Vifo Artikel 05.09.2018

Vifokonference ser på innovation i og uden for folkeoplysningen

’Folkeoplysning i forandring III’ går tæt på aftenskolernes konkurrenter og sætter nytænkning og innovation i og uden for folkeoplysningen til debat.

Skrevet af: Redaktionen

Der er godt gang i aktiviteterne i landets aftenskoler, men der er også flere skoler, som oplever, at de bliver udfordret af andre aktører, som kommer ind og udbyder aktiviteter, som traditionelt har hørt aftenskolerne til. Men kan de andre også være en kilde til inspiration?

På Vifos konference ’Folkeoplysning i forandring III’ den 11.-12. september kan du møde en række aktører, som har taget aftenskolernes kerneaktiviteter til sig og fornyet dem på hver deres måde, men også høre en række aktører inden for folkeoplysningen fortælle om, hvordan de nytænker organisering, målgrupper og aktiviteter.

Når aftenskolen ikke er en aftenskole

Uden for aftenskolerne lever håndværks- og husflidsaktiviteterne i bedste velgående.   Aftenskolernes håndværkstraditioner bliver sat i en ny kontekst i ungdomsforeningen Foretagsomheden. Foreningen sætter fokus på håndværk, byggeteknik og vidensdeling omkring gør-det-selv-arbejdet og giver unge mennesker et fællesskab, hvor de lærer nye håndværk. På konferencen vil formand for Foretagsomheden, Villads Claes Olsen, give et bud på, hvad det kræver at give håndværksfagene nye klæder og målgrupper. 

Annette Danielsen leverer strikkekurser, arrangerer strikketure til ind- og udlandet, skriver bøger og får knap 1.000 mennesker til at møde op til strikkeevents i et forsamlingshus nord for Aarhus. På konferencen vil hun forklare, hvad det er, hun kan. Kræver det noget, som ikke kan finde sted i aftenskolerne?

Nyskabelser i folkeoplysningen

Men det er ikke kun private initiativer uden for folkeoplysningen, der skaber nye tilbud. Innovationssporet sætter derfor også fokus på en række nyskabelser inden for folkeoplysningsområdet, som kan være med til at inspirere til udviklingen af området.

KFUM og KFUK bevæger sig med oprettelsen af Danmarks første børnehøjskole ind i et krydsfelt mellem højskoleverdenen og det frivillige børne- og ungdomsarbejde. Forstander Jacob Solsø Holm vil fortælle, hvad højskolen kan i forhold til børne- og ungdomsforeningerne.

Coding Pirates har fokus på børn og unges kreative brug af teknologi, og med en alternativ tilgang til foreningsliv har Coding Pirates i løbet af kort tid spredt sig til hele landet. På konferencen vil næstformand i Coding Pirates Aarhus, Mikey Andersen, fortælle mere om foreningens visioner.

I Aarhus Volume mødes en lang række unge for at arrangere fede gadefester. Projektleder i Aarhus Volume, Albert F. Helmig fortæller om, hvad der får en flok unge kultur- og musikentreprenører til at starte en almennyttig forening.

De digitale fællesskaber

Endelig giver nye digitale platforme borgerne lettere mulighed for at finde vej til og selv arrangere forskellige aktivitetsfællesskaber uden om de etablerede udbydere.  

85.000 danskere er medlemmer af det digitale fællesskab gennem Boblberg, hvor borgere kan mødes omkring fælles interesser, og inden for folkeoplysningen giver AOF med deres app, Go Join, borgerne mulighed for selv at oprette kurser og aktiviteter. Men skaber de digitale platforme nye aktive borgere, eller er de i stedet konkurrenter til foreningslivet og aftenskolerne?

På konferencen vil Rasmus Stæhr, medstifter af Boblberg, og John Meinert Jacobsen, direktør i AOF, i to forskellige sessioner fortælle mere om de digitale fællesskabers plads i folkeoplysningen.

Med de mange forskellige casehistorier lægger konferencens innovationsspor derfor op til debat omkring måden vi tænker folkeoplysning og foreningsliv.

”Vi håber på, at konferencens innovationsspor kan være med til at sætte fokus på alle de nyskabelser der sker i og uden for folkeoplysningen, og give deltagerne nye ideer og ny inspiration til udviklingen af området”, siger Henriette Bjerrum, chefanalytiker i Videncenter for Folkeoplysning på.

Konferencen ’Folkeoplysning i forandring III’ finder sted på Helnan Marselis Hotel i Aarhus i dagene 11.-12. september 2018.

Læs mere

 
 
Læs mere om konferencen 'Folkeoplysning i forandring III' på konferencehjemmesiden