Vifo Artikel 25.09.2023

Vifo skal finde læringen i projekt, hvor højskoler har inspireret til bæredygtighed på tværs af landegrænser

20 højskoler fra hele verden er gået sammen for at udvikle og styrke højskolernes bidrag til den grønne omstilling i projektet People’s Future Lab. Projektet har på samme tid været både lokalt og globalt og uddannet højskoleeleverne til at være forandringsagenter.

De seneste tre år har ti danske og ti internationale højskoler samarbejdet om at bidrage til den bæredygtige omstilling. Det er foregået gennem udviklingsprojektet People’s Future Lab, som Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) har taget initiativ til, og som nu skal evalueres af Videncenter for Folkeoplysning (Vifo).

Formålet med People’s Future Lab var at styrke den globale højskolebevægelse gennem et bæredygtigt fokus. De i alt 20 højskolers internationale samarbejde kredsede om at give inspiration, feedback og sparring til hinanden med udgangspunkt i højskolernes egne, lokale bæredygtigheds projekter. 

”Projektet er et forsøg på at vise, dels at der er god inspiration at hente ude i verden, og dels at man ikke er alene om at arbejde for mere bæredygtighed” fortæller Søren Børsting om det internationale samarbejde. Han er udviklingskonsulent ved FFD og har været en del af People’s Future Lab.

Netop det at være fælles om at arbejde for mere bæredygtighed er ikke kun centralt for det internationale samarbejde. Ifølge Søren Børsting er højskolerne også en særligt velegnet ramme til at inspirere unge mennesker til, hvordan de konkret kan bidrage til en mere bæredygtig verden.

”I hverdagen på en højskole finder man nemt folk at gå sammen med. Det er vigtigt, for at vi ikke fortvivler over klimaet, og hver især føler os alene om at lægge en indsats,” siger Søren Børsting.

Fra højskoleelev til forandringsagent

En af de konkrete indsatser, som People’s Future Lab står bag, er, at op imod 300 højskoleelever er blevet uddannet til såkaldte forandringsagenter.

Her blev eleverne klædt på til selv at være tovholdere på lokale bæredygtighedsprojekter, som blev udviklet i samarbejde med en partner fra højskolernes lokalmiljø. For eksempel gik et af de lokale projekter ud på at rense en beskidt og forvokset branddam. Området omkring dammen blev efterfølgende indrettet til et behageligt naturmiljø, hvor både højskolens elever og de lokale nu kan komme og nyde omgivelserne.

Den lokale forankring har ifølge Søren Børsting været en væsentlig del af at gøre arbejdet med bæredygtighed konkret. Højskolelærerne har nemlig været meget optagede af, hvordan undervisningen ikke kun beskæftigede sig med bæredygtighed på et overordnet plan, men også på et plan hvor eleverne bogstavelig talt selv kunne få det i hænderne. 

”Eleverne behøver ikke føle, at de gør noget, som redder hele verden. Det er til gengæld vigtigt, at de føler, de forbedrer forholdene lige her, hvor vi er,” uddyber Søren Børsting. 

Som en del af People’s Future Lab var der også et særligt spor for højskolelærerne. Over en række sessioner inspirerede lærerne hinanden i, hvordan man underviser i bæredygtighedstiltag, for der er en række dilemmaer og udfordringer forbundet med at undervise indenfor netop det felt.

”På det bæredygtige område danser man i en pædagogisk sammenhæng hele tiden imellem fortvivlelse og håb. Der er også nogle spændende pædagogiske udfordringer i at undervise indenfor et emne som bæredygtighed, fordi ingen har det endegyldige svar,” forklarer Søren Børsting.

På højskolelærernes spor underviste eksperter i forskellige aspekter af bæredygtighed. For eksempel handlede et af modulerne om at skabe lokalt engagement før, under og efter projektet. Her blev lærerne undervist i at kontakte potentielle partnere i et lokalområde, og de fik gode råd til samarbejdet, og hvordan man sikrer, at projektet er relevant for alle parter. Ligeledes blev der givet plads til, at lærerne kunne udveksle erfaringer og meninger med hinanden. 

Online og fysisk

På grund af coronapandemien foregik særligt starten af projektet online. Her sendte skolerne hinanden videoer med opdateringer på deres respektive projekter. På den måde var det muligt på skift at ’besøge’ alle skoler, som har deltaget. 

People’s Future Lab kulminerede i foråret 2023 med en klima- og bæredygtighedsfestival, hvor både globale og lokale aktører kunne mødes fysisk for at præsentere deres projekter og skabe en fælles vision for en bæredygtig verden.

Flere af projektets internationale højskoler befinder sig i områder af verden, hvor man for alvor mærker klimaforandringerne. Konsekvenser som oversvømmelser eller tørke kan have haft afgørende indflydelse på nogle af de udenlandske elevers liv. Det har ifølge Søren Børsting givet de danske elever nogle helt andre perspektiver på bæredygtighed og livsomstændigheder. 

”Der er styrker ved både det online og det fysiske. Man kan hurtigt komme verden rundt og få god inspiration online, men det er de fysiske møder med andre mennesker, som for alvor efterlader et indtryk” fortæller Søren Børsting. 

Helt præcist hvilket indtryk, projektet har efterladt på alle de involverede, vil Vifos evaluering vise, når den forventes at være færdig i februar 2024. Evalueringen af People’s Future Lab skal give indblik i, hvad alle de involverede har fået med af læring og udbytte fra projektet, og den skal også lave skabe et vidensgrundlag, som kan inspirere højskolernes kommende arbejde med at koble bæredygtighed og internationalt samarbejde.

Læs mere om projektet

Kollegaer justerer solpanel
Vifo
Evaluering af People's Future Lab

Læs flere nyheder fra Vifo

Mand i glasbur
Idan Vifo Artikel 20.12.2024
Kulturministeren udpeger to nye medlemmer til Idans bestyrelse
Vifo Artikel 19.12.2024
Coding Pirates er en folkeoplysende forening, der arbejder med at udvikle børns teknologiske vovemod og kreativitet
Idans kontor
Idan Vifo Artikel 13.12.2024
Direktør for Idrættens Analyseinstitut  – form fremtidens idræt og folkeoplysning
Folk der går tur
Vifo Artikel 03.12.2024
Grønt Akademi vil ruste ungdomspolitikere til at håndtere fremtidens klimaudfordringer
Folk der demonstrerer
Vifo Artikel 29.11.2024
Den Grønne Ungdomsbevægelse kæmpede for klimahandling på COP29
unge mennesker snakker sammen
Vifo Artikel 17.11.2024
Ny politisk aftale: Højskolerne og Frie Fagskoler får 40 millioner kroner hver til at hjælpe unge uden job og uddannelse
Idan Vifo Artikel 14.11.2024
Idrættens Analyseinstitut skal have ny direktør
Folk der synger kor
Vifo Artikel 13.11.2024
Ny undersøgelse afdækker livet i de amatørkulturelle foreninger