Tre særlige kompetencer bidrager til unges muligheder for indflydelse 

Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) tog i juni til Folkemødet på Bornholm for at tale med unge om, hvordan de prøver at få indflydelse på klimadebatten og den klimapolitik, der bliver ført i Danmark. Gennem vores observationer og samtaler med en række unge – både partipolitiske, aktivistiske og foreningsfrivillige unge – opdagede vi, at de har tre særlige kompetencer til fælles, som de sætter i spil for at opnå indflydelse.

Socialiseret hjemmefra med politisk interesse i rygsækken

Forud for Folkemødet talte vi med fire ungdomspolitikere, som vi skulle mødes med på Folkemødet 2024. De kommer fra fire forskellige ungdomspartier på tværs af det politiske spektrum, og de varetager alle en topposition i ungdomspartiet, hvor de har været engageret i flere år via forskellige ordførerskaber.

Vi talte blandt andet med dem om deres vej ind i politik, og fælles for de fire ungdomspolitikere er, at de har fået politisk interesse og ’knowhow’ med hjemmefra. 

En af dem fortalte, at hendes motivation især startede ved en interesse i samfundsfagstimerne, men også fordi hun voksede op som biologisk enebarn i en familie med tre plejesøskende. Det gav hende en oplevelse af, at mennesker har ulige muligheder i livet, alt efter hvem de fødes af. Det var altså en personlig erfaring og en stærk følelse omkring ulighed og de chancer og muligheder, forskellige individer har i livet, der gjorde, at hun meldte sig ind i et politisk parti allerede som 14-årig. Hvor andre børn gik til sport eller musik, gik hun til politik, fortæller hun, og hun blev løbende mere aktiv i partiet.

En anden ungdomspolitiker fortalte i forinterviewet, at hun var fra et ’politisk hjem’. Det var almindeligt, at hun deltog med familien til landsmøde i partiet eller var med ude og hænge valgplakater op, og at der blev diskuteret samfundspolitiske emner ved aftensbordet. Hun fortæller for eksempel:

”Jeg kan faktisk huske, at det var sådan, at der var en af mine veninder i folkeskolen, der sagde til mig, det var altid sådan underligt at være hjemme hos mig, fordi når man sad ved aftensbordet, så kunne man slet ikke få noget indført, for så blev der bare snakket politik. Og det var også der, det gik op for mig, at det var bare normalt hjemme hos mig. ’Det har jeg da ikke tænkt over, vi diskuterer da bare. Snakker om, hvad der foregår’."

Begge ungdomspolitikere giver eksempler på den interesse for politik, de har fået med hjemmefra. Gennem familien oplever de, at de har fået politisk forståelse og kompetencer, der motiverer dem og løbende har givet dem redskaber i rygsækken, som de bruger i politiske samtaler og det politiske virke i det hele taget. Kompetencer, de begge fortæller, har betydning for dem og giver dem fordele som ungdomspolitikere, når de skal forstå og agere i en politisk kontekst.

Eksemplerne her er specifikke for ungdomspolitikerne, men flere af de andre politisk engagerede unge, vi talte med, nævner, hvordan de har og fortsat debatterer politiske og værdibaserede emner hjemme ved spisebordet. 

Retorisk stærke

En anden kompetence, vi observerede i vores feltarbejde og samtaler, er, at flere af de politisk engagerede unge på tværs af partier, aktivistiske bevægelser og frivillige foreninger er sprogligt utrolig velformulerede. 

At være retorisk stærk kan have mange former. Det behøver ikke være akademisk og højtravende. Man kan sagtens have stærke budskaber om klima, der har mere personlig karakter. Det hørte vi f.eks. hos aktivister, der fortæller om deres egen personlige ’rejse’ mod at blive mere klimabevidste om deres egen adfærd. 

De fire ungdomspolitikere, vi talte med, var blandt de meget velformulerede. 

Et greb til at styrke sine politiske argumenter er at bruge tal og beregninger fra Klimarådet eller Concito. Men den retoriske styrke består også i at kende kildernes ophav, fortæller en af ungdomspolitikerne. 

