Vifo leder nyt projekt, der skal afdække rammerne for aftenskoleaktiviteter i Norden
Videncenter for Folkeoplysning skal samarbejde med forskere og organisationer i Norge, Sverige og Finland om at skabe et overordnet indblik i, hvordan arbejdet med aftenskoler og studiekredse er organiseret i de nordiske lande.
I alle nordiske lande er der en lang tradition for, at voksne mødes i aftenskoler og studiekredse for at lære nyt uden for rammerne af det formelle uddannelsessystem.
Men selv om udgangspunktet og værdierne langt hen ad vejen har været de samme, så er systemerne for voksnes uformelle læring meget forskellige i Danmark, Norge, Sverige og Finland, og der har ikke været gjort mange forsøg på at indsamle sammenlignelig viden på tværs af landene.
Det bliver der nu lavet om på. Nordisk Ministerråd har givet penge til et projekt, der skal afdække forskelle og ligheder mellem de nordiske lande ved at kortlægge rammerne for aftenskoler og studiekredse i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
"Vi håber, at vi med dette projekt kan skabe et vidensgrundlag, som blandt andet kan bruges i fremtidige diskussioner om lovgivning og rammer på området. F.eks. har man i Sverige længe diskuteret et nyt støttesystem, som nu indføres næste år, og i Danmark diskuteres det løbende, hvorvidt der er behov for en revision af folkeoplysningsloven. Her kan vi måske blive inspireret af modeller fra de andre nordiske lande," siger senioranalytiker i Vifo, Malene Thøgersen.
Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) står i spidsen for projektet, som bliver lavet i samarbejde med Norwegian Research Centre (NORCE), Linköpings universitet, Göteborgs universitet, Åbo Akademi og Finnish Study Centres Association.
Projektet munder ud i en konference
Helt konkret skal projektet kortlægge, hvordan arbejdet med aftenskoler og studiekredse er finansieret og organiseret, hvilke juridiske rammer der er for arbejdet, hvilke typer af aktiviteter aftenskoler og studiekredse står for i de respektive lande og omfanget af disse.
Kortlægningen laves ved at indsamle og systematisere eksisterende viden, statistiske undersøgelser og desk research og skal munde ud i en rapport og en konference i slutningen af 2024, der samler praktikere, politikere og forskere fra folkeoplysningsfeltet i de nordiske lande.
"Nogle af de spørgsmål, vi gerne vil kunne belyse til den tid, er, om de økonomiske forskelle, der er landene imellem, også kan aflæses i aktivitetsniveauet hos aftenskoler og studiekredse, og om vi kan lære noget på tværs, når det gælder sammenhængene mellem det nationale og lokale niveau, som også er meget forskellige fra land til land," fortæller Malene Thøgersen.
Udover konkret viden om aftenskoler og studiekredse har projektet også til formål at skabe et netværk blandt forskere og organisationer, der beskæftiger sig med denne del af folkeoplysningsområdet på tværs af de nordiske lande.
"Sådan et netværk findes ikke lige nu, men vi håber, at vi med det projekt kan lægge grunden til et samarbejde, der kan føre til, at vi kan lave større undersøgelser på området i fremtiden," siger Malene Thøgersen.