Vifo undersøger Ældre Sagens motionstilbud i lokalafdelingerne
Videncenter for Folkeoplysning og Idrættens Analyseinstitut har netop indgået aftale med Ældre Sagen om at kortlægge foreningens motionstilbud, deltagere og frivillige samt potentialerne for at få flere udøvere blandt de mindre mobile og dem, som ikke vant til at dyrke idræt.
Hver uge udbyder Ældre Sagen alt fra stolemotion til stavgang til deres 874.000 medlemmer, og ifølge Ældre Sagens egne optællinger er ca. 2.770 frivillige engageret inden for motionsområdet til at arrangere og gennemføre disse forskellige typer af motionsaktiviteter i deres 215 lokalafdelinger.
Men hvor mange motionsaktiviteter udbyder de 215 lokalafdelinger, og hvem er deltagerne på de forskellige hold? Det skal Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Idrættens Analyseinstitut (Idan) nu i gang med at kortlægge.
Undersøgelsen formål er at afdække følgende:
- Omfanget og karakteren af motionsaktiviteter i Ældre Sagens 215 lokalafdelinger samt udviklingen i forhold til Ældre Sagens tidligere undersøgelser.
- Antallet af deltagere på de forskellige typer af motionsaktiviteter.
- Deltagernes karakteristika og målgruppens generelle mobilitet og erfaring med motion samt deres motivation og barrierer for deltagelse.
- De frivilliges motivation for og udbytte af deres frivillige arbejde.
Metodisk består undersøgelsen af et spørgeskema, som sendes til alle 215 lokalafdelinger. Udover antallet af motionshold, deres karakter og antallet af deltagere skal lokalafdelingerne også svare på spørgsmål om deres udfordringer, generelle trivsel og interessen for motionsholdene. Dette skal bruges som led i at afdække, hvorfor nogle lokalafdelinger stort set ikke udbyder motionshold, mens andre har en lang række aktiviteter.
Ældre Sagens egne tidligere undersøgelser tyder på, at lokalafdelingen i høj grad når ud til borgere, der kan have svært ved at finde andre tilbud. Undersøgelsen vil derfor sætte fokus på deltagerprofilerne. Vifo og Idan vil derfor i tæt dialog med Ældre Sagen udvælge lokalforeninger, som opfordres til at uddele spørgeskemaer til deltagerne på deres motionshold.
I denne del af undersøgelsen bliver deltagerne spurgt om deres nuværende og tidligere motionsvaner, fysiske og mentale helbred og lignende. Som supplement til spørgeskemaet vil Vifo og Idan desuden gennemføre tre fokusgruppeinterviews blandt deltagerne på tre forskellige motionshold for at blive klogere på deres udfordringer, motiver og barrierer i forhold til at deltage i motionstilbuddene.
Den sidste del af undersøgelsen fokuserer på de frivillige, som vil få tilsendt et spørgeskema, hvor de skal svare på spørgsmål om deres forudsætninger og motivation for at være frivillige.
Undersøgelsen vil samlet tilvejebringe et vidensgrundlag, som Ældre Sagen kan bruge i forbindelse med deres videre arbejde med udviklingen af motionsaktiviteter i lokalafdelingerne.
Undersøgelsen forventes afsluttet i april 2020.