Hun fortæller derudover, at hun bruger sin oparbejdede viden og sine analytiske og sproglige kompetencer til at sortere og kritisk forholde sig til kilderne og det, som andre politikere argumenterer for i en debat. 

”Det kræver, at man har noget forhåndsviden, og at man især er i stand til at gennemskue, hvad der foregår. For eksempel, hvis du har en eller anden, der kommer og fortæller om et eller andet nyt, megabæredygtigt produkt, eller sådan... Altså, så det der med at kunne gennemskue, at være sådan, ’ah, der må være en bagside til det her’.”

Med talegaverne har de fået poster som ordfører eller forpersoner for deres ungdomsparti, og det betyder, at de repræsenterer et bagland. I det bagland sidder mange andre engagerede unge, som ikke nødvendigvis ønsker at eksponere sig i debatter og lignende, som f.eks. ordførerne gør. De bidrager til gengæld med viden og perspektiver internt i partiet ved f.eks. at skrive anbefalinger til moderpartiet.

Det samme gælder for de aktivistiske unge, vi talte med. Nogle deltog i debatter, mens andre udførte demonstrationer. Også her laves events og skrives borgerforslag, og alting skal koordineres, og opgaverne deles derfor efter lyst og evner.  

Der er mange måder at ’tale på’ og dermed deltage og bruge sig selv for at få sagen frem, og de sproglige kompetencer kan derfor tage mange former. 

Mestre i relationsdannelse

For flere af de politisk engagerede unge, vi talte med, er relationer helt afgørende, og relationsdannelse er også den sidste kompetence, vi vil fremhæve i denne artikel. En af ungdomspolitikerne fortæller om, hvordan hun selv benytter sig af de relationer, hun har, men samtidig godt kan se udfordringen i, at det er relationen, der gør, at hun inviteres ind:

”Så kom jeg med til et fjernvarmearrangement henne i deres (branchens, red.) have, og der kunne jeg se, at det var fordi, at jeg kendte en, som jeg havde skrevet til, som svarede: ’ej, du får lige en invitation med på den her’. Så det synes jeg, det er jo ærgerligt, at noget af det handler om relationer, i stedet for du har den her position, så inviterer vi dig med”.

I citatet forholder ungdomspolitikeren sig til det paradoks, hun oplever mellem på den ene side relationernes styrke og nødvendighed, og den anden – og ifølge hende mere væsentlige – nemlig ordførerskabets betydning i sig selv.

Flere af ungdomspolitikerne fortæller også, at en god relation til ordførere fra andre partier, ens eget bagland og forholdet til moderpartierne er helt centralt. Dog oplever nogle af dem, at det alligevel kan være svært at trænge igennem med sine budskaber. 

Allerede i vores første interviews med ungdomspolitikerne fortæller de alle fire, at moderpartierne har meget forskellige arbejdsgange og kulturer i forhold til at inddrage ungdomspartierne. For ét parti er det en ’bunden opgave’ altid at inddrage ungdomspartiet, mens et andet parti vælger at invitere ungdomspartiet ind mere fast til gruppemøder på baggrund af ordførerskaber. 

For de øvrige ungdomspartier er det ikke strukturelt forankret på samme vis. Der foregår deres indflydelse f.eks. gennem anbefalingspapirer og består i høj grad af et stærkt relationsarbejde i forhold til gruppeledere eller moderpartiets ordfører. 

Hos de ungdomspolitikere, hvor adgangen til moderpartiet ikke er strukturelt forankret, er der et klart ønske om, at vejen til indflydelse formaliseres mere. Indtil det sker, oplever de, at relationer og uformel dialog kan bidrage til at skabe kommunikationskanaler, der med tiden kan føre til formaliseret inddragelse. 

Derfor er Folkemødet også et sted, hvor ungdomspolitikerne fortæller, at de arbejder på at styrke relationerne til moderpartiet og generelt komme tæt på politikerne i regeringen. 

