Stramning af folkeoplysningsloven møder kritik

I foråret 2016 fremsatte Kulturministeriet et forslag om, at foreninger, som modarbejder eller underminerer demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark, ikke skal kunne modtage støtte gennem folkeoplysningsloven. Lovforslaget er et led i regeringens arbejde for at dæmme op for ekstremistiske religiøse forkyndere i Danmark, blandt andet på baggrund af TV2-dokumentaren ’Moskeerne bag sløret’.

Regeringen indgik derfor en aftale med S, DF, LA, SF og K om at fremsætte et lovforslag, der strammer folkeoplysningslovens tilskudskrav til foreninger og skærper kommunernes tilsynspligt.

Ved Folketingets førstebehandling af lovforslaget i torsdags var aftalepartiernes ordførere da også enige om, at foreninger, der aktivt forsøger at underminere demokratiet og modarbejde grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, ikke skal støttes af skatteborgernes penge, og at de foreslåede ændringer til loven kan sikre dette.

Men forslaget mødte også skarp principiel kritik fra De Radikale, Enhedslisten og til dels Alternativet, som under debatten advarede imod, at det er uklart, hvordan kommunerne skal kunne vurdere, hvornår en forening underminerer demokratiet og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Enhedslistens Rune Lund mente ligesom de Radikales ordfører, Marianne Jelved, at der rundt omkring i kommunerne vil kunne komme meget forskellige tolkninger af, hvilken adfærd der er i strid med loven, alt efter, hvem der sidder der, og hvilke politiske holdninger og dagsordner der styrer kommunen.

Rune Lund har i en serie skriftlige spørgsmål til kulturminister Bertel Haarder spurgt ind til en lang række eksempler på mulige gråzonesager, som han også henviste til fra talerstolen. Vil det f.eks. være omfattet af lovforslaget, hvis en forening argumenterer for dødsstraf, sådan som den praktiseres i USA, eller hvis en forening argumenterer for, at homoseksuelle eller transkønnede ikke bør bestride stillinger som præst?

”Det, jeg borer i her, er jo i virkeligheden den kæmpemæssige uklarhed, der ligger i det her lovforslag, hvor offentlige myndigheder på et ekstremt værdibaseret grundlag skal gå ind at vurdere, om nogle holdninger er okay, mens andre holdninger ikke er okay,” argumenterede han.

Et angreb på frihedsrettighederne

De Radikales Marianne Jelved mente, at uklarhederne i lovforslaget og risikoen for subjektive tolkninger gør, at lovforslaget kan ses som en indskrænkelse af retssikkerheden og basale frihedsrettigheder.  

”Man kan diskutere, om de lovændringer, der foreslås, kan kaldes censur i visse situationer eller sindelagskontrol i andre situationer eller begrænsning af ytringsfriheden i tredje situationer,” sagde hun.

Samtidig argumenterede hun for, at den danske folkeoplysningstradition er stærk, netop fordi den giver plads til, at forskellige meninger kan blive luftet i det åbne og ikke gemmes væk, hvor det bliver problematisk at gøre noget ved dem.

Fra Alternativets side udtrykte ordfører Caroline Magdalene Maier bekymring over, at lovforslaget var baseret på en tv-dokumentar, og at der ikke er lavet en kortlægning, der kunne vise, hvorvidt lovforslaget overhovedet var nødvendigt.

Hun opfordrede derfor til, at man undersøger problemets omfang, inden man lovgiver, og samtidig får lavet en menneskerettighedsvurdering af lovforslaget. Et ønske, som også blev fremsat af Institut for Menneskerettigheder i dets høringssvar til lovforslaget.

Stor tillid til kommunerne

SF’s ordfører Jakob Mark argumenterede for at se lovforslaget mere lavpraktisk. Ifølge ham handler lovforslaget ikke om, at man vil røre ved ytringsfriheden eller religionsfriheden, men om, hvilke foreninger man vil bruge skatteborgernes penge på at støtte:

”De må mene, lige præcis hvad de vil, derude, og de må sige, hvad de vil (…), men vores fælles skattekroner skal ikke gå til at understøtte tiltag eller foreninger, der bekæmper demokratiet,” argumenterede han.

Med det var han helt på linje med Kulturminister Bertel Haarder, som sagde, at lovforslaget ikke går imod princippet om, at alle meninger kommer frem i lyset.

”Aftalepartierne vil hverken hindre foreningsdannelse eller gribe ind i den frie debatkultur. Begge dele er jo helt essentielle for det danske demokrati. Men vi vil altså ikke give offentlig støtte til foreninger, som modarbejder eller underminerer de værdier, som er anledning til, at vi har loven,” sagde kulturminister Bertel Haarder.

Ordfører for Socialdemokraterne, Jan Johansen, medgav, at der er gråzoner i lovgivningen, men udtrykte tillid til, at juristerne i de enkelte kommuner vil kunne forvalte loven. ”Det bliver blæst op til et større problem, end det er,” mente han.

Dansk Folkepartis ordfører Martin Henriksen tilkendegav også, at skabelsen af lovforslaget er en vanskelig balancegang, men argumenterede for, at det danske samfund er i en værdikamp, som også myndighederne må deltage i. Derfor mente han, at lovforslaget er et nødvendigt redskab til kommunerne:

”Myndighederne kan kun stå stærkt i den kamp, hvis vi politisk giver dem redskaberne til at stå stærkt,” ytrede Martin Henriksen.

Flere af fortalerne for lovforslaget argumenterede med, at lovgivningen også i dag er et vurderingsspørgsmål for kommunerne, og at man aldrig kan lave en lov med helt klare rammer.

Organisationskritik

I alt har foreninger, organisationer og enkeltpersoner indgivet 35 høringssvar, og flere af høringssvarene fremhæver de samme bekymringer, som også blev fremlagt af kritikerne i folketingsdebatten.

Blandt andet efterlyser Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), Daghøjskoleforeningen, AOF og DOF i deres høringssvar en klarere definition af, hvad demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder er, og hvornår en bestemt adfærd kan siges at modarbejde dette.

”Der er risiko for arbitrære afgørelser fra kommunernes side, når vurderingen skal foretages konkret og på baggrund af omstændighederne i den enkelte sag. Vi mener, at det svækker den enkelte forenings retsstilling,” som DFS skriver.

Lovforslaget indebærer desuden, at foreningerne også hæfter for enkelte medlemmers adfærd og blandt andet DIF argumenterer i sit høringssvar for, at foreningerne alene tegnes af deres bestyrelse, og at de aldrig kan stå til ansvar for enkeltmedlemmers adfærd, mens AOF fremhæver, at lovforslaget vil pålægge foreningerne en intern kontrol, som ikke er i overensstemmelse med grundlæggende frihedsrettigheder.

I deres høringssvar peger en række kristne foreninger endvidere på, at lovforslaget efter deres mening også kan mistænkeliggøre de religiøse foreninger og stigmatisere al religiøs virksomhed. F.eks. frygter Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, at usikkerheden omkring forståelsen af loven kan betyde, at kommunerne vil anlægge en meget restriktiv tolkning, som vil ramme de kristne foreninger.

De fremsatte spørgsmål og debatten i folketinget vil sammen med høringssvarene indgå, når lovforslaget sættes til behandling i kulturudvalget.