Vifo

Vifo undersøger aftenskoleområdet i Rødovre Kommune

I en ny undersøgelse skal Videncenter for Folkeoplysning se nærmere på aftenskolerne i Rødovre Kommune og deres vilkår og udfordringer.

De seneste år er antallet af aftenskoler i Danmark faldet, og mens andelen af danskere, der har brugt aftenskolerne, har ligget stabilt på 11 pct. frem mod coronanedlukningen, tyder undersøgelser på, at der nu også er sket et fald i deltagerskaren.

Derfor har Rødovre Kommune nu bedt Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) om at se nærmere på aftenskolernes vilkår i Rødovre. Undersøgelsen forløber i to faser, hvoraf fase 1 er afsluttet i efteråret 2023. Download rapporten og læs mere om undersøgelsen nedenfor.  

Aftenskoler i Rødovre Kommune

Der er ni aktive aftenskoler, hvoraf to af dem har musikundervisning i fokus, tre har et bredt udbud af kurser, mens de sidste fire skoler har et mere sundhedsfremmende sigte.

  • AOF
  • FOF nu FOF Københavns Omegn
  • FORA Hvidovre
  • Gigtskolen
  • IOF
  • Kammerkoret Audite
  • SUKA
  • Mental Sundhed og yoga
  • Musikskolen Spil Op

Fase 1: Aftenskolernes rammer og vilkår

I første del af undersøgelsen zoomede Vifo ind på, hvilke rammer og retningslinjer aftenskolerne i kommunen har at arbejde med, hvordan udviklingen har set ud i de sidste ti år, og hvad aftenskolerne har af forventninger og visioner for fremtiden baseret på interviews med aftenskolelederne.

Derudover undersøgte Vifo, om aftenskolerne oplever udfordringer eller barrierer i forhold til at drive aftenskolerne på det niveau, de gerne vil, og spurgte aftenskoleledere i kommunen ind til emner som rekruttering og fastholdelse, økonomi, lokalesituationen og samarbejder. 

Resultaterne af undersøgelsen blev sammenlignet med landsdækkende undersøgelser af områdets rammevilkår og tilskudsstrukturer, aftenskoleområdet i vestegnskommunernes samt andre caseundersøgelser på kommunalt niveau.   

Undersøgelsen i fase 1 blev afsluttet i efteråret 2023. Download rapporten 'Aftenskolerne i Rødovre – hvordan har de det? Aftenskolens rolle og vilkår i Rødovre Kommune'

Fase 2: Aftenskolernes rolle og potentialer

I anden del af undersøgelsen vil Vifo supplere aftenskoleledernes perspektiv med perspektiver fra både aftenskoleunderviserne og kursisterne i kommunen. 

En spørgeskemaundersøgelse blandt kursisterne vil se nærmere på deres brug og udbytte af aftenskolerne og koble det med deres øvrige fritidsvaner, mens undervisernes vil­kår, deres visioner for området, og hvorvidt de ser barrierer og muligheder for aftensko­lerne i Rødovre vil blive belyst gennem et spørgeskema samt interviews. Endvidere vil undersøgelsen også se nærmere på de grupper af borgere, der i den første kortlægning blev identificeret som nogle, der ikke er aktive i aftenskolerne, men som kunne være potentielle deltagere. 

I fase 2 vil Vifo desuden sætte fokus på aftenskolernes samarbejdsflader og undersøge, hvordan nuværende og potentielle samarbejdspartnere som forvaltningen, politikerne, biblioteker, skoler m.m. oplever potentialerne for samarbejde med aftenskolerne, og hvorvidt samarbejdet er forbundet med eventuelle udfordringer og udviklingspotentialer.

Endelig vil fase 2 sammenholde undersøgelserne i Rødovre med landsdækkende undersøgelser og trends og tendenser i danskernes fritidsvaner. Formålet er at stille skarpt på aftenskolernes fremtidige betydning og udvikling i Rødovre Kommune.

Kontakt:

Analytiker

Maria Elisabeth Nissen Jensen

Folkeoplysning, daghøjskoler

Download rapporten

Kvinder laver yoga
Vifo Udgivelse december 2023
Aftenskolerne i Rødovre – hvordan har de det? Aftenskolens rolle og vilkår i Rødovre Kommune

Læs mere om undersøgelsen

Mand med funktionsnedsættelse står ved svømmebassin
Vifo Artikel 31.01.2024
Aftenskoler i Rødovre samarbejder med kommunen om at nå nye målgrupper