Vifo lancerer det fulde program for konferencen 'Folkeoplysningens rum og roller'
Bæredygtighed, frivillighed, fysiske rammer for de folkeoplysende aktiviteter og folkeoplysningens samarbejde med kommunerne er blandt hovedtemaerne på årets folkeoplysningskonference 26.-27. september i Faaborg. Se det fulde program og tilmeld dig nu.
Mere end 40 oplægsholdere står klar til at dele deres viden og erfaringer, når Videncenter for Folkeoplysning slår dørene op for konferencen 'Folkeoplysningens rum og roller' 26.-27. september 2023.
Hen over 24 sessioner vil praktikere og forskere debattere nogle af de mest aktuelle temaer inden for folkeoplysningen. Du kan blandt andet blive klogere på folkeoplysningens rolle og samspil med kommunerne, hvordan folkeoplysningen kan være med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen, hvilken betydning lokalerne har for de folkeoplysende aktiviteter, og hvordan frivillige i folkeoplysningen bliver klædt på til deres opgaver.
Se det fulde program, hvor du kan læse mere om de enkelte sessioner.
Konferencen løber af stablen den 26.-27. september på Hotel Faaborg Fjord, og du kan melde dig til her. (Tilmeldingsfrist 22. september.)
Gennem samarbejdet med EPALE har vi fået mulighed for at tilbyde adgang til konferencen for halv pris for et mindre antal små og økonomisk trængte aktører på området. Send en mail til henriette.bjerrum@vifo.dk for at ansøge om at kunne deltage i konferencen til nedsat pris.
I videoen herunder kan du møde analytikerne fra Vifo og høre mere om, hvilke sessioner de selv glæder sig mest til.