Vifo og SDU undersøger foreningers udvikling og betydning i Danmark
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet og Videncenter for Folkeoplysning har fået en bevilling på 5.270.905 kroner fra TrygFonden til at analysere det danske foreningslivs udvikling, betydning og samfundsmæssige rolle.
Fra januar 2024 og tre år frem sætter forskere fra Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Syddansk Universitet det danske foreningsliv under lup med økonomisk støtte fra Trygfonden.
Baggrunden for projektet er, at der ikke er forsket særlig meget i dansk foreningsliv, selv om det bliver tillagt meget stor betydning i både den offentlige og den politiske debat. Her er der en stærk tro på, at foreningslivet er vigtigt både for demokratiet og for den enkelte borgers livskvalitet, trivsel og læring.
I de seneste år er der også kommet forventninger til foreninger og deres medlemmer og frivillige om, at de kan hjælpe med at løse forskellige typer af velfærdsopgaver.
Det står i kontrast til, at der mangler grundlæggende og opdateret viden om foreningslivet på flere områder såsom
- Foreningernes udbredelse, udvikling og karakteristika
- De udfordringer foreningslivet oplever
- Hvordan befolkningen deltager i forskellige typer af foreninger
- Foreningslivets betydning for demokratiet, for velfærdssamfundet og for medlemmernes livskvalitet
Forskningsprojektet kommer til at bestå af tre dele
- En kortlægning af alle typer foreninger, som hører hjemme på Fyn, Langeland, Ærø og de øvrige øer omkring Fyn. Der bliver også sendt spørgeskemaer til foreningerne med spørgsmål om deres værdier, organisering, omfanget af frivilligt og lønnet arbejde og deres samarbejde med kommunen.
Fyn er valgt ud til undersøgelsen, fordi der allerede er lavet lignende undersøgelser i 2004 og 2010, hvilket giver mulighed for at vurdere, hvordan foreningslivet har udviklet sig over tid. - Indsamling af viden om medlemmer og frivilliges involvering i foreningslivet, deres engagement i foreningens demokratiske strukturer og medlemskabets betydning for deres livskvalitet. Det afdækkes gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer i op til 100 udvalgte foreninger, og casestudier i fem foreninger med fokus på medlemmernes aktive deltagelse i foreningslivet.
- En repræsentativ befolkningsundersøgelse blandt 10.000 voksne borgere for at belyse deres foreningsdeltagelse, og hvad det betyder for deres demokratiske engagement og selvvurderede livskvalitet.
Projektet gennemføres af senioranalytiker Malene Thøgersen (Vifo), lektor og centerleder Evald Bundgård Iversen (CISC), Karsten Elmose-Østerlund (CISC) og professor emeritus og frivillig forsker Bjarne Ibsen (CISC).
Projektet afsluttes i 2026.