Vifo går nu i gang med tredje omgang af 'Folkeoplysningen i kommunerne'
Videncenter for Folkeoplysning skal for tredje gang undersøge, hvordan de danske kommuner arbejder med folkeoplysning. I løbet af juni bliver der sendt spørgeskemaer ud til alle landets kommuner for at kortlægge aktiviteter, økonomi og procedurer på området.
I løbet af juni modtager kultur- og fritidsforvaltningerne i alle landets kommuner en invitation til at udfylde et omfattende spørgeskema fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo), der for tredje gang har sat sig for at kortlægge kommunernes arbejde med folkeoplysningsområdet.
Undersøgelsen følger op på to tidligere undersøgelser, der fandt sted i henholdsvis 2015 og 2019, og har til formål at hjælpe både kommuner og organisationer ved at skabe mere viden og overblik over kommunernes aktiviteter, økonomi og procedurer i forhold til både folkeoplysende voksenundervisning og foreningsarbejde.
Senioranalytiker i Vifo, Malene Thøgersen, har ansvar for at gennemføre undersøgelsen, og hun peger på tre gode grunde til at få et detaljeret indblik i, hvordan kommunerne arbejder med folkeoplysning.
Der er vigtigt i sig selv at skabe en grundlæggende dokumentation for omfanget af aktiviteter på området og ved at gentage undersøgelsen over tid, er det også muligt at spore ændringer og udviklingstendenser på området.
"Men dokumentation giver også kommunerne mulighed for at lære af hinanden og at reflektere over deres egen praksis," siger hun.
På grund af de brede rammer i folkeoplysningsloven og foreningslivet, hvis sammensætning er forskellig fra kommune til kommune, er det interessant at kortlægge forskelle og ligheder på tværs af kommunerne. Derfor bliver tallene fra den nye undersøgelse med tiden også en del af Vifos database over kommunale nøgletal på folkeoplysningsområdet, hvor alle kan se de enkelte kommuners tilskud, procedurer og aktiviteter på området.
Også fokus på udvikling, tilsyn og fritidspas
Denne undersøgelse skal ligesom de to foregående skabe et samlet overblik over aktiviteter, økonomi og procedurer, men der bliver også stillet spørgsmål om udviklingsarbejde på området, og hvordan sammensætningen og kompetencerne er i §35 stk.2-udvalgene.
"Som nye temaer i år spørger vi også ind til kommunernes procedurer for tilsyn på folkeoplysningsområdet, og om de gør brug af fritidspas," fortæller Malene Thøgersen.
Hun glæder sig over, at Vifo har fået gode input fra KL og sparringspartnere fra de kommunale forvaltninger for at gøre undersøgelsens resultater endnu mere relevante for dem, der skal bruge dem i praksis.
Spørgeskemaundersøgelsen er sendt til alle forvaltninger på kultur- og fritidsområdet samt – i de tilfælde det er muligt – den eller de medarbejdere, som bidrog til den sidste kommuneundersøgelse.
Malene Thøgersen håber på stor opbakning til undersøgelsen.
"Sidst valgte ikke mindre end 92 ud af 98 kommuner at bidrage til undersøgelsen, hvilket var helt afgørende for undersøgelsens kvalitet og muligheden for at kunne give et samlet billede af situationen på landsplan,” siger hun.
Når undersøgelsen er færdig, vil resultaterne blive offentliggjort og diskuteret i en samlet rapport, i artikler på vifo.dk og på kommende konferencer, og tallene bliver også en del af Vifos database på området.