Vifo lancerer ny podcastserie om folkeoplysning
I en ny podcastserie ’Folkeoplysning på lyd’ sætter Videncenter for Folkeoplysning fokus på folkeoplysningen i Danmark. I fem afsnit dykker Vifos direktør, Troels Rasmussen, ned i, hvor folkeoplysningen står netop nu, og hvor den skal hen i fremtiden.
Danmark er på mange måder et folkeoplysningsland, og hver dag deltager mange danskere i folkeoplysende aktiviteter. Det kan være som kursist på et aftenskolekursus i madlavning, som højskole- eller efterskoleelev, som aktiv i en idrætsforening eller som spejder eller FDF’er.
Men det er nok de færreste, der i den forbindelse tænker videre over, at de deltager i folkeoplysende aktiviteter. Nu lancerer Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) en ny podcastserie, der går i dybden med folkeoplysning som idé. Troels Rasmussen, direktør i Vifo, er vært på ’Folkeoplysning på lyd’ og dykker sammen med relevante aktører fra folkeoplysningen ned i, hvad folkeoplysningen kan og skal – både nu og i fremtiden.
Den tidligere kulturminister Joy Mogensen varslede et eftersyn af folkeoplysningsloven, som har betydet, at man på konferencer og i andre sammenhænge har diskuteret lovens bogstav.
”Vi synes, at diskussionen til tider bliver for teknisk og indadvendt. Derfor vil vi gerne starte samtaler om folkeoplysning som idé og fænomen. Vi vil gerne gå mere i dybden med, hvad folkeoplysning egentlig er – og hvad den kan bidrage med,” siger Troels Rasmussen.
Fem skarpe aktører i studiet
Podcastserien kommer indtil videre til at bestå af fem afsnit. Troels Rasmussen har inviteret fem folkeoplysningsaktører og -eksperter i studiet. De har hver især praksiserfaringer efter at have arbejdet med eller omkring folkeoplysningen, og de har hvert deres blik på begrebet og idéen. De fem gæster er:
- Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
- Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne
- Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI
- Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS)
- Ove Korsgaard, professor emeritus ved DPU og tidligere højskoleforstander
Troels Rasmussen glæder sig over det brede felt af aktører, der har takket ja til at deltage i podcasten.
”Alle har sagt ja øjeblikkeligt. Og alle har kvitteret for muligheden for at få lov at folde deres tanker og ideer ud. Lytterne vil opleve, at der undervejs i samtalerne åbnes for spændende tankegods og gives gode eksempler. Undervejs gives også vigtige håndslag på områder, som folkeoplysningen skal arbejde med,” siger han.
Temaerne i podcastserien spænder bredt, og samtalerne vil blandt andet komme ind på folkeoplysningen som idé, udfordringerne med mistrivsel blandt unge, professionalisering af foreningslivet, en mulig revision af folkeoplysningsloven, styrken ved fællesskaber og ikke mindst sammenhængen mellem folkeoplysning og demokrati.
Det første afsnit af ’Folkeoplysning på lyd’ bliver lanceret torsdag 26. januar og er tilgængelig på vifo.dk eller på podcastplatforme som Apple Podcasts, SoundCloud eller Spotify.