålet er at styrke de unges forståelse af og deltagelse i demokratiet og at give dem mulighed for at prøve en valghandling, som måske kan betyde, at der bliver lavet om på tendensen til, at unge ikke er så aktive ved stemmeurnerne som resten af befolkningen.
”Skolevalg er en god måde at få eleverne tidligt inddraget i det danske demokrati. Vi ved, at hvis de unge allerede i en ung alder bliver præsenteret for politik, er der en større chance for, at de stemmer ved de rigtige kommunal- og folketingsvalg. Derfor handler skolevalg om mere end et kryds i aften(…)” siger undervisningsminister Merete Riisager på ministeriets hjemmeside.