Vifo Artikel 17.09.2018

Vifo og Idan debatterer frivillighed på Folkets Møde i Aarhus

I anledningen af Aarhus’ rolle som Frivillighovedstad 2018 afholder byen og en række aktører et frivillighedsfolkemøde med et væld af debatter og aktiviteter. Vifo og Idan afholder tre debatter i FO-Byen.

Skrevet af: Redaktionen
Nøgleord: Frivillighed

Fra den 21.-23. september 2018 markerer Aarhus sin status som Frivillighovedstad 2018 ved at skabe rum til dialog og debat om frivilligheden på ’Folkets Møde’. I løbet af weekenden vil byen derfor lægge rum til en lang række debatter, inspirationsoplæg og aktiviteter spredt over en stor del af byen.

Videncenter for Folkeoplysning og Idrættens Analyseinstitut er med på Folkets Møde og afholder lørdag den 22. september i samarbejde med FO-Aarhus tre debatter, der sætter fokus på frivilligheden kontra professionalismen i henholdsvis aftenskolerne og idrætsorganisationerne samt forældrenes involvering i deres børns fritidsliv.

Debatterne finder sted i Stiften Lounge i FO-Byen fra kl 15-18. Læs mere om de enkelte debatter nedenfor:

Kødranden – eller kunsten at involvere forældrene i deres børns fritidsliv (kl. 15.00-15.50)

Når de helt små børn for første gang stifter bekendtskab med foreningslivet, er det ofte med både mor og far på sidelinjen. Skal forældrene mere på banen som frivillige trænere og hjælpere allerede fra første færd, eller har foreningerne ansvar for at skabe rammer og stille trænere til rådighed, så både børn og forældre får en ’lempelig’ start? Lokale foreninger inddrages i en debat om muligheder og gode eksempler på ’håndtering’ af forældrekødranden.  

Vært: Maja Pilgaard, konstitueret direktør, Idrættens AnalyseinstitutHelle Klüwer, Lystrup Gymnastik og FitnessAndré Thelin Nielsen, Skateboardskolen

Mellem frivillighed og professionalisering – med aftenskolerne som case (kl. 16.00-16.55)

Aftenskolerne er organiseret som frivillige foreninger, men over 60 pct. af landets aftenskoler har ingen frivillige ud over bestyrelsesmedlemmerne, og undervisningen varetages typisk af lønnede undervisere. Med udgangspunkt i landsdækkende undersøgelse af aftenskoleområdet sætter Videncenter for Folkeoplysning tal på frivilligheden i aftenskolerne og giver indblik i aftenskoleområdets særlige karakteristika og rolle i civilsamfundet. To lokale aftenskoler sætter derefter fokus på, hvad kombinationen af frivillighed og professionalisme giver af muligheder og udfordringer for aftenskolernes virke. Hvad kan det øvrige foreningsliv lære af aftenskoleområdet og omvendt?

Vært: Malene Thøgersen, analytiker, Videncenter for FolkeoplysningTorben Dreier, skoleleder, FO-AarhusClaus Jørvang, Ældresagens Oplysningsforbund i AarhusOrdstyrer: Steffen Hartje, sekretariatsleder i Fritid & Samfund

Idræt i Aarhus mellem frivillighed og professionalisme (17.00 – 18.00)

Her sættes idrætslivet i Aarhus til debat set fra et forskningsmæssigt perspektiv. Hvordan ser det ud med århusianernes sports- og motionsvaner i forhold til resten af landet? Hvilken rolle spiller foreningerne, de frivillige og de professionelle? Skal der satses på eliten eller bredden, og hvad er vi som borgere klar til at betale for at have professionelle sportsklubber i kommunen?

En stor del af idrætslivet er gennem de senere år blevet de mange events som både foreninger, organisationer og professionelle søger at skaffe til byen. Kan events bruges som løftestang til at øge rekrutteringen i bredden? Hvad siger forskningen, og hvad skal man være opmærksom på?

Vært: Christian Gjersing Nielsen, analytiker, Idrættens AnalyseinstitutSteffen Rask, analytiker, Idrættens AnalyseinstitutChristian Gjersing Nielsen, analytiker, Idrættens AnalyseinstitutHenrik Brandt, selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren

Læs mere

 
 

Læs mere om Folkets Møde

Læs mere om aktiviteterne i FO-Byen