Folkeoplysningens udvikling

Folkeoplysningen har historisk set været en væsentlig faktor i det danske samfund, men folkeoplysningsbegrebet er komplekst, og både før og nu er der mange forskellige opfattelser af begrebets kerne.

Folkeoplysningsbegrebet har rødder der går langt tilbage i historien. Det knytter sig især til den sociale mobilisering, som fandt sted fra midten af 1800-tallet og frem, og som hænger tæt sammen med udviklingen af de øvrige samfundsmæssige strukturer. 

Der opstod en række folkelige bevægelser – herunder højskolebevægelsen og den folkelige idræt – som blandt andet var inspireret af de oplysnings- og dannelsesidealer, der kom til udtryk i Grundtvigs tanker om folkelig oplysning. Med udgangspunkt i de folkelige bevægelser udviklede der sig – sideløbende med det repræsentative demokrati – også et civilsamfundsbaseret foreningsdemokrati.  

Grundlovens stadfæstelse af forenings- og forsamlingsfriheden gav folket frihed til at organisere sig efter lyst og interesser – og netop denne frihed har stået centralt for folkeoplysningen som idé. 

Folkeoplysningens historiske kontekst

Ifølge Ove Korsgaard, der igennem mange år har forsket i folkeoplysning, har der været forskellige oplysningsformer i spil i forskellige tidsperioder. I ’Kampen om lyset’ (1997) sætter han folkeoplysningen ind i en historisk kontekst ved at beskrive tre hovedperioder: Frem til 1700-tallet var der fokus på kirkelig oplysning, hvor lyset kom fra Gud til menigheden. Efterfølgende i perioden 1700-1800 kom den statslige oplysning, hvor staten oplyste borgerne. Endelige kom fra 1800 og frem den folkelige oplysning, hvor det nye nu var, at lyset kom både til og fra folket.  

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev arbejderbevægelsen en klar stemme i debatten om, hvad folkeoplysning er. Her var målet arbejderklassens frigørelse, og viden til arbejderen var vejen frem. I 1924 etableredes Arbejdernes Oplysnings Forbund som Danmarks første oplysningsforbund. Her kunne arbejderne få viden med de rette holdninger. Her var folkeoplysning altså holdningspræget. 

Under 2. verdenskrig blev sammenhængen mellem folkeoplysning og demokrati særligt fremhævet. Med tyskernes besættelse af Danmark frygtede mange, at det frie og demokratiske skulle forsvinde fra foreningerne. Man stiftede derfor to paraplyorganisationer, der begge havde fokus på folkeoplysning som noget frit og uafhængigt, og som stadig spiller en central rolle: Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) med fokus på det idébestemte eller religiøse børne- og ungdomsarbejde og Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), der organiserer oplysningsforbundene og en lang række øvrige landsorganisationer på området. 

Et flyvsk begreb med dybe rødder

Nogle af de helt centrale elementer i de tidlige oplysningsidealer var myndiggørelse og ønsket om at gøre borgere i stand til at tage aktiv del i samfundet og ansvaret for eget liv. Nogle af disse elementer ses stadig i folkeoplysningsloven, og udgør dermed en central del af argumentationen for kommunernes pligt til at støtte folkeoplysende foreninger og aftenskoler, - ligesom de går igen i formålsparagraffer og lovgrundlag på tværs af forskellige typer af folkeoplysende organisationer.

På trods af begrebets stærke historiske rødder er det vanskeligt at komme med en præcis definition af, hvad folkeoplysning egentlig er. 

Uanset om man læser i lovgivningen på området, eller om man læser i ’Den nationale vision for folkeoplysningen’ som blevet formuleret i 2014, er der helt overvejende fokus på folkeoplysningens formål og i mindre grad på, hvad folkeoplysning er. Som det fremgår på kulturministeriets hjemmeside kan den folkeoplysende virksomhed ’i princippet have en hvilken som helst karakter’. 

Ifølge Korsgaard udgør folkeoplysning ’en kampplads, som forskellige interessenter forsøger at præge i eget navn’ (Korsgaard 2002, 53). Ud fra dette synspunkt er det dermed indlejret i begrebet, at det er svært at definere, og at det kan være præget af mange forskellige ideer og strømninger, som også skifter over tid.  

Derfor er der heller ikke let at definere folkeoplysningsområdets grænser, og der er en meget stor variation i de organisationer som i kraft af deres rolle, historik og den lovgivning, der regulerer deres virke ses – eller betragter sig selv – som en del af folkeoplysningsområdet, hvilket kan afspejle den frihedstradition folkeoplysningen bygger på.