Vifo indsamler tal på folkeoplysningsområdet
I uge 44 udsender Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) et spørgeskema til alle landets kommuner. Spørgeskemaet omhandler økonomi og aktiviteter på folkeoplysningsområdet, og målet er at skabe overblik over kommunernes praksis på området.
Det er efterhånden mange år siden, der sidst er blevet indsamlet detaljerede oplysninger om kommunale tal på folkeoplysningsområdet. Opdateret dokumentation af omfanget af de folkeoplysende aktiviteter, antallet af deltagere samt økonomien på området er derfor en mangelvare i dag.
Det vil vi i Videncenter for Folkeoplysning gerne råde bod på og gennemfører nu en spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets kommuner. Undersøgelsen omfatter både den folkeoplysende voksenundervisning samt det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
Undersøgelsens formål
Formålet med undersøgelsen er at skabe et samlet overblik over, hvad der foregår på folkeoplysningsområdet rundt omkring i kommunerne. Mere specifikt er det hensigten at blive i stand til at besvare spørgsmål som de følgende:
- Hvor mange folkeoplysende foreninger og aftenskoler findes der i kommunerne?
- Hvor mange deltagere er der på tværs af de forskellige undervisnings- og aktivitetsformer?
- Hvor stor en andel af det samlede tilskud på voksenundervisningsområdet, udgør tilskud til handicapundervisning?
- Hvor udbredt er brugen af muligheden for fleksible tilrettelæggelsesformer?
- I hvilken udstrækning benytter kommunerne sig af muligheden for tilskud til særlige målgrupper og aktiviteter?
- Hvordan er sammensætningen af kommunernes § 35, stk. 2- udvalg, og hvilke kompetencer har udvalgene?
- Hvor udbredte er forskellige former for samvirker på kultur- og fritidsområdet?
- Hvilke udfordringer oplever kommunerne i administrationen affolkeoplysningsloven?
Hvorfor er det vigtigt?
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at få så detaljeret et indblik i kommunernes praksis på området?
For det første er grundlæggende dokumentation af omfanget af de folkeoplysende aktiviteter og økonomien på området væsentlig i sig selv for at skabe overblik over omfanget, karakteren af og økonomien i de folkeoplysende aktiviteter.
For det andet er det håbet, at dokumentationen giver mulighed for både læring på tværs af kommuner og refleksion over egen praksis. På grund af de brede rammer i folkeoplysningsloven og foreningslivets varierende sammensætning er det interessant at kortlægge forskelle og ligheder i de kommunale rammer på området og at se på sammenhængene mellem rammerne og omfanget og karakteren af de folkeoplysende aktiviteter.
For det tredje er det hensigten, at indsamlingen af data på folkeoplysningsområdet bliver en tilbagevendende begivenhed med nogle års mellemrum, så der bliver mulighed for at følge tendenserne på området over tid.
Hvordan kommer det til at foregå?
Spørgeskemaundersøgelsen er elektronisk og bliver i uge 44 sendt til alle fagchefer på kultur- og fritidsområdet, som kan distribuere undersøgelsen videre til den eller de medarbejdere, der arbejder med administrationen af folkeoplysningsområdet.
Videncenter for Folkeoplysning opfordrer alle kommuner til at besvare undersøgelsen, da det er helt centralt for undersøgelsens kvalitet og muligheden for at kunne give et samlet billede af situationen på landsplan.
Videndeling til foråret
Resultaterne af undersøgelsen bliver offentliggjort i et samlet notat her på Vifos hjemmeside. Derudover vil vi i løbet af foråret afholde en større konference og en række lokale seminarer, hvor resultaterne kan blive præsenteret og diskuteret.