Vifo Kommentar 26.02.2014

Velkommen til Videncenter for Folkeoplysning

Kommentar af direktør Henrik H. Brandt: Videncenter for Folkeoplysning vil stille spørgsmål til etablerede strukturer og elske at efterprøve herskende antagelser om de folkeoplysende aktørers store betydning for demokrati og medborgerskab i det moderne samfund.

Skrevet af: Henrik H. Brandt
Nøgleord: Debat Vifo

Med lanceringen af hjemmesiden vifo.dk i et forhåbentligt indbydende og overskueligt layout og med en ambition om at levere spændende stof og solide analyser til underskoven af frivillige, organisationer, forvaltninger og politikere på det brede folkeoplysningsområde træder Videncenter for Folkeoplysning for første gang frem i lyset.

Vi håber, at Videncentret – eller Vifo, som vi helst vil hedde i daglig tale – bliver en lige så naturlig og central del af debatten, vidensgenereringen og formidlingen på sit felt, som søsterforetagendet Idrættens Analyseinstitut (Idan) længe har været i en idrætssektor i rivende udvikling og forandring.

Hverken Vifo, Idan eller det tredje ben i konglomeratet med fælles bestyrelse og ledelse, Play the Game, har som udgangspunkt en ambition om at behage vore målgrupper. Tværtimod siger vores selvforståelse, at vi skal udfordre, stille spørgsmål og give plads til nye tanker, men uden at være smagsdommere, uden at være båret af særlige motiver eller præferencer i forhold til aktørerne og deres konkrete aktiviteter – og altid baseret på solide analyser og dokumentation fra egen hånd eller fra de forskningsmiljøer og relevante organisationer, som vi meget gerne samarbejder med.

Folkeoplysende tradition

Man kan således sige, at institutionens tilgang i sig selv bygger på en solid demokratisk og folkeoplysende tradition, men tilsat en tro på – vi er trods alt et analyseinstitut – at solide fakta, redelige analyser og sund debat engang imellem kan bidrage konstruktivt til udviklingen og organiseringen i de foreninger, aftenskoler og andre institutioner, vi er sat i verden for at skabe viden om.

Vi tager det med andre ord ganske bogstaveligt, at vort arbejde ifølge instituttets grundlag skal basere sig på uafhængighed, faglighed, relevans og gennemslagskraft. Vi skal balancere disse værdier med det forhold, at Vifo samtidig er afhængig af rekvirerede opgaver eller eksterne bevillinger, hvis videncentret skal flyve ud over de tre år (2013-2015), som bevillingen fra Kulturministeriet i første omgang dækker.

Moderne kommunikation

Vi har benyttet opbygningen af vifo.dk til også at modernisere og relancere instituttets øvrige kommunikationsplaforme, idan.dk og playthegame.org, der i løbet af foråret går i luften på samme tekniske platform som vifo.dk, men med selvstændige indgange, egne målgrupper og selvstændig redaktionel profil.

Vi har således søgt at tilpasse instituttets kommunikationsplatforme til moderne måder at søge og tilegne sig viden og nyheder på, uden at vi af den grund er blevet bange for kompleksitet eller substans.

Vi vil som institution vare os for automatisk at sætte lighedsegn mellem folkeoplysning og de formelle strukturer, som er omfattet af folkeoplysningsloven eller støtte fra udlodningsmidlerne efter spilleloven. Vi har allerede i vores kortlægning og indledende dialog med en lang række repræsentanter for sektoren noteret os det paradoks, at den sektor, hvor der pr. definition skal være plads til åndeligt vingesus og højt til loftet, fungerer under formelle og fra tid til anden snærende regler og traditioner, når det kommer til den praktiske og organisatoriske tilrettelæggelse af den folkeoplysende virksomhed.

Vifos bærende søjler

Foruden vifo.dk med selvstændige nyheder, plads til kommentarer og debat og en allerede fra fødslen ganske omfattende vidensbank med adgang til aktuel forskning og analyser om folkeoplysningsrelaterede temaer vil en bærende søjle for Vifo blive indsamling af tal og dokumentation om folkeoplysningsområdet og aktørerne på feltet. Den daglige arbejdstitel for hele dette centrale udviklingsområde hedder ganske enkelt ’folkeoplysning i tal’.

En tredje søjle bliver mere specifikke, rekvirerede analyser eller evalueringer af konkrete aktører, projekter eller aktiviteter. Vifo har allerede fået et par spændende rekvirerede opgaver, hvor vi kan trække på værdifulde erfaringer, personaleressourcer og metodik fra Idrættens Analyseinstitut.

En fjerde søjle bliver at realisere en ambition om at fungere som vært eller medarrangør af inspirerende og relevante seminarer og konferencer, som man nødigt vil undvære - eller ikke tør blive væk fra – hvis man arbejder i eller har sit hjerte i den brede folkeoplysende sektor.

I det daglige vil Vifo ikke mindst blive tegnet af chefanalytiker Henriette Bjerrum, webmaster og kommunikationsmedarbejder Katja Høiriis og fra medio maj også af analytiker, ph.d. Malene Thøgersen. Såvel på analyse- som formidlingssiden kan Vifo trække på ressourcer fra hele instituttets stab på p.t. 15 fuldtidsansatte medarbejdere samt studentermedhjælpere og eksterne samarbejdspartnere.

Vi har i den forberedende fase kun mødt entusiasme, positive forventninger og samarbejdsvilje hos de mange engagerede aktører i sektoren.

Vifo er født med beskedne ressourcer og en kort bevillingshorisont, men Videncentret er også født ind i en verden, hvor formelle uddannelser og løsningsmodeller trods mange flotte ord om folkeoplysningens historiske og aktuelle væsentlighed for samfundet i praksis prioriteres højere end folkeoplysning. Og hvor den brede folkeoplysende sektor i mange tilfælde mangler viden og data til at dokumentere sit bidrag og udvikle sin virksomhed.

Derfor tror vi på, at vi kan opfylde forventningerne. Vi forventer, at Vifo kommer til at udfordre, irritere og kritisere aktørerne på folkeoplysningsområdet fra tid til anden, men samtidig er det ambitionen, at ingen aktører vil ønske en hverdag uden Vifo, når Videncentrets indledende treårige bevilling fra Kulturministeriet udløber ved udgangen af 2015.

Vi glæder os til samarbejdet med de mange spændende aktører på feltet. Vi er interesserede i selv at modtage konstruktiv kritik, gode ideer og brændende ønsker fra vore interessenter og kommende samarbejdspartnere, når vi hermed melder os på banen med den officielle lancering af vifo.dk.