Unges politiske deltagelse ’skal give mening’

Hvad er det der motiverer de unge til politisk deltagelse? Hvorfor vælger nogle af de aktive unge de politiske ungdomsorganisationer, mens andre engagerer sig via andre platforme?

Det er hovedspørgsmålene, som rapporten ’Unges motivation for politisk deltagelse’ forsøger at svare på.

Undersøgelsen, der er udarbejdet af Center for Ungdomsforskning (CeFU) med støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd, tegner et portræt af politisk aktive unge på baggrund af fokusgruppeinterviews med 27 unge, der er politisk aktive på forskellige niveauer.

Interviewene fører frem til en analyse af, hvordan forskellige typer af unge bliver motiveret til politisk aktivitet og hvilke barrierer de typisk møder, og hvordan bl.a. de politiske ungdomsorganisationer bedst kan fastholde de unges engagement.

Ifølge undersøgelsen er de politisk aktive unge set ofte travle, dygtige og ambitiøse. De reflekterer over deres valg, og hvordan de kan være med til at gøre en forskel. Det politiske engagement skal dog være noget, der giver umiddelbar mening for dem, før de vil bruge tid og kræfter på det. Samtidig skal det politiske arbejde gå hånd i hånd med det sociale.

De unge i undersøgelsen føler desuden, at de nyder en form for respekt blandt deres jævnaldrende på grund af deres politiske engagement. 

Svær rekruttering

Til gengæld er den relativt snævre rekruttering til ungdomsorganisationen en udfordring. Forældre er vigtige rollemodeller for de aktive unge, og de unge er i høj grad inspireret af deres forældre og det miljø, de kommer fra.

En stor udfordring er derfor, hvordan man fanger de unge, der ikke kommer fra et hjem, hvor politik diskuteres henover middagsbordet. Mange unge har svært ved at tage stilling til, hvor de står politisk, og mange af de unge i undersøgelsen mener, at der skal mere oplysning til, så de unge, der er interesseret i at gøre en forskel, får mere viden om, hvordan man kan blive aktiv.

Samtidig identificerer rapporten, at selv de aktive unge har en fælles oplevelse af, at det politiske kan være en fremmed verden at trænge ind i. Der er ofte et stort gab mellem det almindelige ungdomsliv og livet i de politiske ungdomsorganisationer.

Som Niels-Henrik M. Hansen fra CeFU understreger på DUF’s hjemmeside, er frygten for at skulle ’købe hele pakken’ og være 100 pct. enig i partiets linje med til at skræmme nogle unge fra at blive politisk aktive.

”Faktisk peger vores analyser på, at de politiske ungdomsorganisationer kan blive bedre til at formidle de rum, de giver unge for at diskutere deres politiske holdninger – at der ”indenfor” hos de politiske ungdomsorganisationer i høj grad er plads til forskellige holdninger. Det er netop debatterne og det konkrete politiske arbejde, som er identitetsskabende for og øger selvforståelsen hos mange unge,” siger han til DUF.

Her peger han samtidig på, at de unge ikke kun skal oplyses om det politiske arbejde, de skal også fascineres, føle sig tilpas og være i stand til at gøre en forskel. Nogle unge bliver også usikre, når de konfronteres med en politisk debat.

Syv typer af politisk aktive unge

I det hele taget er der ifølge forskerne bag undersøgelsen store forskelle på, hvad der får unge til at engagere sig politisk, og dermed også flere måder, hvorpå de politiske ungdomsorganisationer eller bevægelser kan rekruttere og motivere unge.

Undersøgelsen har i den forbindelse identificeret syv forskellige typer af unge, som alle har potentiale til at være politisk aktive, men som har forskellige bevæggrunde for politisk deltagelse. Rapporten peger samtidig på, hvilke barrierer de syv grupper typisk møder, og hvad organisationerne skal være særligt opmærksomme på, hvis de gerne vil tiltrække eller fastholde dem.

De syv hovedtyper af politisk aktive unge er:

1. Ungpolitiker classic, der forstår spillereglerne i det etablerede demokrati. De føler i høj grad, at det politiske arbejde giver dem et sted at udfolde sig, og de føler sig som idealister, der kæmper for noget, de føler, giver mening. En udfordring for en ungpolitiker classic er, at det politiske arbejde fylder meget, at andre interesser har måttet opgives. Samtidig oplever nogle, at der er mange gamle i politik, som de ikke har så meget tilfælles med.  
2. Den kompetencesøgende, der er politisk aktiv, fordi han eller hun gerne vil blive dygtigere og kvalificere sig selv. De værdsætter den selvudvikling, et nyt netværk og det politiske arbejde giver dem – og så er det godt for CV’et. En udfordring med denne gruppe unge er dog, at de ikke nødvendigvis er trofaste. Sagen eller det politiske engagement kan udskiftes til noget andet, hvis der ikke er nok pay-off.
3. Aktivisten, der typisk er engageret i en bevægelse eller enkeltsag og gerne vil gøre en forskel. Disse unge er i gang med at finde deres eget ståsted og ser deres engagement som et identitetsarbejde. En udfordring for disse unge kan dog være at finde fællesskabet, der kan holde dem ved ilden mellem aktionerne.
4. Kammeraten, der typisk følger med på opfordring fra sine venner. Det er derfor ikke nødvendigvis eget engagement, der driver denne type, men som oftest det sociale fællesskab. Kammeraten kan derfor være svær at fastholde og giver hurtigt op, hvis det ikke føles givende nok.
5. Den frivillige, der potentielt kan blive inspireret gennem sit foreningsarbejde til også at blive mere politisk aktiv. Her kan det ofte være interessen for en bestemt sag eller et bestemt område, der driver dem, men en udfordring kan være at få dem involveret mere organisatorisk.
6. Den nysgerrige, der som udgangspunkt ikke selv er aktiv men kan engageres gennem en god oplevelse, en sag i nærmiljøet eller noget andet, der giver personlig mening for dem. De er søgende men skal i høj grad tages i hånden. Udfordringen er dog at komme i kontakt med denne gruppe potentielle aktive unge.
7. Tvivleren og skeptikeren, der ikke er sikker på, at politisk aktivitet nytter noget og er i tvivl om deres egne holdninger. De finder det politiske spil uoverskueligt og mangler et bedre overblik. Denne gruppe unge skal have en oplevelse af, at de kan gøre en reel forskel, før de vil engagere sig.

De forskellige typer overlapper hinanden, og de unge vil ofte have træk fra flere forskellige typer. Men de syv hovedtyper repræsenterer forskellige veje, de unge kan tage ind i foreningerne og giver dermed foreningerne et redskab til at se alternative veje, hvormed de kan rekruttere og inkludere nye grupper af unge.

Rapporten, der er skrevet Niels-Henrik M. Hansen & Niels Ulrik Sørensen fra CeFU, kan downloades fra Vifo, CeFU og DUF’s hjemmesider.