Fællesskaberne gør unge stærke

Gennem samtalerne før, under og efter Folkemødet lærte vi, at er man socialiseret ind i politik, har man stærke retoriske kompetencer, og er man mester i relationsdannelse kan man have gode forudsætninger for at opnå indflydelse. Men er man også en del af et fællesskab, øges sandsynligheden yderligere.

Det så vi f.eks. ved et uformelt møde mellem Ungeklimarådet og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard. Ungeklimarådet består af politisk engagerede unge på tværs af organisationer og partipolitisk orientering og er nedsat af ministeriet til at give input på klimapolitiske dagsordener, der optager unge, fortæller en af medlemmerne. 

Ungeklimarådet havde taget initiativ til mødet, fordi de ønskede at sparre med ministeren om den kommende klimakonference, de gerne vil afholde. 

Møder som disse foregår uden referat, og uden at medierne kender til dem.

Det betyder noget for karakteren af den samtale, der skabes mellem de unge og ministeren, at det er uformelt. Det fortæller Ida Kildsgaard Larsen fra Ungeklimarådet.

Det er et sted, hvor man ikke behøver at ’sige pænt hej og bøje’, men mere afslappet kan fremlægge sine pointer, fortæller hun. Ministeren kan også mere afslappet lytte, byde ind, og undre sig sammen med de unge, mener hun.  

Det uformelle rum giver god mulighed for dialog, men det reelle aftryk har Ungeklimarådet stadig til gode at se, da de nuværende medlemmer af rådet først begyndte deres arbejde i marts 2024. 
At ministeren prioriterer at mødes med dem, giver dem dog direkte taletid. 

Indflydelse med fællesskabet som afsender

Ungeklimarådet er én måde at give ungdommen en stemme på, den aktivistiske vej er en anden. Men sammen forstærker de hinanden, fortæller Ida Kildsgaard Larsen, der også er engageret i foreningslivet. 

Hun mener, at fællesskaber som f.eks. Den Grønne Ungdomsbevægelse (et fællesskab for unge under Klimabevægelsen) gennem deres synlighed har været med til at skabe et momentum for, at unge i højere grad høres i dag end førhen. 

Hun mener også, at andre fællesskaber i det etablerede foreningsliv har været med til at skubbe på strukturerne for at inddrage og give unge indflydelse og åbnet mere for, at det er blevet et fast 'go to' element for politikerne at høre unges perspektiver. 

At organiserede fællesskaber giver indflydelse, oplever hun f.eks., når hun er i dialog med andre aktører. Her fremhæver hun, at det at gå fra at sende mail som ’privat afsender’ til at sende fra ’en organisation’ med et stort bagland i ryggen har åbnet nogle døre. Det betyder, at hun nu bliver inviteret ind flere steder, hvor hun ellers ikke plejer at have taletid. Det store fællesskab bag hende støtter hun sig til, f.eks. giver de både sparring, ny viden, støtte og gode råd. 

Fællesskaberne kan også være med til at danne politisk engagerede unge og ruste dem til at opnå indflydelse. 

En ungdomspolitiker med flere års erfaring i ungdomspolitik fortalte os, at mange ungdomspolitikere er bevidste om, at de har fået nogle særlige kompetencer gennem det politiske, aktivistiske eller frivillige arbejde, de har lavet, som giver dem forudsætninger for at kunne søge indflydelsen. 

Hun beskriver, at hun har været igennem en dannelsesrejse, som gør, at hun kender folk på en anden måde og deler forforståelser af forskellige ting med dem:

”Det er et kompas, det politiske kompas man har fået med, fordi man har været med til at lave politikken i (partiets navn, red.), man har været med til at diskutere alt fra transport til klima, til socialt udsatte og så videre. Så det betyder selvfølgelig rigtig meget den dannelse, man har med, og den betyder også noget for det netværk, man har, når man er politiker”.

Nogle unge sparker døre ind, andre inviteres, og andre igen argumenterer deres vej ind i de politiske indflydelsesrum. De agerer forskelligt, men besidder vigtige kompetencer, og særligt gennem fællesskaberne skabes væsentlige indflydelsesveje for unge.