Vifo inviterer til gratis webinar om unges engagement
Onsdag 17. april inviterer Videncenter for Folkeoplysning til gratis webinar om, hvordan man kan styrke unges engagement og medborgerskab med udgangspunkt i centrale pointer fra tre forskellige undersøgelser.
Arbejder du med unge, eller er du optaget af de unges engement i samfundet? Så er Videncenter for Folkeoplysnings (Vifo) kommende webinar 17. april 2024 helt sikkert noget for dig.
I løbet af webinaret vil analytikere fra Vifo fremhæve centrale pointer fra tre forskellige undersøgelser, der alle har unges engagement og aktive medborgerskab som omdrejningspunkt. Webinaret taget fat på spørgsmålet om, hvordan man bedst understøtter de unges engagement videre.
En undersøgelse har set nærmere på, hvordan foreningerne kan fastholde unge, der tager på efterskole, når de kommer hjem. En anden dugfrisk undersøgelse fortæller om højskolernes arbejde med at gøre højskoleelever til forandringsagenter inden for bæredygtighed, mens den tredje undersøgelse handler om lederuddannelse og engagement i de uniformerede korps.
”Vi har i den forbindelse inviteret vores samarbejdspartnere fra DGI, Højskoleforeningen og de uniformerede korps med til webinaret. De vil komme og give nogle perspektiver på, hvad deres erfaringer er omkring unges engagement, hvad de har lært af forløbene i forbindelse med undersøgelserne, og hvordan de tager det med videre i deres arbejde,” siger analytiker i Vifo, Line Bilberg, der er en af oplægsholderne på dagen.
Derefter vil deltagerne i webinaret få mulighed for at bidrage med refleksioner og perspektiver.
”Deltagerne bliver præsenteret for forskellige eksempler på best practice, men også for de udfordringer, som aktørerne står overfor og arbejder med,” siger Line Bilberg.
Webinaret finder sted onsdag 17. april fra 15.00-16.30. Det er gratis at deltage, og du kan tilmelde dig webinaret på vores tilmeldingsside frem til 15. april kl. 15.00.
Program for webinaret
15.00: Velkomst
15.10: Præsentation af resultater fra undersøgelserne
Efterskoleholdet – unges overgange til og fra forening
Hvordan ser det ud med unges engagement og foreningsdeltagelse i tiden omkring et efterskoleophold? Vi giver perspektiver på unges motiver og barrierer for at vende tilbage til foreningen, og på hvorfor det sandsynligvis er en god idé at give de unge frivillige opgaver før et efterskoleophold.
Vi runder af med perspektiver og spørgsmål
People’s Future Lab – unges handletillid og kraft
I 2020-2023 samarbejdede 10 danske højskoler og 10 højskolelignende organisationer fra hele verden om arbejdet med at skabe bæredygtige handlinger lokalt og globalt. Vi fortæller om erfaringerne fra projektet, og arbejdet med at gøre højskoleelever til forandringsagenter.
Vi runder af med perspektiver og spørgsmål
Frivillige lederuddannelser i FDF og KFUM-Spejderne – uddannelsers betydning for unges engagement
FDF og KFUM-Spejderne har mange dedikerede ledere, og et stort udbud af uddannelser, der kan klæde dem på til opgaven. Uddannelser, som ligeledes formes og faciliteres af frivillige. Men hvad motiverer lederne til at tage og lave uddannelse for andre? Vi dykker ned i, hvordan lederuddannelserne understøtter engagement på flere niveauer i organisationerne.
Vi runder af med perspektiver og spørgsmål
16.00: Hvordan understøtter vi unges engagement?
Fælles refleksion, debat og erfaringsudveksling
16.30: Tak for nu