Stier og ruter bør bindes bedre sammen
Ny rapport anbefaler, at rekreative stier og ruter koordineres på landsplan, at der indføres fælles kvalitetsstandarder, og at formidlingen af stierne samles, så det bliver lettere at få overblik for bl.a. ryttere, cyklister og vandrere.
Det skal være nemmere for løbere, vandrere, cyklende og andre, der kan lide at færdes i naturen, at finde ud af, hvor der er stier og ruter. Desuden skal stierne bindes bedre sammen, så man lettere kan komme fra et sted til et andet.
Det anbefaler en ny rapport, ’Fremtidens stier og ruter’ fra BARK Rådgivning og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. En række aktører har bidraget i arbejdet med rapporten, og danske og internationale erfaringer er inddraget som baggrund for rapportens anbefalinger. Rapporten er støttet med udlodningsmidler til friluftsliv.
Fællesnævneren for rapportens 10 anbefalinger er, at en national koordinering og organisering af stier og ruter vil styrke området markant. Ifølge tal fra Idrættens Analyseinstitut bruger 64 pct. af danskerne afmærkede stier og ruter og 41 pct. gør det mindst et par gange om måneden.
Rapporten foreslår også, at der indføres fælles kvalitetsstandarder for stier og ruter.
En samlet platform, hvor alle stier og ruter er med, vil give området et løft, anbefaler rapporten. I dag bruger kommuner, turismeaktører og organisationer ressourcer på at formidle på forskellige platforme, og for brugerne er det vanskeligt at vide, hvor man skal søge efter information om de enkelte lokalområders stier og ruter.
På Naturmødet i Hirtshals i maj var der ifølge Friluftsrådet bred enighed blandt fem af friluftslivets organisationer om, at stier og ruter bør koordineres og formidles bedre.
Læs mere
Læs mere hos Friluftsrådet:
Stier og ruter i naturen skal binde landet sammen
Friluftslivets organisationer: Stort behov for bedre stier og ruter
Læs rapporten Fremtidens stier og ruter
Læs rapporten Rekreative stier og ruter – erfaringer fra Tyskland, Holland, Schweiz, UK og Irland